lørdag den 4. september 2010

Blåbærblomster..

Opskriften fra "Byens Bedste Kager" af Rikke Gryberg er oprindeligt med stikkelsbær, men jeg har bagt dem med blåbær som bogen også foreslår.
Jeg brugte frosne, men kan du få friske, så brug dem, da kagerne blev en smule bløde pga. blåbærrene.
De smager rigtig lækkert, men er en smule omstændige at lave.
Kagerne er lidt for bløde, men smager dejligt sødt og meget af marcipan, så det er lækkert med blåbærrenes syrlige kontrast.
Den nye form er jeg ikke særligt imponeret af, så den vil jeg ikke anbefale andre at købe, selvom den ikke var ret dyr.
Normalt er jeg ret glad for at bage i silikoneforme, men den her er alt for blød at håndtere og kagerne var ret svære at få ud selvom jeg havde smurt dem godt inden.
Bag dem istedet i en fast muffinform.


Blåbærblomster (6-8 stk)
150 g marcipan
150 g rørsukker
100 g blødt smør
2 æg
50 g mel
½ vaniljestang
ca. 100 g friske blåbær
evt. 100 g mørk chokolade


Bland marcipan og rørsukker godt til en ensartet masse- jeg brugte fingrene, men en rørmaskine på laveste hastighed ville sikkert være noget skønnere:)
Rør smørret i lidt af gangen.
Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og rør den grundigt i.
Tilsæt æggene lidt af gangen under omrøring.
Rør melet i og fyld dejen i smurte muffinsforme.
Tryk blåbærrene let ned i hver kage.
Bag kagerne ved 200 grader i ca. 20 min.
Lad dem køle godt af i formen, inden de vendes ud på bordet og afkøler helt- evt. i køleskabet.
Smelt chokoladen over vandbad eller i mikroovnen og dyb bunden af kagerne heri.
Lad dem størke i køleskabet.


I den originale opskrift laves de med en lille marengsroset på toppen, men det sprang jeg over, nu hvor det ikke er til nogen særlig anledning:)

Ingen kommentarer: