Viser opslag med etiketten Cookies. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Cookies. Vis alle opslag

onsdag den 23. april 2014

Chocolate Chip Cookies

Chokoladecookies og iskold mælk- helt sikkert en af mine livretter:)


Jeg har efterhånden prøvet mange opskrifter på cookies, men her har jeg vidst fundet den bedste:) De her Chocolate Chip Cookies adskiller sig ved at være "langtidshævede", der eftersigende skulle give dem den der mere seje og chewy struktur. De skal min. have 24 timer på køl, så de er ikke hurtige at lave som de fleste andre cookies.
Opskriften har jeg fundet hos smukke Emily.
Nu glemte jeg selvfølgeligt at drysse med havsalat, men det er jeg sikker på kun vil gøre dem endnu bedre. Jeg lavede kun halv portion og alligevel fik jeg over 20 cookies. Måske mine så bare ikke var helt så store som Emilys? Rigtigt gode er de hvertfald og mine gæster virkede også meget begejstrede:)

Chocolate Chip Cookies (20-25 stk.))
140 g. blødt smør
140 g. farin
120 g. sukker
1 æg
1 spsk. vaniljeekstrakt
240 g. mel
3/4 tsk. bagepulver
3/4 tsk. natron
275 g. chokolade
havsalt til drys

Pisk smør, farin og sukker godt sammen.
Pisk ægget i og herefter vaniljeekstrakt.
Bland mel med bagepulver og natron. Pisk det i. Pisk kun til at dejen er netop ensartet.
Hak chokoladen groft og vend den i dejen. Jeg tog en engangshandske på og æltede den ind, da jeg synes det var nemmest.
Dæk skålen med husholdningsfilm og sæt dem på køl. Lad dejen hvilke min. 24 timer.
Tag dejen ud af køleskabet og form den til 12 små kugler. Sæt dem på en bageplade med meget mellemrum imellem, da de vil flyde en del ud under bagningen. Drys hver kugle med lidt havsalt. De er længe om at flade ud, men bare rolig, det skal de nok gøre:)
Bag dem ved 175 grader i 15-20 min.
Lad dem køle helt af på en bagerist.

onsdag den 5. marts 2014

Cookies med mælkechokolade, hasselnødder og tranebær

Der gik ikke mange minutter fra bogen havde ramt min postkasse til at den var med i køkkenet for at bage cookies. Fordelen ved at have alt for fyldte skabe er nemlig, at der sjældent skal købes ind for at bage en cookie. Jeg havde dog lyst til en cookie med tranebær, så jeg tilsatte lige lidt.
De flyder ikke så meget ud som jeg havde drømt om, så sørg for at trykke dem godt flade inden de ryger i ovnen. Mine blev lidt tykke og kompakte, men smagen fejlede bestemt ingen ting.
Jeg brugte noget af den lækre chokolade som chokoladesmag.dk havde sendt til mig.


Cookies med mælkechokolade, hasselnødder og tranebær (15 stk.)
100 g. blødt smør
75 g. brun farin
75 g. sukker
1 æg
125 g. hvedemel
75 g. havregryn
½ tsk. bagepulver
½ tsk. salt
100 g. mælkechokolade, hakket
50 g. hasselnødder, hakkede
50 g. tørrede tranebær


Rør smør, farin og sukker godt sammen til det er cremet og luftigt. Tilsæt ægget.
Bland mel, havregryn, bagepulver og salt. Rør det i smørblandingen.
Vend chokolade, nødder og tranebær i.
Form dejen til ca. 15 kugler. tryk dem flade og læg dem på en bageplade med bagepapir. Der skal være god afstand imellem.
Bag dem ved 180 grader i ca. 13-15 min til de er gyldne.
Lad dem køle af på en bagerist.



torsdag den 2. januar 2014

Nutella Cookie Bars


Juledagene ha betydet masser af samvær med dejlige venner. Det har også betydet masser af dejlig mad :) Vi har været hos Lotte og Carsten, da der var nogen, der aboslut måtte til hockey. Imens så Lotte og jeg "Jul med Ernst! (jeg elsker Ernst!) og spiste de her Cookie Bars med is og bær til :)
Jeg havde desserten med, men var både presset på fantasien og tiden. Heldigvis kan de laves på ingen tid og ingredienserne findes altid i mine skabe. Så var det bare lige at snuppe lidt friske bær og en god vaniljeis og så var der dessert. De kan også sagtens spises uden, fx til en kop god kaffe eller til en børnefødselsdag. Sprøde cookies med Nutella imellem må være et hit altid :)
Opskriften fandt jeg hos foodfanatic, men jeg lavede kun halv portion. Så opskriften kommer som jeg fik den lavet :) Jeg synes måske, at de lige blev tykke nok, så brug endeligt et større fad og pres dejen tyndt ud. Så skal bagetiden nok bare lige være lidt kortere.

Nutella Cookie Bars (6-8 stk.)
115 g. smør
60 g. sukker
70 g. brun farin
1 æg
½ tsk. vaniljeekstrakt
250 g. mel
½ tsk. bagepulver
160g. Nutella

Smelt smørret i en lille gryde. Lad det simre under omrøring, til at det bliver meget gyldent. Lad det køle lidt af.
Kom det smeltede smør i en skål sammen med sukker og brun farin. Pisk det godt sammen til at sukkeret er opløst. Pisk ægget og vaniljen i og sørg for det er pisket godt sammen.
Bland mel og bagepulver. Pisk det i dejen til du har en jævn og blød dej.
Kom nutellaen op i en lille gryde og varm op til at den er blevet blød og flydende.
Kom bagepapir i en lille firkantet form. Fordel halvdelen af dejen heri. Brug fingrene til at fordele dejen jævnt. Hæld den smeltede Nutella over og smør den ud over bunden.
Fordel resten af dejen over nutellaen. Det gøres nemmest ved at tage små dele af dejen og presse fladt og derefter fordele det ud over nutellaen. Det gør ikke noget, at der bliver et par små huller, for det smelter sammen under bagningen.
Bag det ved 180 grader i ca. 30 min. Toppen skal være sprød og gylden.
Lad den køle lidt af i formen inden den løftes op på en bagerist til afkøling.
Når den er helt kold skæres kanterne af og den skæres ud i 6-8 cookies bars.

onsdag den 23. oktober 2013

Cookies med chokolade og karamel

Jeg elsker cookies. Sådan en dåse inde i hjørnet af skabet er en farlig ting, men hvor er det skønt på en kold regnvejrsdag:)
På det sidste har jeg arbejdet ret hårdt på at få tømt mit lager af mel, nødder, frø, kerner, sukker, tørrede bær og alt hvad jeg nu ellers har fået skrabt sammen. Inderst i skabet fandt jeg en håndfuld af de der store, bløde flødekarameller/fudge, som man oftest finder i mellem bland-selv-slikket. De skulle også bruges og så var det oplagt med en cookie. Marcipanen giver en virkelig god sejhed til cookies, så jeg sniger gerne lidt i, for smagsmæssigt fylder det ikke så meget. Her er resultatet og en lækker sprød, sød og sej cookie med karamelbobler og lækre chokoladechips.

Cookies med chokolade og karamel (25 stk.)
150 g. smør
150 g. brun farin
175 g. sukker
1 stang vanilje
1 æg
1 tsk. bagepulver
200 g. mel
150 g. bløde flødekarameller
200 g. marcipan med
150 g. mørke chokoladechips

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Mos dem sammen med lidt af sukkeret og bland det så i resten af sukkeret.
Rør smør, farin og sukker godt sammen.
Tilsæt ægget og bland det godt.
Bland mel og bagepulver og rør det i dejen. Rør kun til, at den er ensartet.
Riv marcipanen groft og skær karamellerne i små tern. Bland marcipan, karameller og chokolade i dejen.
Form med 2 teskeer ca. 25 kugler. Sæt dem på bageplader med bagepapir. Der skal være rigeligt med plads imellem, da de flyder meget ud.
Tryk dem lidt flade og bag dem i ca. 14-16 min. ved 180 grader.
Lad dem køle lidt af på bagepladen, inden de flyttes til en rist for at afkøle helt.

torsdag den 12. september 2013

Chocolate Chip Cookies


 En god cookies er altid et hit for mig. Uhm, især dem med chokolade og måske lige med et koldt glas mælk til :) Der skulle derfor bages en ny portion til kagedåserne og da jeg lige har købt en ordentlig portion chokolade var det oplagt med en klassisk chocolate chip cookie. Opskriften fandt jeg hos Line. De smager skønt, men er måske en lille smule blødere end jeg foretrækker dem. Måske de bare skulle ha haft 1 min. mere i ovnen. Smagen fejler hvertfald ingenting.
Jeg lavede kun halv portion af Lines version og fik 15 fine cookies.


Chocolate Chip Cookies (15 stk.)
110 g. blødt smør
75 g. brun farin
85 g.  sukker
1 tsk. vaniljesukker
1 æg
115 g. mel
45 g. havregryn
1 lille tsk. bagepulver
150 g, mørk chokolade, grofthakket

Pisk smør, farin og sukker sammen til det er ensartet og cremet.
Pisk ægget i.
Bland mel, havregryn, bagepulver og vaniljesukker sammen og pisk det i dejen til den er netop ensartet. Den skal være cremet og tung.
Rør chokoladen i med håndkraft, til den er godt fordelt.
Form dejen til runde, let flade kugler og kom dem på bageplader med bagepapir. Der skal være godt med mellemrum mellem hver, for de flyder en del ud.
Bag dem ved 175 grader i 13-14 min. De vil stadig være lidt bløde når de tages ud. Lad dem køle helt af på en bagerist.


torsdag den 28. februar 2013

Småkager med vanilje citron og birkes

Det her skulle være blevet til de yndigste kringler, for jeg har nemlig købt en rigtig fin udstikker. Så jeg stak en masse kringler ud og så flød de allesammen sammen til ovaler i stedet! Altså!
Resultatet blev dog rigtig godt, for kagerne er søde, sprøde og karamelagtige med en dejlig smag af vanilje og citron. Lidt som en mellemting mellem en småkage og en cookie. De vil være perfekte til is og andre bløde desserter..

Småkager med citron, vanilje og birkes (3½ bageplade)
200 g. blødt smør
175 g. flormelis
250 g. mel
50 g. mandelmel
1 stang vanilje
3 spsk. birkes.
skal af ½ økologisk citron

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Mas dem sammen med lidt flormelis. Bland det sammen med resten. Bland birkes og citronskal heri.
Rør smørret blødt med flormelis.
Kom de øvrige ingredienser ved og ælt til en fast dej. Bliver den for fast tilsættes en smule vand.
Del dejen i 3 og lad dem hvilke i kølekskabet i 30 min.
Tag en klump dej ud af gangen, så den ikke bliver for blød.
Rul dejen tyndt ud med en kagerulle. Drys med lidt flormelis hvis den hænger meget ved.

Stik dejen ud i cirkler og læg dem på en bageplade med bagepapir. De flyder lidt ud under bagningen.
Bag dem i 6-8 min ved 200 grader til de er gyldenbrune.
Lad dem køle helt af på en bagerist inden de kommes i tætsluttende dåser.

tirsdag den 18. september 2012

Breakfast Cookies

Ja, kønne er de ikke, men de smager faktisk ganske godt og så kan de spises med rimelig god samvittighed, selvom de smager af kage;)
Opskriften er fundet på bloggen med det skønne navn "Life's Too Short to skip Dessert". Nu er jeg ikke hoppet med på bølgen med kokosolie, så jeg brugte bare lidt smeltet smør:)
De kan bruges til morgenmad, til en lille sød sag i madpakken eller som en redning en dag du er på farten.
Jeg har spist en enkelt sammen med en skål vaniljeyoghurt med frugt og et blødkogt æg de sidste par morgener. Virkeligt luksus-morgenmad til den lidt søde tand:)

Breakfast Cookies (ca. 10 stk.)
1 stor og meget moden banan
150 g. havregryn
50 g. tørrede tranebær
45 g. mørke chokoladeknapper
2 tsk. smeltet smør
1/4 tsk. vaniljeessens

Mos bananen rigtig godt.
Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt det rigtig godt sammen. Dejen vil nok se ret smuldret ud, men er klar når den kan klemmes sammen til små flade, kugler. Tilsæt lidt mere smør eller banan hvis den ikke vil hænge sammen.
Kom de flade kugler på en bageplade med bagepapir.
Bag dem 20-25 min. ved 175 grader.
Lad dem køle helt af på en bagerist inden de fyldes i en kagedåse.

mandag den 26. december 2011

Chocolate Snowballs

Da Kristine lavede de her små choko-bomber vidste jeg bare, at dem måtte jeg også prøve!
Min gruppe er virkeligt kageglade, så dem kan man altid bage noget til og det gjorde jeg så engang i sidste uge. Dejen havde dog været nogle dage i fryseren, for jeg havde lige pludseligt ikke mere bagepapir, da de skulle bages.
Umiddelbart var der ingen problemer i det, men jeg ved ikke, om det kan være derfor, at mine kager ikke blev helt så flot krakelerede som Kristines.
Smagen fejlede bestemt ingen ting og der var simpelthen så gode og chokolade-agtige. De blev også modtaget med stor begejstring fra alle i gruppen.

Chocolate Snowballs (ca. 30 stk.)
180 g. mørk chokolade
70 g. hvedemel
40 g. kakao
tsk. bagepulver
1/4 tsk. salt
115 g. blødt smør
200 g. brun farin
2 æg
75 g. flormelis


Smelt chokoladen over vandbad eller i mikroovnen. Lad det herefter køle ned til stuetemperatur.
Bland mel, bagepulver, salt og kakao i en skål.
Pisk herefter smør og farin sammen til en ensartet og luftig masse. Pisk æggene i et af gangen.
Herefter piskes mel-blandingen i. Pisk kun til, at dejen netop er ensartet.
Sæt dejen i køleskabet mindst en time, så den bliver fast nok til at trille til små kugler.
Tril dejen til ca. 30 små kugler.
Vend dem i flormelis- gerne et par omgange - og læg dem på en bageplade med bagepapir. Der skal være lidt afstand imellem, for kagerne flyder lidt ud.
Bag dem ca. 10 min. ved 175 grader. De skal stadig være en smule snaskede indeni.
Lad dem køle af på bagepapiret et par minutter og flyt dem herefter til en rist.
Afkøles helt og opbevares efterfølgende i en kagedåse.

fredag den 27. maj 2011

Oat and raisin cookies

Hvis der udbrød brand herhjemme ville jeg redde Kristian, Emma og min Hummingbird Bakery Cookbook:)
Eller det sku man da næsten tro, for jeg er ret glad for den og har lavet endnu en opskrift derfra:)
Bitten var her igår for at interviewe mig til hendes opgave, så jeg synes, at jeg ville servere lidt sødt når jeg nu fik chancen..
Hver eneste gang jeg bager cookies bliver de aldrig flade som de skal! Jeg ved ikke hvad jeg gør galt?!?
Selvom de ikke blev fine og flade, så smagte de ganske udemærkede:)
Havregryn og rosiner er altså et godt makkerpar:)
Jeg kunne godt bruge en idiotsikker opskrift på sprøde og tynde cookies, som jeg kan putte M&M's i, for sån nogle har jeg nemlig lyst til- så sig endeligt til hvis du har en god opskrift.

Oat and raisin cookies (10 stk.)
135 g. blød smør
80 g. sukker
80 g. brun farin
1 æg
170 g. mel
½ tsk. natron
1/4 vaniljeekstrakt
1/4 tsk. kanel
55 g. havregryn
110 g. rosiner

Kom smør, sukker og brun farin i en skål og pisk det sammen med en håndmixer.

Tilsæt vaniljeekstrakt og ægget og psik det godt sammen.
Bland kanel, mel og natron sammen og vend det i smør-blandingen.
Vend havregryn og rosiner deri.
Form dejen til 10 små kugler, som sættes på 2 bageplader med bagepapir- husk at der skal være plads til, at de kan flyde ud.
Pres dem let flade.
Bages 10-12 min ved 170 grader.
Lad dem køle af på en rist.

lørdag den 8. januar 2011

World Peace Cookies..

Mums... Det her må virkeligt være chokolade-elskerens ynglingscookie!
Jeg er ikke så god til at bage cookies, men de her er virkeligt lækre.
Sprøde, lidt seje og fyldt med chokolade!
Jeg skal have kage med hjem til en veninde idag, så jeg test-bagte li et par stykker igår og UHM hvor er de gode!
Resten af dejen ligger på køl, klar til at blive bagt i eftermiddag. Jeg vil gerne servere dem lune, der er de nemlig allerbedst!
Opskriften er fra den skønne blog Smitten Kitchen.
I opskriften står der, at de skal have ca. 12 min, men jeg gav dem kun 9-10 minutter, for jeg lavede dem ikke så store og det virker til at være helt rigtig.
Bag dem! Med iskold mælk er det virkeligt en lækkerbidsken!

World Peace Cookies (ca. 20-25 stk)
175 g. mel
30 g. kakaopulver
½ tsk. bagepulver
150 g. usaltet smør
120 g. brun farin
50 g. sukker
1/4 tsk. fint havsalt
1 tsk. vaniljeekstrakt
150 g. mørk chokolade (70 %)

Kom smørret i en skål og pisk det let og cremet.

Tilsæt vaniljeekstrakt, sukker, farin og salt og pisk det godt sammen.
Sigt mel, bagepulver og kakaopulver sammen i en anden skål og bland det.
Kom melet op til smørret og pisk det hurtigt sammen- det varer kun et øjeblik og dejen skal være lidt "krummet".
Hak chokoladen- det er nemmest med en brødkniv, så springer chokoladen ikke ud over det hele.

Vend chokoladen i dejen med let hånd.
Hæld dejen ud på køkkenbordet og sammel den med hænderne, så får du en fast og let klisteret dej.
Del den i 2 og tril hver til tykke pølser.
Rul dem i husholdningsfilm og læg dem i køleskabet i mindst 3 timer.
Når de skal bages tager du dem ud af køleskabet og skærer rullerne i tynde skiver. De vil smuldre lidt pga. chokoladestykkerne, men klem bar skiverne let sammen igen, så vil de flyde sammen under bagningen.
Kom dem på en bageplade med bagepapir og bag dem i ca. 9-10 minutter.
Lad dem køle lidt af og spis dem mindst de er en smule lune, så er de allerbedst:)
Er der nogen til overs kan de obevares i en luftæt kagedåse i et par dage.

TIP: Dejen kan fryses og det kan de færdigbagte cookies også- ca. 2 måneder kan de holde sig.

Jeg vil også tro, at dejen sagtens kan holde sig en uge eller 2 på køl, hvis man bar lige er opmærksom på smørrets holdbarhedsdato når man laver dejen.

tirsdag den 21. december 2010

Mint Suprise Cookies


Jeg bliver bar aldrig særligt god til at bage cookies!
Det lykkedes da heldigvis at få cirka halvdelen pæne, men det er altså et lidt irriterende handicap at have:) De bliver som regel også li lidt for seje. Ih altså!
Opskriften på de her anderledes cookies er fra Newyorkerbyheart og kan findes på MadMagasinets side.
Smagen af mint er ikke overvældende, men anderledes og frisk.
Jeg er spændt på at høre hvad dem derhjemme siger til dem.
Jeg vandt en pakke Fazer Mintchokolade i noget pakkekalender på arbejde, så det valgte jeg at bruge- men et halvt stykke pr. cookie er rigeligt.

Mint Suprise Cookies (20-22 stk.)
250 g. blødt smør
220 g. rørsukker
125 g. brun farin
2 æg
2 spsk. vand
1 tsk. vaniljeekstrakt
1 tsk. natron
½ tsk. salt
375 g. mel
20-25 små stykker mintchokolade

Pisk smør, sukker og farin rigtig godt til det er cremet og luftigt.

Tilsæt æg, vand og vanilje og pisk det rigtig godt igennem.
Sigt mel, natron og salt over og rør det i med en ske- sørg for at det bliver godt blandet sammen.
Dæk skålen godt til og stil den i køleskabet mindst 2 timer.
Kom et lille stykke mintchokolade inden i 1 spsk. dej og form den til en kugle.
Tryk den lidt flad og kom den på en bageplade med bagepapir. De flyder en del ud, så 5-6 stykker på en plade er rigeligt.
Bag dem ved 190 grader i 10-12 minutter.
Lad dem køle helt af inden de kommes i en tæt kagedåse.