fredag den 3. februar 2012
Små havrenøddekiks
Uhm, små lækre nøddekiks til min madpakke:)
Nu hvor andet semester begynder kan jeg se, at jeg som regel ikke har andet end 2-4 timers forlæsning om dagen og de er altid placeret enten før eller efter middag. Det betyder, at jeg kan spise frokost hjemme og bare skal have lidt godt til pauserne.
Så nu er der små kiks på lager, som kan supplere mine vanlige portion gulerødder og frugt.
Opskriften er fra "Byens Bedste Brød" af Rikke Gryberg.
Nogle af dem blev formet som små hjerter og sommerfugle med tekst, mens andre blev lavet lidt mindre pinlige, så de bare er firkantede og drysset med nødder. Så kan Kristian nemlig også spise dem ude på arbejde:)
De er lidt søde i det, så skal de bruges til fx. ost ville jeg nok lave dem med lidt mindre sukker.
Små havrenøddekiks (ca. 35 stk.)
280 g. hvedemel
100 g. fuldkornshvedemel
1½ tsk. bagepulver
75 g. havregryn
75 g. hasselnøddeflager (eller bare finthakkede hasselnødder)
1½ tsk. salt
50 g. rørsukker
½ dl. olivenolie
2 dl. vand
æg til pensling
evt. hasselnøddeflager til pynt
Bland først mel, fuldkornsmel og bagepulver godt sammen.
Tilsæt de øvrige ingredienser og rør til en fast og ensartet dej.
Pak den ind i husholdningsfilm og lad den hvile i køleskabet i ca. 30 min.
Rul den herefter så tyndt ud som muligt og skær eller stik den små kiks i den ønskede form.
Læg kiksene på en bageplade med bagepapir og pensel dem med sammenpisket æg. Drys evt. med hasselnøddeflager.
Bag kiksene ved 175 grader i ca. 25 min.
Lad dem køle af på en bagerist.
Opbevares i en kagedåse i op til en måned.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar