tirsdag den 9. oktober 2012

Apple Pie Granola


På flere amerikanske blogs har jeg set, at de er vilde med at bruge usødet æblemos som fugtgiver i deres müesli i stedet for olie eller smør. Da jeg kogte en portion æblemos for nyligt lavede jeg derfor også en lille portion helt uden sukker og helt uden klumper. Det blev virkeligt en succes, for müeslien blev rigtig sprød og fik den perfekte sødme, helt uden fedtstof og kun med en lille smule sirup. Lækkert!
Ligeledes tørrede jeg nogle æbletern i ovnen i 4 timer ved 80 grader. Konsistensen er ikke så god, men smagen er virkeligt god. Har du ikke mod på det har Urtekram tørrede æbletern i deres sortiment.
Inspiration fik jeg fra bloggen "Apple a Day".

Apple Pie Granola
3 dl. havregryn
2 dl. byggryn
1 dl. hørfrø
1 dl. hakkede valnødder
ca. 2 dl. usødet æblemos
1 spsk. ahornsirup
1 spsk. citronsaft
1 spsk. kanel
1/2 dl. tørrede æbletern
2 spsk. tørrede tranebær

Bland havregryn, byggryn, hørfrø,valnødder, kanel, citronsaft og ahornsirup godt sammen.
Tilsæt æblemos og bland det rigtigt godt sammen. Blandingen skal være fugtig, men ikke våd.
Bred blandingen ud på en bageplade med bagepapir.
Rist det ved 200 grader i ca. 10 min. til det er gyldent og sprødt. Rør flere gange undervejs, så det ikke brænder på.
Lad det køle helt af på bagepladen.
Bland det herefter med æbletern og tranebær.
Opbevares i tætsluttende glas.

2 kommentarer:

Unknown sagde ...

Lækkert med hjemmelavet müsli - synes altid at det man køber er alt for sødt. Jeg har også lige lagt en müsliopskrift på min blot agerbager.blogspot.dk, hvis du skulle få lyst til at se en anden udgave.
Supergod og inspirende blog, du har :o)

MissMuffin sagde ...

Det er det også- meget sødt. Meget af det er jo faktisk nærmest slik. Ok, må indrømme at jeg engang imellem kan falde i for en chokolademuesli, men så spises den også som slik:)