onsdag den 3. oktober 2012

Hvidkålslasange


Da jeg fortalte Kristian hvad menuen stod på var han temmeligt skeptisk. Kål og uden kød?! Han måtte dog indrømme, at det faktisk smagte ganske godt.
Opskriften er fra et udklip fra skuffen, så jeg ved ikke helt hvor den er fra.. 
Det smager hvertfald godt og så er det billig mad. Vi fik en sprød salat med pærer, granatæble og græskarkerner dertil.
Nu lavede jeg kun halv portion, men jeg brugte næsten samme mængde ost. En god en, med masser af smag klæder denne lasange, så drop den kedelige mozzarella:)

Hvidkålslasange (2 pers.)
100 g. hvidkål
1 løg
2 fed hvidløg
1 dåse hakkede tomater
1 tsk. oregano
ca. 8 lasangeplader
75-100 g. revet, lagret ost

Bechamelsauce:
25 g. smør
3 spsk. mel
1/2 liter mælk
lidt revet muskatnød
salt, peber

Riv hvidkålet fint, gerne i en foodprocessor.
Hak løget og pres hvidløget.
Steg løg og hvidløg i lidt olivenolie til de er klare. 
Kom hvidkål, oregano og tomater ved og lad det simre et par minutter.
Krydder med salt og peber.
Smelt smørret i en lille gryde uden at den tager farve. Pisk melet heri.
Spæd op med mælk og kog saucen igennem et øjeblik under omrøring.
Smag til med salt, peber og muskatnød.
Læg lidt af hvidkålssaucen i bunden af et lille, ildfast fad. Kom et lag lasangeplader over og herefter et lag hvidkålssauce og bechamelsauce. Fortsæt til at der ikke er mere sauce. 
Afslut med et lag lasangeplader og bechamelsauce.
Fordel den revne ost over og bag lasangen ved 200 grader i ca. 35 min.
Server med salat til.

2 kommentarer:

Nada sagde ...

Ikke helt tosset tænkt - og en god måde at få brugt noget af al vinterens kål på.

Tak for den:-)

Mvh La Cucina Nada

MissMuffin sagde ...

Det er det nemlig og så smger det ganske godt:) Synes det kan være ret svært at få spist kål, men i denne ret passer det godt...