torsdag den 5. juli 2012

Passionsfrugtmacarons


Passionsfrugt smager bare såååå godt, så det gør de her macarons også. De blev desværre ikke så pæne, men det skyldes nok, at jeg ikke lod dem tørre længe nok. Jeg synes, at de bliver pænest når de står en times tid. Det kan dog også skyldes, at dejen blev for tynd da jeg tilsatte frugtfarven. Jeg valgte at bruge almindelig frugtfarve fra Dr.Oetker, da pastafarve nok bliver for svært at fordele i dejen.
Opskriften er fra den skønne bog "Macarons, Cupcakes, Popcakes og andre søde sager" af Mia Öhrn. Jeg halverede portionen, så jeg fik 15 små macarons.
Man kan godt presse passionsfrugtkødet igennem en sigte, så de sprøde kerner ikke kommer med i cremen, men det synes jeg altså vil være synd:)


Passionsfrugtmacarons (ca. 15 stk.)
Macarons:
85 g. flormelis
50 g. mandelmel
45 g. æggehvide
1 spsk. sukker
et par dråber gul frugtfarve


Passionsfrugtcreme:
60 g. hvid chokolade
25 g. passionsfrugtkød (2 stk.)
1 tsk. honning
1 spsk. piskefløde


Pisk æggehviderne luftige og tilsæt sukker. Pisk til hviderne er næsten stive.
Sigt flormelis og mandelmel sammen.
Vend det i æggehviden sammen med frugtfarve. Bland forsigtigt til dejen er glat.
Kom dejen i en sprøjtepose med en stor, rund tylle.
Sprøjt ca. 30 små kager ud på bageplader med bagepapir. Lad dem tørre i min. 45 min.
Bag dem i ca. 25 min. ved 125 grader.
Kagernes top skal være lys, men bunden skal slippe bagepapiret, når du prøver at løfte dem af.
Lad kagerne køle helt af.
Bland alle ingredienserne til cremen i en lille gryde og varm forsigtigt op.
Rør til, at cremen er fin og glat. Tilsæt evt. et par dråber frugtfarve, hvis du ikke synes, at den er gul nok.
Lad cremen køle let af om kom den så i en sprøjtepose uden tylle.
Lad den stivne i køleskabet i mindst 1 time.
Sprøjt passionsfrugtcremen på bunden af halvdelen af kagerne. Læg resten af kagerne ovenpå.
Kagerne kan opbevares i køleskabet i 4-5 dage.

2 kommentarer:

Joan sagde ...

Bliver simpelthen nødt til snart at prøve at bage macarons. Hvor ser de lækre ud, dem du har bagt.

MissMuffin sagde ...

Joan, gør endeligt det. Måske bliver de ikke så pæne, men dem jeg har lavet har altid smagt rigtig godt alligevel:)