onsdag den 12. december 2012

Marcipanspecier


Der er kommet lidt gang i julebageriet herhjemme, men jeg har holdt mig til de nemme slags i år, for det er hvad der er tid og overskud til.
Kaneljulekiksene er ind til videre største favorit, men de her specier er også rigtigt lækre og smør-agtige:)

Opskriften er fundet hos Anne au Chocolat, som også skriver, at de vidst oprindeligt hedder Håkonskager. Jeg er ligeglad hvad man kalder dem, for de smager rigtig godt af vanilje og smør, med en lille snert af marcipan. Jeg synes nu nok, at de kan bære lidt mere marcipan, men jeg er også lidt af en marcipangris:)
Dejen er ganske nem at lave, men skal ligge på køl gerne natten over, så den bliver fast og nem at skære. Jeg havde ikke så meget rørsukker, så de sidste fik en omgang almindeligt sukker. Rørsukkeret er altså bedst, så sørg for at have rigeligt på lager inden du kaster dig over denne opskrift:)

Marcipanspecier
200 g. blødt smør
90 g. flormelis
75 g. marcipan
1 vaniljestang
250 g. hvedemel
1 æg
rørsukker


Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud.
Pisk smør, flormelis og vaniljekorn til, at smørret er helt blødt og luftigt.
Riv marcipanen groft og tilsæt den sammen med melet.
Ælt det hurtigt sammen og lad dejen hvile 30 min.
Del dejen i 3-4 stykker og rul dem til tykke ruller. Pak dem i husholsningsfilm og lad dem hvile natten over i køleskabet.
Næste dag rulles de først i sammenpisket æg og derefter i rigeligt rørsukker.
Skær rullerne i ca. 5 mm. skiver, som ligges på en bageplade med bagepapir. De må ikke ligge for tæt, da de flyder lidt ud.
Bag dem i 12-15 min ved 175 grader til de er let gyldenbrune i kanterne.
Lad dem køle helt af inden de kommes i en tætsluttende dåse.



Ingen kommentarer: