fredag den 2. maj 2014

Forårstærte med kødbund


Tærte. En klassiker i de fleste køkkener. Nemt at lave, også at lave til mange og en god måde at få brugt køleskabets rester på.

Første gang jeg læste om tærte med kødbund var jeg lidt skeptisk, men jeg fik alligevel lyst til at prøve. Især da jeg havde både asparges, tomater og feta på lager til udgaven fra Vanløse Blues.
Resultatet er faktisk helt okay. Kylling smager ikke af ret meget og bliver ret fast når det er bagt, så det udgjorde en rigtigt fin bund med sprøde kanter.
Ikke sidste gang jeg laver sådan en tærte. Det er nemlig en god måde at undgå stivelse på, men en tærte med butterdej skal der nu også være plads til engang imellem, for det elsker jeg :)
I stedet for purløg brugte jeg ramsløg, for det er jeg faktisk så heldig at kunne hente ude i min have. Dertil fik vi en helt enkelt salat af babyleaves og fløde-citrondressing.

Forårstærte med kødbund (3-4 pers.)
Bund:
400 g. hakket kyllingekød
2 spsk. husk
1 tsk. salt
1 tsk. oregano

Fyld:
200 g. grønne asparges
100 g. cherry tomater
100 g. god fed feta
 5 blade ramsløg
2 store æg
1 dl. græsk yoghurt
salt, peber

Rør kødet med husk, salt og oregano. Lad det stå 10 min.
Kom kødet i et tærtefad og pres det godt ud og op af kanterne. Brug evt. en ske eller tag en handske på.
Forbag kødbunden ved 160 grader i 20 min. Væsker den meget, så hæld væden fra.
Imens snittes aspargesene, tomaterne halveres og ramsløgene hakkes.
Tag bunden ud af ovnen og fordel asparges, tomater og ramsløg over.
Pisk æggene sammen med yoghurt, salt og peber og hæld det over.
Skær fetaen i tern og kom den over.
Skru ovnen op på 200 grader og bag i yderligere 30 min.

Ingen kommentarer: