Kristian elsker blomkålsgratin, men jeg synes måske ikke helt at det er indsatsen værd at lave denne opskrift, som er hans foretrukne. Jeg har derfor flere gange lavet denne udgave, der nu nok nærmere minder mest om flødekartofler end blomkålsgratin. Skidt, den er nem at lave og smager godt.
Opskriften er med inspiration fra en af bøgerne af Madbanditten og kan derfor spises af dem på LCHF.
Perfekt tilbehør til fx en hakkebøf. Vi får altid en sprød salat eller andet sprødt grønt til, da det er en tung omgang med al den ost og fløde.
Normalt laver jeg gratin i en høj form, men da mængden af væde ikke er så stor er det vigtigt at bruge et større og fladere fad. Her er brugt et dybt tærtefad, men et almindeligt ildfast fad kan også sagtens bruges.
Har du lyst til mere smag, så tilsæt evt. forårsløg, stegt bacon, krydderurter eller hvad du nu synes.
Blomkålsgratin (3-4 pers.)
1 blomkål
2 æg
3 spsk. flødeost
2-3 dl. fløde
50 g. revet mozaralla
25 g. friskrevet parmesan
salt, peber
Fjern stokken på blomkålet og skær det i små buketter. Jo mindre de er, des mere møre bliver de.
Kom blomkålsbuketterne i et fad.
Pisk flødeost, fløde, æg, salt og peber godt sammen. Hæld det over blomkålsbuketterne.
Drys med de 2 slags ost og bag gratinen ved 200 grader i 30-40 min. til det hele har samlet sig.
Server med det samme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar