Viser indlæg med etiketten Simremad. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Simremad. Vis alle indlæg

fredag den 5. september 2014

Svampe-ratatouille

Den store, røde gryde er hevet frem fra sit sommerhi, for nu er det ved at være tid til tunge, varmende simreretter. Denne her er virkeligt lækker og en god måde at få masser af grøntsager på.


Hver morgen ser jeg GO'morgen Danark, eller, det kører hvertfald i baggrunden. For nogle uger siden lavede Gorm denne lækre svampe-ratatouille og jeg vidste, at jeg også måtte afprøve den. Det smagte virkeligt godt!
Det tager lidt tid at lave og der bliver en god opvask, men det er besværet værd. Første dag spiste vi den med kartoffelmos. Jeg elsker kartoffelmos! Dagen efter blev den spist med en rød bøf og blomkålsris. Virkeligt lækkert. Næste gang laver jeg en dobbelt portion, så der er til fryseren, for den kan bruges til alverdens ting eller bare som tilbehør på en travl dag.
Vi har virkeligt mange æbler i haven, så jeg pressede selv mosten. Gør du ikke det, så køb en god, ufiltreret en. Brug også gerne forskellige svampe, for det giver forskellige teksturer. Jeg brugte champignon og kantareller.




Svampe-ratatouille (4 pers.)
500 g blandede svampe       
1 aubergine
1 squash       
2 gulerødder              
3 rødløg
3 fed hvidløg
200 g. god bacon, i tern      
3 dl æblemost       
2 tsk. rosmarin      
2 tsk. timian     
1,5 dl. fløde    
salt, peber                       

Gremolata:
1 økologisk citron
1 dusk persille
1 fed hvidløg

Tilbehør:
Fx kartoffelmos

Rens svampene og skær dem evt. i mindre stykker. Ikke alt for fint.
Hak løget og pres hvidløget. Skær squash, aubergine og gulerødder i grove tern.
Kom baconen i en stor stegegryde og steg til det er sprødt og gyldent.
Kom løg og hvidløg ved og steg videre.
Imens opvarmes en stor pande med olie. Rist først svampene til de er gyldne og kom dem i gryden med bacon.
Rist derefter først squash, så aubergine og til sidst gulerødderne og kom det hele op i gryden undervejs.
Tilsæt rosmarin, timian og æblemost og lad det simre til at æblemosten er kogt næsten helt ind.
Tilsæt derefter fløden og lad det koge ind. Smag til med salt og peber.
Imens laves gremolata'en. Riv citronskallen fint, hak persillen fint og pres hvidløget. Bland det hele godt sammen.
Server ratatouille'en med gremolata.

onsdag den 9. oktober 2013

Mad til 2 dage: Chili con Carne

For at teste Mette Mølbaks "Mad til 2 dage" kastede jeg mig over en Chili con Carne, som skulle udgøre grundlaget for aftensmaden 2 dage i træk. Jeg lavede nu Chili con Carnen som jeg havde til i skabe og skuffer, da det primært er 2-dagens menu der er spændende.
Jeg havde købt frisk chili, men da jeg skar dem over var de selvfølgeligt helt sorte indeni. Adr! Så det blev kun til lidt chilipulver. Jeg havde lige et glas rødvin tilovers, men ellers havde jeg nok brugt lidt stærk kaffe eller en mørk øl. Chokoladen er også obligatorisk, det giver lige det sidste:) Vi spiste den med ris, yoghurt, avocado og lime. Jeg var simpelthen så træt, ellers havde vi nok også drukket en kold øl til, men så bliver jeg som regel bare endnu mere træt:)
Den her portion er ret stor. Vi spiste det i 2 dage og har også en portion i fryseren.
Hvordan har I det med rester? Personligt elsker jeg rester. Mange ting smager bare bedre dagen efter!

Chili con Carne  (6 pers.)
500 g. hakket oksekød
3 store løg, hakket
3 fed. hvidløg, presset
2 peberfrugter, i tern
3 ds. hakkede tomater
1 ds. tomatpure
1½ ds. bønner
1½ dl. rødvin
3 tern mørk chokolade
2 spsk. paprika
½ spsk. stødt spidskommen
½ spsk. chilipulver
2 tsk. koriander
salt, peber, olivenolie

Varm olivenolie i en stor gryde. Steg løg og hvidløg ved svag varme til de er bløde og klare.
Tilsæt paprika, spidskommen, koriander, chilipulver og steg et øjeblik.
Tilsæt oksekød, peberfrugter, dåsetomater og tomatpure.
Lad det hele simre ved svag varme i min. ½ time eller så længe du nu har tid til. Min kogte i 1½ time og det giver den perfekte konsistens.
Tilsæt herefter bønner, rødvin og fintrevet chokolade og varm det igennem.
Smag til med salt og peber og server.

mandag den 9. september 2013

Kylling med svampe og vindruer

Ikke en særligt fotogen ret, men utroligt lækker og velsmagende. Selv Kristian roste den!
Efteråret sniger sig langsomt ind på os, så den anden dag kom der gang i de store, røde gryde, som er perfekt til simremad.
Jeg faldt over nogle øko-kyllingeoverlår, som var sat ned pga. datoen, så de røg med hjem og i gryden. Du kan også bruge kyllingelår eller kyllingebryst, men det lidt mørke kød og benene er med til at give ekstra smag til retten fremfor bryststykkerne.
En anden gang vil jeg nok tilsætte ekstra champignon og lidt flere druer, men det er smag og behag.
Vi fik aspargeskartofler, et drys persille og en salat til. Kartoffelmos eller ris vil også være godt dertil.


Kylling med svampe og vindruer (4-6 pers.)
6 kyllingeoverlår
250 g. champignon
150 g. vindruer(uden kerner)
1 stort løg
1 spsk. dijonsennep
1½ dl. god hønsebouillion
2-2½ dl. piskefløde
olivenolie, salt, peber

Krydder kyllingelårene med salt og peber.
Varm lidt olie op i en stor gryde og brun kyllingen godt. Hak løget og kom det ved.
Skær champignonerne i skiver og halver druerne.
Tilsæt champignon, vindruer, fløde, bouillion og sennep. Krydder med salt og peber.
Lad det hele småsimre i ca. 45 min. til kyllingen er helt mør.
Smag til med salt, peber og lidt sennep.

Serveres med det samme.

onsdag den 17. juli 2013

Pulled Pork Burgers

Efterhånden har jeg lavet en del pulled chicken, men pulled pork havde jeg endnu ikke selv lavet- kun spist en del gange.
Lise skal flytte til Hovedstaden, så da vi flyttede lå der en nakkefilet i fryseren, som ikke kunne flyttes med og som heller ikke rigtigt kunne være i min fryser. Så den blev tøet op og trods lidt for meget af det med procenter og for lidt søvn, så fik vi rørt en marinade og smidt grisen i ovnen. Virkeligt lækker tømmermændsmad i luksus-versionen, for vi bagte også en omgang boller og rørte en omgang tzatiki sammen. Marinaden kunne godt have fået lidt mere krydderi og stegen kunne godt have trukket lidt deri, men det var der ikke lige tid og overskud til. Det smagte stadig virkeligt lækkert og kødet var simpelthen  så mørt. Uhm..

Pulled Pork (6-8 pers.)
1 nakkefilet, ca 1,2 kg.

Marinade:
2 dl. kethup
3 fed hvidløg, presset
1 spsk. soya
3 tsk. røget paprika
1 tsk. spidskommen
½ tsk. chilipulver
2 tsk. honning
salt, peber

Rør alle ingredienserne til marinaden sammen.
Kom stegen i et ildfast fad og smør den godt ind i marinaden op begge sider. Hæld lidt vand i bunden af fadet.
Steg den ved 110 grader i ca. 8 timer. Kødet skal være lige til at rykke fra hinanden med 2 gafler.
Når stegen er færdig trækkes stegen fra hinanden og kødet blandes med lidt af den overskydende stegevæske, så det bliver ekstra saftigt.
Fyld lune burgerboller med salat, pulled pork og tzatiki.

tirsdag den 12. marts 2013

MissMuffins koteletter i fad

Her det sidste stykke tid har jeg flere gange savlet længe over en omgang koteletter i fad rundt omkring i blogland. Til sidst kunne jeg ikke modstå fristelsen og serverede sådan en omgang en søndag aften sammen med ris og dampet broccoli. Puuh, vi spiste alt for meget!
Det er ikke en kalorielet ret, for jeg sværger til en ordenligt skvæt piskefløde. Til gengæld kommer jeg ikke de der frygtelige coctailpølser i, for de smager ret så forfærdenligt! Min version indeholder også en ret stor mængde løg og champignon og løg, for det er nærmest det bedste ved det hele:) Ja, og jeg er også vild med et ordenligt drys persille på toppen..

MissMuffins koteletter i fad (4- pers.)
10 koteletter
4 store løg
250 g. champignon
2 ds. flåede, hakkede tomater
½ l. piskefløde
2 spsk. paprika
mel, salt, peber

Skær løgene i tynde ringe. Rens champignons og skær de i skiver.
Vend koteletterne i en smule mel og brun dem af i en pande med lidt olivenolie.
Krydder dem med paprika og godt med salt og peber.

Læg koteletterne i et stort ildfast fad.
Steg løgene på panden til de bliver en smule bløde. Hæld dem over koteletterne sammen med stegevæden. Kom herefter champignons, dåsetomater og piskefløde ved.
Steg det ved 200 grader varmludt i ca. 1 time.
Server med ris og dampede grøntsager.

fredag den 25. januar 2013

Fasan med timian, hvidvin og fløde

"Jagten på den gode Smag" er stadig en af favoritterne på kogebogshylden herhjemme, for den er såå gennemført og anderledes.
Jeg er især blevet lidt mere opsat på at spise mere vildt, så i lørdags blev det til en omgang fasanragú. Eller, det blev med fasanhøne, da jeg ikke kunne finde en hel fasan. Der er ikke meget kød på sådan en høne, men det passede lige til os to sammen med pasta og en lille, grøn salat. Det smagte hvertfald dejligt!
Fasanhønen fandt jeg i Salling på frost. Kan du ikke få fat i fasan/fasanhøne tror jeg sagtens man kan bruge nogle kyllingelår istedet.

Fasan med rodfrugter, timian og hvidvin (2 pers.)
1 fasanhøne, plukket og renset
4 spsk. olivenolie
1 løg
2 fed hvidløg
1 persillerod
1 pastinak
2 gulerødder
5 laubærblade
½ bdt. timian
4 dl. hvidvin
2½ dl. fløde
salt, peber

Tilbehør:
50 g. friskhøvlet parmesan
Lidt timian
Pasta

Krydder fasanhønen med salt og peber og brun den godt af i olivenolie i en stor gryde.
Pil og hak løget og pres hvidløget.
Skræl rodfrugterne og skær dem i tern.
Kom løg og rodfrugter i gryden og svits et øjeblik.
Hæld hvidvin, laubærblade og timian ved. Kog op og lad det simre i ca. 10 min.
Tilæt fløde og lad det simre yderligere 45 min. til fasanhønen er helt mør.
Tag fasanhønen op af gryden og pil kødet fra.
Sig væden fra grøntsagerne og fjern laubærbladene.Blend grøntsagerne groft og kom dem tilbage i gryden sammen med den frasigtede stegevæde og kødet.
Varm det hele godt igennem og smag til med salt og peber.

mandag den 3. december 2012

Braiseret gris med perlespelt, granatæble og pistacienødder

Det her er en andeledes måde at spise pulled pork på, men stadig rigtig lækkert.
Da Charlotte og Carsten var her for en uges tid siden serverede jeg sådan en omgang med hjemmebagt brød og en hamper hvidløgssmør. Det smager rigtig lækkert, men kunne godt trække lidt flere krydderurter. Det var bare ligesom at de ikke smagte af så meget, men det er jo nok årstiden.
Min nakkesteg var lidt større end 1 kg, så den skulle have længere tid og gav også en større portion. Her er hvertfald masser af mad!
Opskriften er fra den skønne kogebog "Efterårsmad".

Braiseret gris med perlespelt, granatæble og pistacienødder (6-8 pers.)
Pulled pork:

1 kg. nakkesteg uden svær og ben
2 løg, hakkede
4 fed hele hvidløg
1 laubærblad
3-4 oreganokviste
2-3 myntekviste
½ l. grøntsagsboullion
skal af ½ citron
salt, peber

Salat:
300 g. perlespelt
6 dl. grøntsagsboullion
2 dl. hakket persille og mynte
1 stort granatæble
1 dl. pistacienødder, hakkede
½ dl. citronsaft
3-4 spsk. olivenolie

Læg kødet i en stegso eller en stor stegegryde.
Kom løg, hvidløg, krydderurter, laubærbladet, citronskallen, salt og peber ved.
Hæld boullionen over og sæt låget på.
Steg den 3-3½ time ved 150 grader til kødet er så mørt, at det kan trækkes fra hinanden med 2 gafler.
Kog perlespelten i grøntsagsboullionen efter anvisningen på pakken.
Lad den dryppe lidt af, inden du vender den med citronsaft, olivenolie og krydderurter.
Smag til med salt og peber.
Vend perlespelten sammen med den trevlede kød, kernerne fra granatæblet og de hakkede pistacienødder.
Serveres med det samme- kan sagtens spises koldt, men smager bedst når det er lunt:)

onsdag den 24. oktober 2012

Langtidssimrede unghanelår i hvidvin

Jeg faldt over nogle bornholmske unghanelår den anden dag da jeg var ude at handle og de fik lov at komme med hjem i den store, røde gryde.
Det blev til virkeligt lækker simremad en lørdag aften og vi endte med at spise alt, alt for meget:) Det lykkedes mig også at få en ganske god sauce ud af den overskydende stegevæde, så det bliver ikke sidste gang, at der kommer sån et par lår med hjem.

Langtidsimrede unghanelår (2 pers.)
2 unghanelår
3 gulerødder
2 stilke bladselleri
1 stort løg
6 stilke frisk timian
2 laubærblade
½ flaske hvidvin
ca. ½ dl. fløde
olivenolie, salt, peber

Tilbehør:
Kartoffelmos
Ristede svampe

Skræl gulerødderne og skær dem i tykke skiver.
Skær bladsellerien i tykke skiver og hak løget fint.
Krydder lårene med salt og peber og brun dem godt af i lidt olivenolie.
Tilsæt grøntsagerne, timian, laubærblade og hvidvin.
Lad det hele simre ved lav varme i ca. 1½ time, til lårene er helt møre.
Tag lårene op ag gryden og hold dem varme.
Fjern grøntsagerne fra stegevæden og sku op for varmen. Kog stegevæden lidt ind og jævn den med fløden til en lækker, cremet sauce. Tilsæt evt. lidt kulør for farve.
Smag til med salt og peber.
Server lårene med sauce og tilbehør- og resten af vinen:)

fredag den 28. september 2012

Creamy Coriander and Minted Chicken Curry

Jeg har godt nok et lidt anstrengt forhold til koriander, men i denne opskrift fungere det bare rigtig godt:) Jeg undlod dog ingfær, for det var alligevel for meget. Uf, ingefær!
Curry'en smager bare rigtig godt og krydderierne giver varme, uden at retten på nogen måder er stærk. Vi fik bare nogle ris dertil, for jeg orkede ikke at lave den planlagte salat alligevel. Nogle lune naanbrød kunne også være lækkert!
Der blev 2 portioner i overskud, som jeg har smidt i fryseren. De er praktiske at have en travl dag eller når vi om en måneds tid går rundt og maler i huset.
Opskriften er fra "Delicious Magazine" september/2012.
Curry'en blev lidt tynd, så jeg måtte jævne den med lidt maizena. Så start evt. med 100 ml. boullion.



Creamy Coriander and Minted Chicken Curry (3-4 pers.)
2 løg
2 fed hvidløg
2 kardemommekapsler
1 kanelstang
1 laubærblad
1 tsk. stødt koriander
1 tsk. gurkemeje
1 tsk. stødt spidskommen
1 tsk. chilipulver
700 g. kyllingebryst
5 store, modne tomater
200 ml. kyllingeboullion
1 lille håndfuld frisk koriander
1 lille håndfuld frisk mynte
olivenolie, salt, peber



Tilbehør:
Kogte ris
Yoghurt naturel

Hak løgene og pres hvidløget.
Knus kardemommekapslerne i en morter.
Steg løg, hvidløg og de knuste kardemommekapsler i lidt olivenolie i en stor, tykbundet gryde.
Når løgene er ved at være bløde tilsættes kanelstangen, laubærbladet, stødt koriander, gurkemeje, stødt spidskommen og chilipulver.
Svits i 3-4 min. under omrøring.
Skær kyllingebrysterne i mundrette bidder og kom dem i gryden.
Svit i 8-10 min.
Hak tomaterne groft og tilsæt dem sammen med kyllingeboullionen.
Lad det simre i yderligere 5-7 min.
Smag til med salt og peber.
Er curryen meget flydende kan den jævnes med lidt maizena udrørt i koldt vand.
Hak koriander og mynte og drys over. Serveres med det samme.

torsdag den 27. september 2012

Bøf Stroganoff

Da jeg arbejde i Salling tilbragte jeg næsten hver fredag derinde, så lige nu nyder vi, at jeg ikke gør. Fredag er vi nemlig trætte og trænger bare til nem, men lækker mad, stearinlys, snoller og film i sofaen:)
I fredags fik vi Bøf Stroganoff. En ret oldschool ret, men godt smager det:)
Opskriften er fra Sophie Dahls "Køkken Året Rundt".
Jeg brugte et par tykstegsbøffer, som vi havde liggende i fryseren og så brugte jeg Marsala istedet for Vermouth, for det var hvad jeg havde på lager.
For at kødet ikke ska blive sejt og kedeligt er det vigtigt, at det hele ikke steges for længe, så pas på tiden.

Bøf Stroghanoff (2 pers.)
2 tykstegsbøffer
250 g. champignon
1 stort løg
1 fed hvidløg
saft af 1/2 citron (måske lidft mindre)
1-2 tsk. paprika
2-3 spsk. vermouth eller marsala
1 dl. creme fraiche
½ bdt. persille
olivenolie, smør
salt, peber

Tilbehør:
Kartoffelmos

Rens champignonerne og skær dem i skiver.
Pil og hak løg og hvidløg fint.
Varm en smule smør på en pande og steg løg og hvidløg heri til de er bløde.
Tilsæt chamignonerne og rist til, at væden er fordampet og de har taget lidt farve.
Tag dem af panden og hold dem varme.
Varm lidt olivenolie op på panden.
Skær bøfferne i strimler og steg dem 1 minuts tid sammen med citronsaft og paprika.
Kom så vermouth ved og hæld champignonerne tilbage på panden.
Vend rundt i et minuts tid og tag så panden af varmen.
Rør creme fraiche og persille i.
Server straks.

lørdag den 26. november 2011

And i Appelsin

Normalt er jeg ikke særligt vild med Camilla Plum. Hun er ligesom lidt for grov og lidt for snusket, men alligevel er hun lidt sej. Hun er hvertfald sig selv!
Aftensmaden idag blev fra hendes kogebog "Jul" og smagte rigtig skønt. Det er virkeligt tung og solid kost, men det mætter og varmer rigtig godt på sån en våd og blæsende dag som idag. Heldigvis levnede vi, så der blev en portion til fryseren til en travl dag.
Selvom fennikel og bladselleri normalt er grøntsager jeg går uden om, så smager de rigtig godt i sån en sammenkogt ret som den her, så det skal man ikke lade sig skræmme af!
Vi fik kartoffelmos til, men ris eller ovnfritter vil også smage rigtig godt.
Jeg lavede en del om i opskriften, men her kommer den som jeg fik den lavet:

And i appelsin (2-4 pers.)
4 andelår
2 store løg, hakkede
3 fed. hvidløg, presset
2 stængler blegselleri, i skiver
1 fennikel, i tern
3 dåser flåede tomater
2 laubærblade
1 spsk. spidskommen
1 spsk. groft salt
Saften af 1 appelsin
peber, olivenolie

Varm olivenolie op i en stor gryde og brun andelårene heri.
Tag andelårene op og stil dem til side. Sauter løg, hvidløg, bladselleri og fennikel et par minutter til de er bløde. Tilsæt spidskommen og herefter andelårene.
Hæld tomaterne over- hvis det ikke er nok til at dække lårene, så spæd op med vand.
Kom laubærbladene ved.
Lad det simre i omkring 1-1½ time med låget skråt på gryden. Rør et par gange i det undervejs.
Smag saucen til med salt, peber og appelsinsaft.
Er den for tynd tages lårene op og saucen koges ind ved kraftig varme til den ønskede konsistens er opnået. Smag herefter til med appelsinsaft, salt og peber.
Server sauce og andelår med det samme sammen med kartoffelmos, ovnfritter eller ris.