tirsdag den 14. august 2012

Rugfoccacia


Nu er Kristians ferie slut og der skal gang i madpakken igen.
Derfor har jeg bagt denne sunde rugfoccacia fra det nyeste nummer af AltForDamerne. Den er super nem at lave, så det er bare at komme igang.
Jeg havde ikke mere durummel, så jeg brugte fuldkornsdurum og så tilsatte jeg lidt olivenolie for at gøre dejen mere smidig og saftig. Ja, og så undlod jeg frisk rosmarin, for jeg er ret sikker på, at det ikke vil falde i Kristians smag:)
Idag er den med på madpakke, smurt med sød sennep, mayo, sprød salat, skinke, ost og tomat.

Rugfoccacia (6 stykker)
10 g. gær
5 dl. lunken vand
1 spsk. groft salt
1 spsk. olivenolie
300 g. rugmel
200 g. durrummel
250-300 g. hvedemel
salt til drys
evt. frisk rosmarin

Rør gæren ud i vandet og tilsæt så salt, olie og rugmel.
Lad det stå på køkkenbordet i 15 min, til dejen bobler let.
Rør herefter durummelet og det meste af hvedemelet i. Ælt dejen rigtigt godt- helst på maskine- til den er fast, blød og elastisk.
Lad den hæve tildækket i mindst 6 timer, gerne natten over.
Fordel dejen i en bradepande med bagepapir og glat den godt ud med fingrene. Drys med lidt groft salt og evt. frisk rosmarin.
Lad den efterhæve mens oven varmer op til 230 grader varmluft.
Når ovnen er varm sættes brødet ind og bages ca. 20 min.
Løft det ud af formen og lad det afkøle het på en bagerist.
Når brødet er helt afkølet skæres det ud i ca. 6 stykker- jeg fik 4 meget store stykker. Frys dem ned, som du ikke skal bruge med det samme. Flæk dem og fyld med pålæg og grønt.



Ingen kommentarer: