Den her salat er virkeligt lækker. Som i virkeligt vanedannende, hvis man som mig elsker jordbær. Sød, sprød, salt og blød. Uhm.. Normalt spiser jeg ikke rå blomkål, for jeg synes det er for bittert og kål-agtigt. Når det rives på rivejernet og blandes med andre gode sager er det pludseligt ikke så slemt.. Jeg er stor fan af salater med jordbær og af Føltved, der laver nogle virkeligt gode sager. Nu er de så også så "feje", at en af de røde jordbærboder er flyttet ind kun en gade fra hvor jeg bor. Uf, det kommer til at betyde misbrug og lavvande på madkontoen:)
For denne salat vil blive lavet igen og igen. Den passer især godt til grillet kød og fisk, men kan også anrettes som en fin lille forret. Måske til Skt.Hans?
Jeg brugte parmesan som i opskriften, men jeg er sikker på at lidt god feta eller blåskimmelost vil være endnu bedre. Opskriften er fra Sæson.
Jordbærcarpaccio med parmesan og persille (2 pers.)
200 g. jordbær
½ lille blomkål
1 lille bundt persille
25 g. mandler
2 spsk. friskhøvlet parmesan
1 spsk. god olivenolie
½ spsk. balsamico
Skyl og nip jordbærrene. Skær dem i tynde skiver.
Riv blomkålen på et groft rivejern. Kom det på et lille fad og fordel jordbærrene over.
Hak persillen og hak mandlerne. Drys med persille, mandler og parmesan.
Dryp med olie og balsamico og server straks.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar