tirsdag den 21. april 2015

Blåbærsnegle med lødeostglasur

Smørfyldt gærdej, blød vaniljeremonce, blåbærmarmelade og en tyk glasur. Perfekte snegle til søndagsbrunchen :)


Det var netop også i anledningen af en omgang brunch, at disse lækre snegle blev lavet. De er ikke vildt smukke, men de smager sååå godt. Opskriften ser måske lang og besværlig ud, men de tager ingen tid at lave. Jeg halverede mængden af gæren og lod dejen overnatte på køl, hvilket fungerede ganske fint. Næste gang vil jeg prøve at lave dejen, trille dem til snegle og lade dem overnatte i bradepanden natten over. Virker det skal de så bare bages direkte fra køl og pyntes med glasur, men det må komme an på en prøve.
Udover disse lækre snegle serverede jeg æg, bacon og pølser, nybagte boller, rugbrød og crossianter, kaffe og juice, diverse pålæg, nutella og ost og lidt frugt. Vi kunne slet ikke spise mere efter sådan en omgang, men efter et par timer i solen i vores dejlige gårdhave kunne der heldigvis godt klemmes en snegl eller to ned :) En rigtigt hyggelig dag med søde damer og rigtigt fine pakker.
I morgen er min rigtige fødselsdag og der kommer Uni-pigerne til ost, rødvin og en heftig chokoladekage til dessert :)

Blåbærsnegle med flødeostglasur (ca. 18 stk.)
Dej:
35 g. gær
4 dl. sødmælk
150 g. smør
2 spsk. sukker
1 æg
Hvedemel
 
Marcipanremonce:
150 g. blødt smør
150 g. sukker
150 g. groftrevet marcipan
3 spsk. vaniljesukker
1 spsk. vaniljeessens

Glasur:
200 g. flødeost naturel
1 spsk. vaniljesukker
3-4 spsk. sødmælk
flormelis

Desuden:
1 glas blåbærmarmelade
skal af 1 usprøjtet citron
 
Kom smør og mælk i en lille gryde og varm det op til smørret er smeltet.
Lad det køle af til det er stuetemperatur.
Smulder gæren i en skål og kom væsken ved. Rør gæren ud heri.
Tilsæt sukker og æg.
Kom hvedemel ved og ælt dejen til den er glat, blød og smidig. Den skal æltes godt.
Lad den hæve lunt og tildækket 1 time.
Imens laves remoncen. Pisk alle ingredienserne sammen til en helt ensartet og blød masse, enten på røremaskine eller med en håndmixer.
Ælt hurtigt dejen igennem og rul den så ud til en retangel.
Smør remoncen ud på hele retangelen. Fordel et tyndt lag blåbærmarmelade over.
Tril den sammen til en lang rulle og skær i tynde skiver med en skarp kniv. Fordel sneglene i en stor bradepande med bagepapir. De skal ligge tæt. Har du lidt remonce tilbage fordeler du det udover.
Lad dem efterhæve lunt og tildækket 45 min.
Pensel dem med sammenpisket æg og drys med en smule sukker.
Bag dem i 20-25 min. ved 200 grader. De skal blive lidt gyldne og faste i toppen, men stadig meget snaskede.
Lad dem køle af i formen.
Pisk alle ingredienserne til glasuren sammen med en håndmikser.
Fordel glasuren over sneglene og drys med revet citronskal.


2 kommentarer:

Rikke sagde ...

De ser super gode ud :-)

Jeg laver altid sneglene færdig om aften og bager om morgen, og de er super luftige og lækre efter bagning.

Så det kan du sagtnes.

Kh Rikke

MissMuffin sagde ...

Det vil jeg prøve så:)