Salling laver verdens bedste gulerodsbrud og jeg ved, fra min tid som bagerpige derinde, at det er nogen de sælger rigtig mange af hver dag. Dog er det en lidt dyr og besværlig fornøjelse hvis jeg skal have dem med jævne mellemrum, så jeg har arbejdet mig frem til en opskrift der er næsten lige så god og noget billigere end Salling 9 kr pr. bolle:)
Af denne portion får man 7-8 meget store boller, men portionen kan sagtens ganges op.
Selvom bollerne er lavet af hvede, så fylder de godt i maven og smager rigtig godt med ost eller pålæg.
Denne gang er bollerne blevet helt orange indeni, for gulerødderne jeg har fået fat i er så fyldt med saft, så det ser rigtig fint ud.
MissMuffins Gulerodsbrud (7-8 stk)
50 g gær
2½ dl kærnemælk
1 æg
½ dl sukker
3 store gulerødder, groftrevne
2 håndfulde solsikkekerner
100 g smeltet smør
500-600 g hvedemel
Rør gæren ud i kærnemælken.
Tilsæt æg, sukker, revet gulerod og solsikkekerner.
Tilsæt melet lidt efter lidt skiftevis med smørret og ælt dejen godt igen. Den skal være fast og elastisk, men stadig ret klistret.
Lad dejen hæve lunt og tildækket, min. 1 time til den er hævet til dobbelt størrelse.
Ælt dejen hurtigt igennem.
Del dejen i 7-8 stykker og sæt bollerne tæt på en bageplade med bagepapir.
Jeg plejer ikke at forme dem en helt masse.
Lad dem efterhæve 20-30 min.
Pensel bollerne med lidt vand og bag dem 12-15 min. ved 200 gr. varmluft.
4 kommentarer:
Tror du ikke man kunne bruge surdejen til denne opskrift? ... og så mindske gær og væske...
Knus Oly
Jeg vil ikke mene, at denne opskrift egner sig til surdej. Bollen er sødere, blødere og federe end traditionelt surdejsbrød, ligesom at dejen er langt fastere og skal hæve kort tid. Jeg er bestemt ikke ekspert, men umiddelbart mener jeg ikke, at det er oplagt..
Måske et dumt spørgsmål, men skal kærnemælken lunes?
Elisabeth, det plejer jeg ikke at gøre. Den smeltede smør plejer at være lun, så der skal nok komme fut i dejen:)
Send en kommentar