Uhm, sån et lunt brød med knassprød skorpe er virkeligt luksus en lørdag morgen.
Brødet er lavet på den fortrukne måde; røremaskine, surdej og koldhævning. Resultatet er helt perfekt, for brødet er luftigt, saftigt og med en helt spød skorpe, der har en lille smagsnote af usaltede popcorn. Det lyder måske lidt mystisk, men det er virkeligt et af de bedre brød, som jeg har bagt!
Han kan noget med brød, ham Meyer, for opskriften er endnu en gang fra Meyers bageri. Eller, det er sån set han bager Nicolai Halken Skytte, som er ret sej til det med brød:)
Eneste minus er, at de ikke blev så høje, så det giver nogle lidt smalle skiver, men det betyder nu ikke så meget, når det bare skal bruges til morgenbordet.
I denne opskrift kan du udskifte surdejen med 1 dl. yoghurt naturel, hvis du ikke har surdej på lager.
Jeg udskiftede grahamsmelet med Evolo fuldkornsmel på rug og så brugte jeg kun 800 g. hvedemel, og ikke 1 kg. som i opskriften.
Koldhævet Hvedebrød (2 små brød)
8 dl. koldt vand
10 g. gær
1 dl. surdej
30 g. havsalt
200 g. Evolo fuldkornsmel af rug
800-1000 g. hvedemel
Hæld det kolde vand i en skål og rør gæren ud heri.
Rør surdej, salt og fuldkornsmel heri.
Tilsæt melet(start med 800 g.) og rør dejen på rørmaskinen i 6-8 min, først ved lav hastighed og når den er samlet ved høj hastighed.
Dejen skal være fast, glat og elastisk, så tilsæt mere mel hvis det er nødvendigt.
Har du ikke en røremaskine æltes dejen i hånden, til den er fast og elastisk. Den skal æltes længe!
Smør en stor skål med rapsolie og kom dejen heri.
Dæk skålen med husholdningsfilm og lad den hæve i køleskabet natten over.
Næste dag vendes dejen ud på et meldrysset bord og deles i 2 brød, som formes til brød.
Drys dem med lidt mel og læg et rent viskestykke over. Lad dem efterhæve et par timer.
Sæt en bagesten i ovnen og varm den op til 250 g. varmluft.
Når ovnen er varm placeres brødene (evt. 1 af gangen) på bagestenen og bages 20-25 min.
Afkøl brødene på en bagerist.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar