fredag den 24. juli 2015

Chokolademarengs med vaniljeskum og bær

Da kagen er bagt til mine kollegaer havde jeg ikke lige kameraet med, så I må lige bære over med billedet fra min telefon.

Denne skønne marengs bagte jeg som torsdags-kage til mine kollegaer. Vi arbejder til kl. 17.00 hver torsdag og det er en lang dag, så der må kage til om eftermiddagen. Mine kollegaer kan rigtigt godt lide kage og den her var et rigtigt stort hit. Som en mellemting mellem en marengs og en lækker chokoladecookie. Uhm..
Jeg fik en stor marengsbund og en lidt mindre ud af den her portion, men jeg brugte også nogle ret store æg, så det kan variere lidt. Jeg bruger min elskede KitchenAid og der får man altså meget mere marengs end når man bruger en håndmixer!
Jeg toppede med friske jordbær og kirsebær. Jordbærrene ville være rigtigt gode med lidt limesaft, men det havde jeg ikke lige.

Chokolademarengs med vaniljeskum og bær (6-8 pers.)
Marengs:
5 æggehvider
275 g. sukker
3 spsk. usødet kakaopulver
2 spsk. hyldeblomsteddike
100 g. mørk chokolade (60%)

Skum:
1/4 dl. piskefløde
3-4 spsk. cremefraiche 38%
2 spsk. flormelis
2 vaniljestænger
2 spsk. koncentreret hyldeblomstsaft

Pynt:
2 bakker friske bær

Tænd ovnen på 175 grader.
Pisk æggehviderne til de danner bløde toppe.
Pisk sukkeret i lidt af gangen til du får en sej marengs.
Tilsæt kakaopulver og eddike og pisk det hurtigt sammen.
Hak chokoladen groft og vend den i marengsen.
Fordel marengsen på en bageplade med bagepapir. Den skal være lidt høj, men du kan evt. dele den i 2 portioner.
Sæt den i ovnen og skru så ned på 110 grader. Bages i 1½ time. Sluk ovnen og lad marengsen køle af heri. Den opbevares også bedst i den kolde ovn.
Inden servering laves vaniljeskummen.
Flæk vaniljestængerne og skrab kornene ud. Mos dem sammen med flormelis.
Kom det i en skål med fløden og pisk til skum.
Pisk creme fraichen i.
Smag til med hyldeblomstsaft og fordel over marengsen lige inden servering.
Top med friske bær.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar