søndag den 23. september 2012

Brooklyn Blackout Chocolatecake


Havde mexi-night med uni-pigerne den anden dag, hvor vi indtog enorme mængder af nachos, burritos, en fantastisk hjemmelavet guacamole og coronas' med lime. Åh, det var godt.
Jeg skulle have en kage med og pigerne ønskede sig en chokoladekage med masser af snask. Så det fk de selvfølgeligt. Og sikke en kage! Nok blev den ikke så pæn som i bogen, men den duftede og smagte fantastisk af chokolade. MUMS:)
Line fra gruppen mente, at det var ren "mund-orgasme", så jeg kan kun anbefale jer at lave den. Det tager lidt tid, men den er ikke svær.
Den et en virkeligt lækker dessert for chokolade-elskere og så kan den jo sagtens laves i god tid. Da den er meget tung er der til 8-10 pers. i sådan en kage her, for det er svært at spise mere end et stykke:)
Ifølge "The Hummingbird Bakery Cookbook" skulle der blive 3 bunde ud a portionene. Da jeg ikke havde 3 ens forme bagte jeg dem i en springform og ville så flække dem, men der var kun kage til 2 bunde og de gik altså også lidt i stykker. Den lækre chokoladecreme klistrede dem dog fint sammen, så det ses ikke rigtigt.
Chokoladecremen er virkeligt god, men jeg kunne ikke opstøve majsmel nogen steder, så jeg brugte en kraftig maizena-blanding og det gik fint. Jeg gjorde det lidt på slum, så det kan være der skal lidt mere eller lidt mindre i hvis du selv kaster dig over denne choko-bombe:)
Desuden tilføjede jeg en bakke friske jordbær marineret i lime og rørsukker for at give lidt syre og det var rigtig lækkert.

Brooklyn Blackout Chocolatecake (8-10 pers.)
Bund:
100 g. blødt smør
250 g. rørsukker
2 æg
½ tsk. bagepulver
½ tsk. natron
180 g. mel
1/4 tsk. vaniljeekstrakt
160 ml. kærnemælk (160 g.)
1½ dl. hakket, mørk chokolade

Chokoladecreme:
500 g. sukker
125 g. kakaopulver
1 spsk. lys sirup
600 ml. vand (600 g.)
60 g. maizena + 140 g. vand
80 g. smør
1/4 tsk. vaniljeekstrakt

Fyld og pynt:
1 lille bakke jordbær
saft af ½ lime
1 spsk. rørsukker
50 g. mørk chokolade

Start med at lave bunden; Pisk smør og sukker sammen til det er lyst og luftigt.
Pisk æggene i lidt af gangen.
Bland halvdelen af melen med bagepulver og natron. Pisk det i.
Tilsær resten af melet, kærnemælken og vaniljeekstrakten. Pisk kun til, at dejen er netop ensartet.
Vend den hakkede chokolade i.
Smør en lille springform (22 cm.) godt og fyld dejen heri.
Bag kagen ved 175 grader i ca. 45 min. Lad den køle helt af på en rist.
Når den er kølet helt af løsnes springformen forsigtigt og kagen deles i 2 bunde med en skarp kniv.

Mens bunden bager laves chokoladecremen.
Kom sukker, vand, kakaopulver og sirup i en tykbundet gryde. Kog det op, mens der pisker i det regelmæssigt.
Lav en kraftig maizenablanding, men sørg for der ikke er klumper i og at den ikke bliver for tyk.
Når grydens indhold koger piskes maizenablandingen i lidt af gangen. Pisk hele tiden!
Når cremen har den ønskede tykkelse tages den af varmen.
Skær smørret i tern og pisk det og vaniljeekstrakt i cremen. Pisk godt, så smørret bliver ordenligt absorberet og cremen blank. Jeg gav den en meget hurtig tur med piskeriset i min Kitchenaid, for det er en tung omgang. Bare pas på, for piskes den for meget vil den nok skille.
Lad cremen køle helt af i køleskabet.

Kagen skal samles min. 2 timer før servering, så den får lov at sætte sig.
Rens jordbærrene og skær dem i skiver. Tag dog lige et par af de pæneste fra til pynt.
Kom de skiveskårede jordbær i en skål med limesaft og røsukker. Lad det trække 15 min.
Læg den nederste kagebund på et passende fad. Smør den med et godt lag chokoladecreme.
Fordel jordbærrene derover i et jævnt lag.
Kom den anden bund over. Overtræk hele kagen med et jævnt lag chokoladecreme. Jeg havde rigeligt creme, så spar ikke på det:)
Riv 2/3 af chokoladen på et fint rivejern. Drys det over kagen og brug en fin palet til at presse det på siderne af kagen.
Riv den sidste portion chokolade meget groft eller høvl den med en kniv.
Drys det på toppen af kagen og afslut med et par jordbær.
Lad kagen samle sig i køleskabet min. 2 timer inden servering.
Kagen har godt af at stå ude i ca. 20 min. inden den serveres, så den ikke er for kold.

2 kommentarer:

Sara sagde ...

Hvor er den bare fin- lyder som en lækkerbisken :-)

MissMuffin sagde ...

Sara, den var rigtig lækker- masser af duft og smag af chokolade:)