lørdag den 14. august 2010

Skinkebrød...

Det her skinkebrød er en klassiker i mit køkken og noget der altid kan bruges, hvis fantasien svigter:)
Sammen med masser af god salat og en klat tzatiki er det både lækkert som frokost og aftensmad.
Opskriften giver 2 brød, hvilket passer til 4 personer, men man kan sagtens fryse dem, så er der også til nem aftensmad en anden dag.


Skinkebrød (4 pers/2 "brød")
2 ruller fersk butterdej / 2 pk. optøet butterdej fra frost
1 stor bakke champignon
2 pakker skinke i strimler
2 pakker pikantost
1 stort bundt purløg, finthakket
salt, peber


Rens champignonerne og hak dem groft.
Steg dem i en smule smør og olivenolie til de er bløde. Krydr med salt og peber.
Bland champignonerne godt med pikantost, skinke og purløg.
Rul butterdejen ud og fordel fyldet på brødene.
Luk dem godt sammen om fyldet- min mor fletter normalt brødet sammen, så det får en pæn lukning, men det kan jeg ikke finde ud af:)
Kom brødene på en bageplade med bagepapir og bag dem ca. 30 min ved 200 grader.

Ingen kommentarer: