tirsdag den 15. januar 2013

Pitabrød- endnu et forsøg


Kristian elsker pitabrød, men jeg synes dem man køber er lidt triste. Alligevel er det ikke lykkedes mig at lave dem helt perfekte endnu! Jeg gjorde endnu et forsøg inden jeg tog til Berlin og de her blev nogenlunde, men jeg tror så det var min egen skyld at de ikke blev helt perfekte, for jeg fik vidst for meget mel i. Så jeg giver ikke helt op på opskriften, for de smager skønt og er ret nemme at gå til, så næste gang prøver jeg lige med en smule mindre mel. Selvom de ikke blev så "puffede", så var de stadigt fint hule inden i.
Vi fik dem med diverse grønt, avocado, tzatiki og kylling stegt i citronsaft, røget paprika og spidskommen. Skøn aftensmad, der ikke tog ret lang tid at lave.

Pitabrød (6 store brød)
20 g. gær
220 ml. vand
575-600 g. mel.
1 tsk. salt

Rør gæren ud i vandet.
Tilsæt 1/3 af melet og salten og rør det godt sammen.
Tilsæt resten af melet lidt af gangen til du får en fast, glat og elastisk dej.
Del dejen i 6 eller 8 stykker alt efter hvor store du ønsker dine pitabrød.
Kom lidt mel på bordet og rul hvert stykke ud til en tynd cirkel.
Lad dem efterhæve lunt og tildækket i ca. 30 min.
Kom en pizzasten eller en bageplade i ovnen og varm den op til 220 grader.

Vend dem over på et stykke bagepapir og kom det på bagepladen.
Bag dem i ca. 15 min. til de er flot hævede og gyldne.
Bager du dem for længe kan de blive en smule hårde, men så kan du komme et fugtigt viskestykker over mens de køler af.

Ingen kommentarer: