onsdag den 1. februar 2012

Ølandshvedebrød


Jeg har længe haft lyst til at bage Ølandshvedebrødet fra Claus Meyers bog "Meyers Bageri" og nu hvor der var masser af surdej at tage af fra pizza-bageriet, så skulle det være. Meyers surdej kræver 10 dage og det rækker min tålmodighed altså ikke til!
Det er endnu et brød, der kræver en køkkenmaskine, men håber I har forståelse for min nye store kærlighed:)
Opskriften giver 2 små, lidt flade brød, som smager helt vildt godt! Saftigt og med den der helt specielle smag, som Ølandshvede nu har:)
Jeg køber Ølandshvede fra Aurion i Salling Super, men jeg ved også, at Meyers eget mærke forhandles i bla. Kvickly.
Her kommer opskriften så:

Ølandshvedebrød (2 små brød)
6 dl. koldt vand
25 g. surdej af hvede
5 g. gær
400 g. sigtet ølandshvede
200 g. fuldkorn ølandshvedemel
15 g. groft salt

Rør 5 dl. vand, gær og surdej sammen.
Tilsæt begge slags mel og salt.
Kør først dejen på lav hastighed i 5 minutter og derefter på høj hastighed i 10-15 min.
Tilsæt den sidste dl. vand lidt efter lidt.
Dejen skal blive blød, meget elastisk og glat.
Kom den i en skål smurt med olivenolie, dæk den til med husholdningsfilm og lad den hæve i køleskabet natten over.
Næste dag vendes dejen ud på en meldrysset bord. Del den forsigtigt i 2 og form hver del til et lille brød uden at ælte det. Dæk dem til med et rent viskestykke og lad den hæve mens ovnen varmes op.
Kom en pizzasten eller en bageplade ind i ovnen og varm den op til 250 grader.
Når ovnen er varm placeres et af brødene på bagestenen og bages 20-25 min. til det lyder sprødt og hult. Bruger du en bageplade skal brødet først placeres på bagepapir.
Tag brødet ud og lad det køle af på en bagerist. Bag næste brød på samme måde.
Der er stadig masser af surdej tilbage efter både Pizza med surdej og det her brød.
Den er faktisk så fæl og grådig og besværlig, at jeg har givet den et navn: Herman!
Herman skal fodres hver dag for at holde sig i form, men det betyder også bare, at der bliver ved med at blive mere og mere af ham!
Det er ligesom at ha en af de der små maskiner man havde da man var lille, der både skulle fodres og leges med!

Opdatering:

Kan med fordel bages som boller i 12-15 min.
De bliver lidt flade, men passer perfekt til madpakken og er Kristians nye favorit:)

7 kommentarer:

Tante Sød..og den sure øko-citron... sagde ...

Det ser vildt lækkert ud, jeg har lige endeligt fået købt min første pose ølandshvede - men altså kun 1 slags øv! Og har ikke røremaskine øv! Men skal også snart bage af det... jeg kører i øvrigt med den der grundsurdej han anbefaler - det kører perfekt og er værd at vente 10 dage på:-)Jeg bruger den til rigtigt mange ting hele tiden ....

MissMuffin sagde ...

Tante Sød, det var noget ØV:) Jeg har nu bagt flere gange med ølandsmel før jeg fik røremaskinen med gode resultater, så det er bare at komme igang:) Så kan du bage det her når du engang får en røremaskine:)
Jeg husker bare ikke at få startet skidtet 10 dage før, men nu har jeg også gang i surdejen Herman, som jeg passer og plejer..

Heidi sagde ...

Hvordan kommer du i gang med surdejen - altså hvad skal der i, og hvordan fodre du den? Kan godt se på alle de lækre brød, der er her i "blogland", at jeg må have gang i min egen surdej, så jeg kan være med på beatet ;O)

MissMuffin sagde ...

heidi, jeg bruger surdejen fra denne opskrift:

http://frkmuffinsopskrifter.blogspot.com/2012/01/pizza-med-surdej.html

Jeg har min i køleskabet, for det virker bedst for mig, mens andre har den på køkkenbordet.
Den står i en bøtte med låg og så tar jeg den ud ca. 2 gange om ugen, hvor jeg fodre den med lidt mel og vand. Ca. 1 dl. mel og ½ dl. vand, men det afhænger lidt af hvor meget jeg bruger af den. Bruger jeg meget surdej, så får den også lidt ekstra, så jeg er sikker på der er nok til næste gang.
Når jeg skal bage med den tar jeg den gerne ud lidt før, så den lige kan få stuetemperatur.
Så skal den gerne boble lidt op, for så ved du at den stadig er levende.
Den skal altid lugte frisk og sån lidt af øl..
Det lyder kompliceret, men så snart du er igang er det slet ikke så besværligt:)

sandra sagde ...

Hej Miss muffin. tak for en god blog :-) jeg skal tilat kaste mig ud i de her brød som jeg har tænkt mig at bare som boller til min mødregruppe. Jeg er lige igang med at starte min hermin op.

Hvor mange boller vil du skyde på der bliver på en opskrift?

Du skriver 25 gram surdej - vejer du det af eller tager du fx bare en dl eller noget i den stil?

Hvis jeg ikke kan finde Ølandshvede - hvilken hvedemel vil du så anbefale?

Mvh Sandra

MissMuffin sagde ...

Hej Sandra

Det lyder godt at du har fået mod på at bage med surdej:)
Indtil du lige får en fornemmelse af surdejen vil jeg nok veje den af- det gjorde jeg i starten, men det gør jeg ikke længere.
Hvis du ikke kan finde ølandshvede, så skal du ikke bruge den her opskrift, for ølandshvede kan sagtens trække en lidt mere våd dej end andre meltyper og du risikerer at få et dårligt resultat.

Så vil jeg anbefale sig at bruge denne i stedet:

http://frkmuffinsopskrifter.blogspot.com/2012/02/koldhvet-hvedebrd.html

Jeg vil skyde på, at der bliver ca. 8 ret store boller ud af hver portion. Vi bruger dem på madpakken, så jeg laver dem ret store:)

Loppen sagde ...

Hvis det volder besvær med ølandshvede kan man sagtens bruge speltmel som også har højt proteinindhold.