onsdag den 2. januar 2013

Langtidshævede morgenboller med valset rug og gulerod


Hanne fra Skærtoft Mølle kontaktede mig for noget tid siden for at høre, om jeg ville prøve de valsede ruggryn. Det ville jeg selvfølgeligt gerne og planen var, at der skulle bages en masse brød og boller med de sunde gryn. Meen, det var lige før jeg glemte det, for de er virkeligt gode i min hjemmelavede müesli! Så nu hvor poserne er ved at være tomme måtte jeg lige komme igang. Det var nu ogå godt, at jeg gjorde, for der kom nogle rigtigt lækre, bløde og lidt seje boller ud af det. Perfekte til morgenmad, men også til en god frokost!
Jeg lavede den lidt på slump, så jeg ved ikke helt hvor meget hvedemel der skal til, men dejen skal ende som en fast, tyk og klistret dej. Den skal nok helst røres på en røremaskine.


Langtidshævede morgenboller med valset rug og gulerod (10 stk.)
10 g. gær
6 dl. koldt vand
½ spsk. groft salt
2½ dl. valsede ruggryn
1½ dl. svedjerugmel
2 gulerødder, groftrevne
hvedemel

Rør gæren ud i vandet.
Tilsæt salt, ruggryn, rugel og gulerødder. Rør det godt sammen.

Tilsæt hvedemelet lidt af gangen til du har en fast, tyk og ret klistret dej.
Dæk skålen med husholdningsfilm og stil den på køl natten over.
Sæt 10 boller på bageplader med bagepapir. Enten med 2 spiseskeer døbt i vand eller hænderne dyppet i vand. Flad dem en smule ud og drys med valsede ruggryn.

Lad dem efterhæve mens ovnen varmes op til 250 grader. Sæt bollerne i ovnen og sku ned til 220 grader. Bag dem i ca. 15 min. De skal lyde hule når du banker dem på bunden.
Lad dem køle helt af på en rist.

Ingen kommentarer: