Smukke, søde og bløde ferskner passer perfekt sammen med en lille omgang marcipan. Det er den her tærte hvertfald et bevis på:)
Jeg hader at arbejde med mørdej og denne gang var heller ikke nogen fornøjelse, men den blev virkeligt fin, tynd og sprød. Til denne tærteform brugte jeg dog ikke det hele, nok nærmere det halve, så der er en fin rest i fryseren til en anden gang.
Opskriften er fra "Sommersødt" fra AltForDamerne. Jeg tilsatte lidt vanilje, for det kan man aldrig få nok af. Vi spiste den til en omgang eftermiddags-kaffe hos Lotte og Carsten. Bare lige sammen med en klat iskold creme fraiche rørt med vaniljesukker. Lækkert til den lune tærte. Vil du servere den som dessert, så skal det næsten være med en kugle god vaniljeis og måske lidt friske hindbær.
Ferskentærte med marcipan (6 pers.)
Mørdej:
150 g. smør
225 g. mel
75 g. flormelis
1 æggeblomme
evt. 1 spsk. koldt vand
Fyld:
2 æg
1½ dl. sukker
150 g. marcipan
75 g. blødt smør
50 g. mel
1 tsk. vaniljepulver
3 store, modne ferskner
Kom mel og flormelis i en skål. Smulder smørret deri og rør det sammen til en krummende konsistens. Tilsæt æggeblommen og ælt dejen sammen. Ælt ikke for længe, så bliver den sej. Er den for tør, så tilsæt lidt vand.
Pak den i husholdningsfilm og lad den hvile på køl i 1 times tid.
Smør din tærteform med lidt fedtstof.
Rul dejen ud mellem 2 stykker bagepapir. Jeg synes, at det er besværligt, så jeg presser den ud i formen med mine fingre i flere små stykker. Ikke helt så kønt, men det ses ikke når fyldet kommer på.
Bland alle ingredienserne til fyldet godt sammen og fordel det i tærteformen.
Skær fersknerne i både og læg dem pænt oveni tærten.
Bag tærten i 30-35 min. ved 180 grader. Pas på, at den ikke er bliver for mørk,
Serveres lun.
TIP: Kan sagtens bages i forvejen og varmes op ved høj temperatur i kort tid.
2 kommentarer:
Den ser helt og aldeles skøn ud- elsker også selv den type og ja vanilje kan man aldrig få for meget af ;-)
Sara, den var også super lækker- især med lidt vaniljecreme til:)
Send en kommentar