onsdag den 23. maj 2012

Kold, cremet perlebygsalat med blomkål


Jeg er ret vild med alle de forskellige slags korn, som er sunde og gode i salater. Derfor måtte jeg også prøve denne salat med perlebyg, for Kristian er jo ret vild med blomkål.
Opskriften er fra SpisBedre nr. 5/2012.
Jeg synes, at den blev en anelse for våd, men jeg tror, at hvis den fik lov at stå lidt, så ville kernerne og blomkålen suge dressingen lidt mere.
Den hører under et buffet-tema og jeg tror også, at den ville passe rigtig godt ind på et buffetbord sammen med et par sprøde salater og et god steg.
Portionen skulle række til 6 personer, men vi spiste næsten det hele, så det vil jeg ikke mene den er- heller ikke selvom det er som en del af en buffet.
Vi fik en bøf til idag, men et ordenligt drys stegt bacon ville også være godt.
Jeg undlod at pynte med frisk estragon, for det havde jeg ikke lige lyst til.

Kold, cremet perlebyg med blomkål (2 pers.)
1 lille blomkål
½ l. hønseboullion
1½ dl. perlebyg
2 finthakkede forårsløg
1 dl. tør hvidvin
2½ dl. cremefraiche
skal fra ½ usprøjtet citron
½ dl. citronsaft
1 spsk. saltflager
friskkværnet peber

Del blomkålen i små buketter og kog dem 2-3 min. i hønseboullionen, så de stadig er sprøde indeni. Skyl dem straks i koldt vand, men gem det meste af kogevandet.
Kog løg og hvidvin til at væden er fordampet. Tilsæt lidt blomkålsboullion og perlebyggen.
Kog perlebyggen i ca. 30-40 min, så der stadig er lidt bid i dem. Hæld væden fra og lad perlebyggen køle helt af.
Rør cremefraiche, citronskal og citronsaft sammen. Smag til med salt og peber.
Vend blomkålen og perlebyggen forsigtigt sammen med dressingen og server.
Perlebyg er polerede bygkerner, som bla. Urtekram forhandler.
De er sunde, fiberige, mættende og økologiske, så det er et super godt produkt i fx. salater eller som tilbehør i stedet for ris.
Når man bruger perlebyg eller perlespelt skal man bruge overraskende lidt, for de mætter utroligt meget. Får du kogt for meget, så brug de kogte kerner i fx. brød. Har jeg ikke lige tid/lyst til at bage, så fryser jeg dem bare ned.

2 kommentarer:

Joan sagde ...

lyder lækkert - til en sommeraften.

MissMuffin sagde ...

Joan, det passer nemlig super godt til sommeraftenerne og den gode grilmad:)