Måske er de her boller ikke de kønneste jeg har bagt, men de smager bare så godt!
De er bagt med Vinjett og Evolo, som jeg skrev om for ikke så længe siden og jeg kan kun anbefale begge. De kommer til at stå fast på mel-hylden fremover:)
Opskriften er også fra Amos hjemmeside og er ganske nem at lave. Det giver nogle rigtig saftige boller med en god rugbrødssmag og en tynd, sprød skorpe.
Jeg lavede opskriften som jeg nu lige synes, for jeg synes at fremgangsmåden virkede en smule (unødvendigt) omstændig.
Fuldkornsstykker (6 stk.)
25 g. gær
4½ dl. lunken vand
2 tsk. groft salt
1 spsk. raspolie
40 g. sirup
240 g. Vinjett fuldkornshvedemel
210 g. hvedemel
90 g. Evolo fuldkornsrugmel
½ dl. solsikkekerner
Rør gæren ud i vandet og tilsæt de øvrige ingredienser.
Kør dem i 10 min. på røremaskine, til dejen er fast og let klistret.
Laver du dejen i hånden røres først salt, olie og sirup i gærvæsken. Tilsæt herefter fuldkornshveden og fuldkornsrugmelet og rør det godt sammen.
Tilsæt hvedemelet lidt efter lidt og ælt dejen, til den er fast og klistret.
Lad dejen hæve 1½ time.
Drys lidt fuldkornsrugmel ud på bordet og vend dejen ud her på.
Del dejen i 6 stykker, som formes til flade trekanter. Vend dem, så der er en smule mel på begge sider.
Læg dem på en bageplade med bagepapir og drys med sesamfrø.
Lad dem hæve lunt og tildækket mens ovnen varmes op til 230 grader varmluft.
Når ovnen er varm bages bollerne i 10-15 minutter, til de lyder hule og sprøde.
Lad dem køle af på en bagerist.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar