tirsdag den 2. september 2014

Æbletærte med marcipan


Æbletærte er en efterårs-klassiker. Fyldt med marcipan og syrlige æbler bliver det en rigtig luksustærte til en kold regnvejrsdag.


Den anden dag ringede jeg til min Mormor. Jeg havde lyst til Mormormad af den solide slags med brun sovs og kartofler og så er det heldigt at have en Mormor, der er ret god til den slags. Når man sån invitere sig selv på aftensmad, så må man nok også hellere sørge for lidt til "aftenskaffen". Vores have er stadig fyldt med æbler, så jeg lavede en æbletærte. Lun, og med creme fraiche til. Uhm..
Der kunne godt ha været lidt flere æbler i og lidt mindre marcipanfyld, men den smagte sødt og godt. Lidt kanel eller en håndfuld hakkede nødder vil heller ikke være dumt deri.
Jeg hader at lave mørdej, men den her er rimeligt nem at arbejde med, især hvis du har en KitchenAid. Det er en ret stor portion, så resten af dejen tog jeg fra og kom i fryseren. Så er der til en lille tærte en anden gang:)


Æbletærte med marcipan
Mørdej:
150 g. smør
225 g. mel
75 g. flormelis
1 æggeblomme
evt. 1 spsk. koldt vand

Fyld:
3 æg
2 dl. sukker
200. marcipan
75 g. blødt smør
75 g. mel
1 vaniljestang, kornene
2-3 store æbler, gerne lidt syrlige

Kom mel og flormelis i en skål. Smulder smørret deri og rør det sammen til en krummende konsistens. Tilsæt æggeblommen og ælt dejen sammen. Ælt ikke for længe, så bliver den sej. Er den for tør, så tilsæt lidt vand.
Pak den i husholdningsfilm og lad den hvile på køl i 1 times tid.
Smør din tærteform med lidt fedtstof.
Rul dejen ud mellem 2 stykker bagepapir. Jeg synes, at det er besværligt, så jeg presser den ud i formen med mine fingre i flere små stykker. Ikke helt så kønt, men det ses ikke når fyldet kommer på.
Bland alle ingredienserne til fyldet godt sammen og fordel det i tærteformen.
Skær æblerne i både og læg dem pænt oveni tærten.
Bag tærten i 30-35 min. ved 180 grader. Pas på, at den ikke er bliver for mørk,
Serveres lun.

Ingen kommentarer: