Jeg prøver stadig at skære lidt ned på stivelsen og sukkeret og det går nu også fint nok. Bare at jeg kan få frugt og bær, for mine søde tand nægter at dø:)
Disse pandekager er ganske lækre, men ikke lige så lækre som rigtige, amerikanske pandekager. Jeg vil helst ikke "nøjes", når jeg ved der findes noget, der er bedre. Engang imellem er jeg nu sikker på, at de her nok kan snige sig ind på menuen. Især fordi bærskummet lige gør det lidt mere lækkert. Vi fik så også lidt friske bær til.
Opskriften er inspireret af Jane Fabers "LCHF- spis dig mæt og glad". Brug den hytteost du kan få med højest procent. Fedt er grundlæggende for LCHF, så der skal ikke spares.
Proteinpandekager med bærskum (8-10 stk.)
3 æg
200 g. hytteost
2 spsk. HUSK
1 tsk. vaniljepulver
Bærskum:
1/4 l. piskefløde
1-1½ dl. optøede jordbær
Kom alle ingredienserne til pandekagerne op i en blender og blend til en jævn masse.
Smelt lidt smør på en pande ved middelhøj varme.
Kom ca. ½ dl. dej på panden. Jeg havde 3 pandekager af gangen. Steg dem til de er gyldne og vend dem så.
Imens laves bærskummet. Pisk fløden til skum. Mos bærrene groft med en gaffel og pisk dem i.
Server de lune pandekager med bærskum og lidt friske bær.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar