søndag den 5. februar 2012

Poilâne-brød

Der har virkeligt været gang i Kitchen Aid'en og bageriet herhjemme den sidste tid. Dette brød blev bagt da blogger-pigerne var her, for der var masser af surdejen Herman, som trængte til at blive brugt. Brødet blev ganske lækkert, men lidt for kompakt. Dejen var også ualmindeligt sej at ælte, så måske jeg sku ha holdt lidt igen med melet- jeg tror dejen sku ha været noget blødere. Smagen fejlede ikke noget, skorpen blev super sprød og det fyldte rigtig godt i maven!
Opskriften er endnu en fra "Meyers Bageri" af Claus Meyer, for der er virkeligt mange lækre opskrifter deri! De kræver bare en del specialmel, surdej og en køkkenmaskine!
Så selvom resultatet ikke var perfekt, så er det en opskrift jeg vil forsøge mig med igen, for der er potentiale for at det kan blive et fantastisk madbrød! Måske halv portion ville gøre det hele nemmere..
Halvsigtemel er en blandig af sigtet hvedemel og sigtet rugmel. Det er ret svært at opdrive i butikkerne, men du kan også bare sigte halvt hvedemel og halvt fintmalet rugmel sammen for samme resultat.

Poilâne-brød (1 stort brød)
6½ dl. koldt vand
2 dl. surdej af hvede (fx. den her)
10 g. gær
900 g. hvedemel
150 g. groft speltmel
150 g. halvsigtemel
20 g. havsalt

Hæld vandet i en skål og rør gær og surdej ud heri.
Tilsæt salt, speltmel og halvsigtemel. Tilsæt hvedemelet lidt af gangen og ælt brødet på en maskine i 10-12 minutter.
Dejen skal være smidig og elastisk.
Kom dejen i en stor skål smurt med olivenolie og dæk den til med husholdningsfilm.
Lad den hæve natten over i køleskabet.
Vend dejen ud i en stor hævekurv (beregnet til 2 kg.), dæk til med et viskestykke og lad den efterhæve ved stuetemperatur i 3 timer.
Varm ovnen op til 220 grader med en pizzasten i.
Vend brødet ud på pizzastenen og bag det i ca. 35 min.
Lad det afkøle helt på en bagerist.

2 kommentarer:

Ulrik sagde ...

Øj, det ser lækkert ud. Jeg elsker at bage brød og er altid på jagt efter inspiration. Tror du man ville kunne erstatte halvsigte melet med alm. sigtemel?

M.v.h.
Ulrik
http://spisekammer.blogspot.com/

MissMuffin sagde ...

Det blev også lækkert og ret bastant- prøv at holde lidt igen med melet, for jeg tror jeg fik lidt for meget i.
Halvsigtemel er en blanding af sigetmel og fintmalet rugmel, så jeg tror du kan erstatte dem med nærmest alt mel, der bare ikke er for groft i strukturen..Så sigtemel sku ikke være noget problem:)