Lone Landmand har simpelthen den hyggeligste blog og fylder den med masser af høns og lækre opskrifter. Hun var for nyligt i fjernsynet i en udsendelse om mad-bloggenes udberedelse og popularitet og så måtte jeg li ind og se hvad hun var for en.
Da hun bagte den lækkerbisken var jeg helt solgt, men først i lørdags lykkedes det mig at opdrive sådan et glas i Irma. På nettet kostede det en formue, men i Irma slap jeg med 33 kr for 350 gram.
Kastanjecremen smager sødt og godt, lidt af muscovadosukker synes jeg.
I kagen skulle der bruges pecannødder, men jeg måtte bruge almindelige hasselnødder, da jeg ikke lige har kunne få fat i de andre.
Imorgen vil kagen blive drysset med flormelis og serveret med lidt cremefraiche.
Chokoladekage med kastanjecreme
250 g mørk chokolade 70%
400 g sødet kastanjepure(jeg brugte kun 350 g)
75 g rørsukker
1 spsk vaniljeessens
125 g smør
¼ tsk groft salt
2 dl pecannødder(jeg brugte hasselnødder)
6 æg
Knæk chokoladen i mindre stykker og smelt den i microovnen.
Kom smørret ved til sidst og lad den blive blød.
Hak nødderne groft.
Del æggene i blommer og hvider.
Pisk hviderne helt stive og tilsæt salt og sukker.
Rør æggeblommerne med vaniljeessens, nødder og kastanjecremen.
Rør chokolade-smørblandingen i.
Vend forsigtigt æggehviderne i chokoladeblandingen.
Smør en springform/bradepande/silikkoneform godt og hæld dejen deri.
Bages ca. 45 min ved 180 grader varmluft.
Lad kagen køle helt af, inden den vendes ud af formen.
Da kagen hverken indeholder hævemiddel eller mel vil den falde sammen efter bagningen og det sker der intet ved.
UPDATE: Min nye ynglings-kage! Den er simpelthen SÅ LÆKKER! Kollegaerne var helt vilde med den og vi blev enige om, at den vil være den perfekte dessert-kage med lidt syrlig sorbet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar