Viser opslag med etiketten Vegetar. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vegetar. Vis alle opslag

onsdag den 30. april 2014

Grillede asparges med hasselnødder, feta og persille


Når solen skinner triller vores lille grill frem fra vinterskjulet. Og hvad er bedre end at grille nye forårsgrøntsager som asparges?

Lige for tiden finder jeg rigtigt meget inspiration fra Vanløse Blues, der er en rigtigt fin blog med fokus på lækre grøntsager og mad uden en masse stivelse. Her har jeg også fundet inspiration til denne lækre ret med asparges.
Vi fik den sammen med en salat med bla. spidskål og jordbær og så en svinemørbrad, der havde marineret i 2 dl. koncentreret hyldeblomstsaft, ½ citron i skiver, 2 tsk timian, salt og peber. Til sidst endte den på grillen, hvor den blev grillet godt på alle sider.

Grillede asparges med hasselnødder, feta og persille (2 pers.)
8 asparges
½ dl. hasselnødder, grofthakkede
50 g. fed feta
½ dl. persille, hakket
lidt honning
lidt olivenolie
salt, peber

Bræk den nederste del af aspargesene af. Pensel dem med olivenolie.
Grill aspargesene på en meget varm grill til de har fået lidt farve.
Kom dem på et fad og drys med smuldret feta, grofthakkede hasselnødder og hakket persille.
Dryp med lidt honning og krydder med salt og friskværnet peber.

torsdag den 7. november 2013

Blomkålspandekager

Jeg elsker stivelse. Desværre lidt for meget, så jeg prøver at skære lidt ned på det.
I sidste uge fik vi disse små pandekager med spicy kyllingedeller, gulerodsråkost, lidt forskelligt grønt og karry-yoghurt. Nemt og lækkert på en hverdagsaften. Kristian spiste dem også uden brok, så de er vidst godkendt:)
Jeg brugte cheddarost, der giver masser af smag, men det kan man gøre lige som man lyster.

Blomkålspandekager (6 stk.)
½ stort blomkål
150 g. revet ost
3 store æg
1 spsk. HUSK
salt, peber

Riv blomkålen groft.
Pisk æggene sammen med salt og peber. Bland æggene sammen med ost, revet blomkål og HUSK til en nogenlunde fast masse.
Fordel massen i 6 runde pandekager på en bageplade med bagepapir. Pres dem lidt sammen og rund kanterne af.
Bag dem ved 200 grader i 5-8 min til de bliver gyldne og faste. Tag dem ud af ovnen, vend dem forsigtigt og bag dem yderligere 5 min.
Serveres med det samme.

fredag den 13. september 2013

Mushroom Quesadilla

Quesadillas er en nem og syndig spise. Normalt plejer vi at fylde dem med salsa, peberfrugter og kylling eller oksekød. Denne gang blev det en mere nordisk version med søde, bløde løg, ristede champignong og tortillas af rugmel. Planen var, at jeg ville lave en salsa til eller en salat med æbler og bacon, men vi var sulte og trætte, så det blev bare lidt cherrytomater, agurk, gulerodsstænger og avocado i skiver. Det smagte nu også ganske godt og Kristian kommenterede slet ikke på, at der ikke var kød.
Inspirationen fandt jeg hos Feastie.

Mushroom Quesadilla (4 slices)
2 rugtortillas
100 g. revet ost
1 stort løg
200 g. champignon
1 spsk. smør
salt, peber og lidt tørret timian

Skær løget i tynde ringe og champignonerne i skiver.
Smelt smørret på en stor pande og steg først løgene til de begynder at blive bløde og klare.
Kom champignonerne ved og rist til det hele har fået farve.
Krydder med salt og peber og drys med lidt tørret timian.

Fordel halvdelen af osten over den ene tortilla. Fordel løg og champignon herover. Drys med resten af osten og kom den anden tortilla over.
Flyt forsigtigt quesadilla'en op på panden og steg den et par minutter på hver side, så den bliver sprød og gylden. Pres let på den under stegningen, så osten fordeler sig og holder sammen på det hele.

Tag quesadilla'en af panden og del den i 4 stykker. Server med det samme.

lørdag den 17. august 2013

Sweet Pauls Mushroom & Dill Pasta

Herhjemme spiser vi rigtigt mange champignoner, for det er den eneste grøntsag Kristians spiser med største fornøjelse. Ej, kogt blomkål gider han også godt. Alt derudover er vidst bare et nødvendigt onde:)
Normalt bruger jeg frisk timian sammen med champignonerne, men da jeg så Sweet Pauls opskrift med dild måtte det afprøves. Det smagte skønt! Helt sikkert en god kombination. Opskriften er vegetarisk og det er vidst også på tide, at jeg får lidt mere gang i de vegetariske opskrifter igen. Vi fik bare saucen med pasta, da sulten ikke var så stor. Med en sprød, grøn salat og en god stykke brød til at suge den lækre sauce med vil det være et nemt og lækkert måltid til vegetariske gæster. Ikke, at de findes i min omgangskreds, hvor kvinderne er overraskende begejstrede for kød og især bacon?!
Når man laver så enkelt et måltid, så er det vigtigt at råvarerene er gode og friske. Så brug nogle friske, danske svampe, økologisk fløde (ingen væmmelige fløde-erstatninger), god bouillon og noget dild med masser af smag. Jeg fulgte ikke opskriften slavisk, men her kommer min version.

Sweet Pauls Mushroom & Dill Pasta (2 pers.)
250 g. champignon
1 stort løg
1 lille bundt dild
1 dl. god bouillon
1-1½ dl. fløde
1 stor spsk. smør
1 spsk. olivenolie
salt, peber

Tilbehør:
Pasta
Friskhøvlet parmesan

Skær champignon i skiver og hak løget.
Smelt smør og olivenolie på en store pande og steg champignon og løg heri, til væsken er stegt lidt af champignonerne og det hele har fået lidt farve.
Kom bouillon og fløde ved og lad det koge ind ved svag varme, til det hele tykner lidt.
Hak dilden og tilsæt halvdelen. Smag til med salt og peber.
Server med pasta, resten af dilden og parmesan.

tirsdag den 21. maj 2013

Melanzane Alla Parmigiana

 Denne Aubergine Parmigiana er ikke lige så godt som denne nemmere version, som jeg laver med jævne mellemrum.
Den er bare ikke lige så god, men den er nu også ganske udmærket.
Opskriften er fra "LCHF- spis dig mæt og glad" af Jane Faber.
Mange tror, at man ikke kan spise vegetarisk på LCHF. Det vil nok være svært at være 100% vegetar, men man kan sagtens spise vegetarisk engang imellem. Vi fik denne her sammen med nogle lækre bønner- mere om dem på et andet tidspunkt:)

Den tager lidt tid at lave, men det er ikke svært:)
Jeg skar auberginerne i skiver, men har lige opdaget, at de faktisk skulle være skåret på langs. Det ville forkorte arbejdstiden lidt!


Melanzane Alla Parmigiana (4 pers.)
2 auberginer
3 æg, sammenpiskede
250 g. friskrevet parmesan
smør til stegning

Tomatsauce:
2 ds. hakkede tomater
1 fed hvidløg, presset
5 spsk. olivenolie
20 basilikumblade, hakkede
salt, peber

Start med at lave tomatsaucen.
Svits hvidløget i olivenolien og kom tomater og basilikumblade ved.
Lad saucen simre 30-40 minutter.

Smag den til med salt og peber.
Skær auberginerne i skiver, drys dem med rigeligt salt og lad dem trække mindst 30 min.
Skyl dem herefter i koldt vand og dup dem helt tørre.
Vend dem i sammenpisket æg og steg dem gyldne i smør.
Lad dem dryppe af på lidt køkkenrulle.
Smør en ovnfast fad og læg skiftevis tomatsauce, aubergineskiver og parmesan i lag. Afslut med tomat og parmesan.
Bag det ved 200 grader i 25-30 min. til osten er gylden og sprød.

Lad den hvile et par minutter inden servering.

tirsdag den 14. maj 2013

Bønnefritter

Hvis du påstår, at de her bønner smager ligesom en pommes frites, så er det fordi det er alt for lang tid siden, at du sidst har smagt en rigtig pommes frites! De smager dog super lækkert! Normalt spiser jeg aldrig bønner, for jeg bryder mig ikke om smagen og slet ikke den der gummi-agtige konsistens, men på den her måde er det virkeligt guf! Ja, de har måske en lille smule pommes frites-vibes over sig med sprødheden og salten, så de ville være gode til en omgang Bøf Bearnaise i stedet for kartofler hvis man spiser LCHF.
Jeg er fan, så det er ikke sidste gang, at de bliver lavet herhjemme! Selv Kristian var ret vild med dem! Opskriften er selvfølgeligt fra "LCHF- spis dig mæt og glad" af Jane Faber:)

Bønnefritter (2 pers.)
½ pose frosne bønner
1½-2 spsk. olie eller smeltet smør
Groft salt

Hæld bønnerne ud på en bageplade med bagepapir. Hæld olie eller smør og et godt drys salt over.
Bland det hele godt og bred bønner ud på bagepladen.
Bag dem ved 200 grader i ca. 30 min. Vend rundt et par gange undervejs.
 Min ovn er mega sløv, så jeg gav dem lige et par minutter på grill til sidst. De skal være godt sprøde og en lille smule mørke i spidserne.

Serveres med det samme:)

torsdag den 9. maj 2013

Blomkålspizza

Når vi nu skulle spise LCHF, så skulle vi selvfølgeligt også prøve den berygtede og berømte blomkålspizza, hvor bunden er lavet helt uden mel. Den smager faktisk ganske ok! Man skal bare lige bruge lidt ekstra fyld, for er der ikke tomatsauce osv. på, så smager kålen godt igennem. Derfor skar jeg også kanterne fra. Ja, og så skal man lige lære at leve med, at der lugter lidt af prut i hele huset bagefter, for sån noget bagt blomkål stinker altså!
Endnu engang er opskriften fra "LCHF- Spis dig glad og mæt" af Jane Faber.
Jeg lavede dog min egen tomatsauce af køleskabets rester (tomatpure, fløde, hvidløg og oregano) og brugte vores favoritfyld (parmaskinke, champignon og tomater). Kristian kunne også godt lide den.
Altså bunden er ret blød, så det er ikke som at spise en tynd, sprød pizza med surdejsbund, men det her er et rigtig fint alternativ, som jeg helt sikkert vil lave fremover. Jeg brugte 3 æg, for eller synes jeg ikke, at det ville hænge sammen og osten var en emmentaler, som jeg selv rev.

Blomkålspizza (1 stor pizza)
Bund:
400 g. blokål
2-3 æg
150 g. revet ost
1 spsk. tørret oregano
2 spsk. loppefrøskaller

Fyld:
1 dl. tomatsauce
150-200 g. revet ost
6 skiver parmaskinke
1 håndfuld champignoner, i skiver
1 håndfuld cherrytomater, i halve
salt, peber

Riv blomkålen fint og bland det godt med ost, æg, oregano og loppefrøskaller.
Bred blandingen ud i en firkant på en bageplade med bagepapir- det er nemmest at gøre med hænderne.
Bag bunden ved 230 grader i 12-15 min til den er blevet gylden.
Tag den ud, men sluk ikke ovnen.
Smør tomatsaucen ud på bunden- godt ud til kanterne- og fordel så resten af fyldet herpå.
Bag i yderligere 5-10 min. til osten er smeltet.
Lad den køle lidt af inden servering, så hænger den bedre sammen.

onsdag den 3. april 2013

Kartoffeltortilla

Den anden dag var køleskabet temmeligt tomt, men vi skulle jo have aftensmad. Der var dog æg og en rest kartofler, så det blev til en kartoffeltortilla. I fryseren fandt jeg et par krydrede oksekødspølser med ost. Sammen med en ogang tomater og brøndkarse var aftensmaden heldigvis reddet. Jeg er ret vild med tortillas, men de skal helst være lidt højere end denne her, men jeg har tilsyneladende kun 3 (næsten ens) store pander, så der skal vidst kigges efter en lille en ved lejlighed.

Kartoffeltortilla (2 pers.)
250 g. kogte, kolde kartofler
1 lille løg
4 æg
salt, peber
2 dl. olivenolie

Skær kartoflerne i tern og hak løget fint.
Steg begge dele i halvdelen af olien, til løgene er bløde og kartoflerne sprøde.
Tak kartofler af løg af panden, tør den af med lidt køkkenrulle og varm resten af olien op
Pisk æggene let samen med salt og peber.
Hæld æggeblandingen på panden og fordel kartofler og løg over.
Bag den 6-10 min. afhængig af pandens størrelse. Når den er fast i kanterne vendes den ved hjælp af en tallerken.
Steg yderligere 4-6 min.
Serveres straks.

søndag den 24. februar 2013

Chokolade- og rødløgsdressing med rosiner


Vanilje, rosiner, fishsauce, chokolade og rødløg lyder måske ikke ligefrem som en god kombination. Og så til en dressing. Jeg var også lidt skeptisk, da Urtekram sendte mig opskriften sammen med nogle lækre produkter. Hampfrøolie, rosiner, balsamico og den gode vaniljepulver. Lækre produkter og trods den skøre sammensætning en rigtig lækker dressing.
Jeg var bange for, at den ville mangle den syre og friskhed, som jeg foretrækker, men det har den helt uden citron eller anden citrusfrugt. Olien er også lidt mere syrlig en f. olivenolie og så er Urtekrams balsamicoeddike også ret god og knap så skarp, som mange andre varianter.


Chokolade- og rødløgsdressing med rosiner
1 rødløg
1 fed hvidløg
½ dl. rosiner
25 g. mørk chokolade
1 knsp. vaniljepulver
4-5 dråber fish sauce
1 dl. balsamicoeddike
2 dl. hampefrøolie
salt, peber

Hak rødløget fint og pres hvidløget.
Hak rosinerne grodt og riv chokoladen. Jeg brugte mit microplane rivejern, så det blev helt som pulver.
Bland alle ingredienserne godt sammen og smag til med salt og peber.
Kom dressingen i en lufttæt beholder. Den kan holde sig på køl i ca. 2 uger.

Opskriften er udviklet af Umahro Cadogan, som har indgået et samarbejde med Urtekram under navnet "Livet er meget mere". Formålet er, at sætte fokus på sundhed og økologi.
I denne opskrift får du masser af gode fedtsyrer og vitaminer- og selvfølgeligt gode grøntsager fra den salat, som du hælder dressingen udover:)

torsdag den 24. januar 2013

Skinny Potato Soup

Det er vidst lidt en snyde-titel, for der er ikke meget kartoffelsuppe over denne her, nærmere blomkålssuppe. Den smager dog overraskende nok en del af kartoffel, mens blomkålssmagen ikke er så gennemtrængdende. Den giver derimod den fine, cremede smag og konsistens, som man normalt får fra en slat fløde.
Sammen med den salte bacon, de stærke løg og en smule revet cheddar var det virkelig lækker og mættende aftensmad.
Opskriften fandt jeg på Pinterest, men originalen ligger her.


Skinny Potato Soup (2 pers.)
3 kartofler
1 blomkål
3 dl. boullion
3-3½ dl. mælk
1 dl. creme fraiche
salt, peber

Tilbehør:
Sprødstegt bacon
Forårsløg eller purløg
Revet cheddar

Skræl kartoflerne og skær dem i små tern. Kog dem i rigeligt vand.
Del blomkålet i små buketter. Når kartoflerne er ved at være møre kommes blomkålen ved, så den bliver kogt lige nøjagtigt mør.
Hæld vandet fra og kom grøntsagerne i en blender.
Kom mælk, boullion og cremefraiche ved og blend til en cremet suppe- tilsæt evt. lidt mælk hvis den er for tyk.
Kom suppen tilbage i gryden og varm den igennem.
Smag til med salt og peber.
Serveres med bacon, forårsløg og cheddar på toppen.

fredag den 18. januar 2013

Fyldte peberfrugter med quinoa




Ikke det skønneste billede, men jeg kan garantere for, at det er en rigtig skøn vegetarret:)
Quinoa er sån nogle bitte små korn, som er sprængfyldte med fibre og protein, så de er et rigtig godt alternativ til kød.
Jeg fandt inspirationen her, men brugte bare de grøntsager jeg nu havde i skuffen, så det endte med at blive en rigtig god omgang restemad, hvor det eneste jeg måtte købe var et par peberfrugter. Nu var de ikke så høje, så jeg valgte at bruge en hel peberfrugt pr. portion, men de kan med fordel serveres i halve, så det ikke bliver for voldsomt.
Kristian synes også, at det smagte rigtig godt og det er selvom han ikke er vild med peberfrugt.
Her kommer opskriften som jeg lavede den- hvertfald sådan ca:)



Fyldte peberfrugter med quinoa (2 pers.)
2 pæne peberfrugter
1 dl. quinoa
½ hoved broccoli
½ dl. majs
2 håndfulde frisk spinat
5 cherrytomater
1 lille løg
2 fed hvidløg
2 spsk. friske krydderurter(basilikum, mynte, persille)
½ pakke fetaost
½ dl. revet ost, fx. emmentaler
salt, peber, olivenolie



Kog quinoa efter anvisningen på pakken og lad den dryppe af.
Rens peberfrugter og halver dem hvis de er meget store. Læg dem i et smurt, ildfast fad.
Hak løg og pres hvidløget. Steg det i olivenolie ved middelvarme til de er klare.
Skyl spinaten, del broccoliet i små buketter og skær tomaterne i kvarte.
Kom spinat, broccoli, tomat og majs på panden og svits et øjeblik til spinaten falder sammen.
Tilsæt quinoa, smuldret feta og krydderurterne og tag så panden af varmen.
Bland det hele godt og krydder med salt og peber.
Kom fyldet i peberfrugterne og pres det godt sammen.
Drys med revet ost.
Bag peberfrugterne ved 200 grader i 25-30 min. Server med grøn salat.

fredag den 21. december 2012

Tøseråkost med tahin-dressing

Efter at have læst de positive ord om denne salat og især dressingen hos Maria måtte den prøves. Den var ganske god, men ikke noget særligt efter min mening.
Jeg synes nu også, at den tahin jeg havde købt smagte af ikke ret meget, men sån skal det måske smage. Det er ikke noget jeg bruger så tit...
Salaten fungerede super godt i en hjemmebagt burgerbolle smurt med stærk hvidløgsmayo og skiver af kalkunbryst, som jeg serverede sidst madklubben var her.
Min råkost bestod af finsnittet rødkål, gulerødder, rødbede og et syrligt æble. Ja, og et ekstra drys persille og lidt sesam. Jeg skar det hele med min tyndskræller, så jeg fik tynde, sprøde skiver. Skal altså ha købt mig et mandolinjern!

Tahin-dressing
50 g. tahin
1 fed hvidløg, presset
Saften af 1 citron
1 lille håndfuld persille, finthakket
Salt og peber
1/2 dl vand

Bland tahin, hvidløg, citronsaft og persille godt sammen.

Pisk vandet i til du har en cremet og ikke al for tyk konsistens.
Smag til med salt og peber.
Hæld den over salaten lige inden servering.

onsdag den 21. november 2012

Rodfrugtrulle med spinat

Denne "rulle" er en super lækker måde at spise rodfrugter på, så det er ikke sidste gang det skal prøves. Min rulle blev måske ikke lige så fast, men den var sååå varm, at det ikke lige var så nemt:) Ellers er den ganske nem at lave.
Vi fik den sammen med oksekødspølser fra Løgimose og tomatsauce. Skal vi have den som en selvstændig vegetarret ville jeg nok smøre den med et tyndt lag tomatsauce inden spinaten kommer i. Ja, og så drysse med lidt ost:) Sammen med en sprød salat ville det være et lækkert vegetarisk måltid.
Opskriften er fra BoligMagasinet december 2012.

Rodfrugtrulle med spinat (2 pers.)
4 store kartofler (ca. 500 g.)
2 gulerødder
1 rødbede
1 løg
1 fed hvidløg
4 æg
2 spsk. hvedemel
50 g. babyspinat
salt, peber

Skræl kartofler og rodfrugter. Riv dem groft og pres væden fra.
Pil løget og riv det godt. Pres hvidløget.
Bland rodfrugter med løg, hvidløg, mel, æg, salt, peber.
Beklæd en bradepande med bagepapir og bred massen ud i ca ½-1 cm. tykkelse.
Bag den ved 200 grader i 15-20 min.
Skyl spinaten og lad den dryppe godt af.
Læg spinaten på den bagte rodfrugtomelet. Rul omeletten sammen i bagepapiret og bag en yderligere 10 min.
Serveres i tykke skiver med det samme.

onsdag den 31. oktober 2012

Pastinaktærte med smørstegte svampe

Denne tærte har ingen bund og består næsten kun af rodfrugter, kvark og æg. Det bliver den nu ikke ringe af og var det ikke for osten, så var den også ret så sund.
Det er en meget stor portion, så jeg løb lidt ind i problemer, da jeg ikke have en springform der var stor nok, så jeg brugte 2 mindre forme og lavede lidt ekstra fyld. Nu skriver jeg opskriften som den står i BoligPlus nr.20/2012, så må du selv regulere alt efter om din form er stor nok eller ej.
Det skulle egentligt have været kantareller på toppen, men dem de havde i Føtex var simpelthen så beskidte at det ville tage evigheder at børste dem rene og det havde jeg ikke tid til. Så det blev bare brune champignoner i stedet. Her kan man jo bare bruge lige de svampe man ønsker.

Pastinaktærte med smørstegte svampe (4-6 pers.)
500 g. pastinak
400 g. melede kartolfer
4 små løg
2 dl. hakket persille
200 g. revet ost
4 æg
250 g. kvark
1 dl. mælk
200 g. svampe i skiver
smør, salt, peber

Skræl kartofler og pastinakker og skær dem i tynde skiver.
Hak løget.
Bland pastinakker, løg, kartofler, persille og det meste af osten.
Smør en stor springform rigtig godt. Hæld grøntsagerne heri, ryst dem på plads og drys med resten af osten.
Pisk æg, kvark og mælk sammen med lidt salt og peber. Hæld det i springformen.
Bag tærten ved 175 g. i 1 time og 15 min. nederst i ovnen. Mærk efter med en kniv, om pastinakkerne er møre inden du tager tærten ud.
Lad tærten hvile 10 min. inden du løsner formen.
Imens steges svampene i en lille smule smør, til væden er fordampet og de er blevet gyldne.
Krydder dem med lidt salt og peber og hæld over tærten lige inden servering.

mandag den 29. oktober 2012

Appelsin-Avocadosalat med ristede mandler


Denne salat er enkel, men stadig med masser af dejlig smag.
Den er fra "Suveræne Salater Året Rundt". Ok, jeg har snydt lidt, for den hører til december-afsnittet, men jeg havde sån lyst til appelsiner:)
Dressingen synes jeg er lige til den syrlige side, så skru evt. lidt ned på mængden af citronsaft.
Vi fik den sammen med "Korntaboulleh med rødbede, granatæble og mynte" og en helstegt kyllerylle. Rigtig lækker mad på en helt almindelig tirsdag eller hvornår det nu var:)

Avocado-Appelsinsalat med ristede mandler (2 pers.)
1 moden avocado
1 appelsin
25 g. mandler
3 spsk. friske krydderurter (fx. persille og mynte)

Dressing:
skal af ½ økologisk appelsin
1 lille fed hvidløg, presset
1 spsk. friskpresset citronsaft
1 tsk. olivenolie
salt, peber

Rist mandlerne på en pande til de får lidt farve.
Lad dem køle af og hak dem groft.
Bland alle ingredienserne til dressingen, men hold lidt igen med citronsaften. Smag til med citronsaft, salt og peber.
Skær avovadoen i tynde både og appelsinen i tynde skiver.
Anret avocado og appelsin på et lille fad og dryp dressingen over.
Drys med hakkede krydderurter og server straks.

fredag den 26. oktober 2012

Korn-Taboulleh med rødbede, granatæble og mynte

Endnu en et hit fra "Suverænde Salater året rundt"- jeg er virkeligt begejstret for den bog:)
Vi fik den sammen med en anden salat fra bogen og en helstegt kylling. Rigtig lækkert, men lidt for sundt efter Kristians mening:)
I bogen bruger de meget granatæblesirup, men det har jeg ikke fundet nogen steder. Til gengæld har jeg fundet en balsamico med granatæble og den er rigtig skøn.

Korn-Taboulleh med rødbede, granatæble og mynte (2 pers.)
1½ dl. perlespelt
2 store rødbeder
25 g. pinjekerner
½ dl. friske, hakkede krydderurte- fx. mynte, persille eller dild.
kerner fra ½ granatæble
olivenolie, salt, peber

Dressing:
½ fed hvidløg, pressset
1 spsk. olivenolie
½ spsk. granatæblebalsamico
salt, peber

Skræl rødbederne og skær dem i små tern. Vend dem i en smule olivenolie, groft salt og lidt peber.
Bag dem i ca. 20-25 min. ved 200 grader, så de stadig har en smule bid.
Skyl perlespelten godt og kog den efter anvisningen på pakken.
Rist pinjekernerne gyldne på en tør, varm pande.
Rør alle ingredienserne til dressingen sammen.
Vend perlespelt, de bagte rødbeder, pinjekerner, halvdelen af krydderurterne og halvedelen af granatæblekernerne sammen.
Anret salaten på et fad eller i en skål. Drys med resten af krydderurterne og granatæblekernerne.

fredag den 12. oktober 2012

Ovnbagt hokkaido med ahornsirup og solsikkekerner

 De smukke, orange græskar tiltrækker mig altid når jeg er på torvet, men jeg tror aldrig, at jeg bliver rigtigt vilde med dem. Den søde, lidt flade og tørre smag er bare ikke lige mig.
Alligevel måtte jeg lige prøve denne her fra "Suveræne Salater Året Rundt". Græskar er stadig ikke favoritten herhjemme, men det her er alligevel en af de bedre opskrifter med græskar. Så er du vild med græskar skal du lave sån en omgang her. Vi fik den sammen med ovnbagte kartofler og rodfrugter, der blev vendt med frisk timian og granatæble, hakkebøffer og en sprød salat.

Ovnbagt hokkaido med ahornsirup og solsikkekerner (2 pers.)
1/2 hokkaidogræskar
2 spsk. olivenolie
1 1/2 spsk. ahornsirup
1 tsk. chilipulver
25 g. solsikkekerner
1 tsk. æbleeddike
50 g. flødeost


Flæk græskaret, skrab kernerne ud og skræl det evt. Skrællen kan spises, men jeg foretrækker den uden.
Skær græskaret i tynde både.
Bland olivenolie og ahornsiru. Pensel græskarskiverne med blandingen på begge sider og læg dem på en bageplade med bagepapir. 
Drys med chilipulver.
Bag ved 225 grader varmluft i 20 min. Fordel solsikkekernerne over og bag yderligere i 5 min.
Anret skiverne på et fad med solsikkekernerne, dryp med æbleeddike og fordel små toppe af flødeost over. Spis med det samme.
Salaten her er også fra "Suveræne Salater Året Rundt" og består af spinatblade, æble, trænebær/rosiner og et drys lakridspulver. Lakridspulveret var meget mildt, så den kunne godt ha brugt et drys mere:)

torsdag den 4. oktober 2012

Krydret Grøntsagssuppe


En dejligt krydret og mættende suppe fra "I Heart nem Vegetarisk".
Karrypastaen og kokosmælken giver den masser af smag og den varmer godt, helt uden at være stærk. Styrken på færdigkøbt karrypasta kan variere meget, så prøv dig lidt frem.
I opskriften står der, at der skal være mad til 2 personer, men selvom vi begge fik 2 portioner, så er der rester nok til en anden dag. Jeg måtte også tilsætte 1/2 l. grøntsagsboullion i stedet for 2 1/2 dl. for der var simpelthen ikke væske nok til alle grøntsagerne.
Jeg serverede nybagte naanbrød til. Nemt, godt og sundt:)

Krydret Grøntsagssuppe (2-4 pers.)
1 løg
4 kartofler
1/2 gul peberfrugt
4 tomater
100 g. hvikål
2 fed hvidløg
2-3 tsk. rød karrypasta
1 dåse kokosmælk 
ca. 1/2 l. grøntsagsboullion
olivenolie, salt, peber

Tilbehør:
Koriander
Godt brød- fx. naan.

Hak løget og pres hvidløg.
Skræl kartoflerne og skær dem i tern. Hak tomaterne groft. Skær peberfrugten i tern. Skær hvikålet i tynde strimler.
Steg løg og hvidløg i lidt olivenolie til de er bløde og klare.
Tilsæt grøntsagerne, karrypasta og kokosmælk.
Hæld grøntsagsboullion ved indtil du har den ønskede mængde. 
Lad suppen småkoge ind til kartoflerne er møre- det tager ca. 20-25 min.
Smag suppen til med salt og peber.
Server straks med koriander på toppen og godt brød til.

onsdag den 3. oktober 2012

Hvidkålslasange


Da jeg fortalte Kristian hvad menuen stod på var han temmeligt skeptisk. Kål og uden kød?! Han måtte dog indrømme, at det faktisk smagte ganske godt.
Opskriften er fra et udklip fra skuffen, så jeg ved ikke helt hvor den er fra.. 
Det smager hvertfald godt og så er det billig mad. Vi fik en sprød salat med pærer, granatæble og græskarkerner dertil.
Nu lavede jeg kun halv portion, men jeg brugte næsten samme mængde ost. En god en, med masser af smag klæder denne lasange, så drop den kedelige mozzarella:)

Hvidkålslasange (2 pers.)
100 g. hvidkål
1 løg
2 fed hvidløg
1 dåse hakkede tomater
1 tsk. oregano
ca. 8 lasangeplader
75-100 g. revet, lagret ost

Bechamelsauce:
25 g. smør
3 spsk. mel
1/2 liter mælk
lidt revet muskatnød
salt, peber

Riv hvidkålet fint, gerne i en foodprocessor.
Hak løget og pres hvidløget.
Steg løg og hvidløg i lidt olivenolie til de er klare. 
Kom hvidkål, oregano og tomater ved og lad det simre et par minutter.
Krydder med salt og peber.
Smelt smørret i en lille gryde uden at den tager farve. Pisk melet heri.
Spæd op med mælk og kog saucen igennem et øjeblik under omrøring.
Smag til med salt, peber og muskatnød.
Læg lidt af hvidkålssaucen i bunden af et lille, ildfast fad. Kom et lag lasangeplader over og herefter et lag hvidkålssauce og bechamelsauce. Fortsæt til at der ikke er mere sauce. 
Afslut med et lag lasangeplader og bechamelsauce.
Fordel den revne ost over og bag lasangen ved 200 grader i ca. 35 min.
Server med salat til.

fredag den 14. september 2012

Broccolisalat med avocado, granatæble og tranebær

Normalt plejer jeg ikke at være så vild med broccoli, men her på det sidste er jeg blevet ret vild med broccolisalat. Denne her er en af de bedre, fyldt med smag og knas.
Den blev serveret sammen med bagte rodfrugter, som blev vendt i Urtekrams Rodfrugtskrydderi, citronsaft og frisk timian og så MissMuffins Kyllingedeller med spinat og sesam. Sundt og godt:)
Efter en pause fra granatæblerne er de begyndt at dukke op i supermarkederne igen og det passer mig meget fint, for herhjemme er vi ret vilde med de små sursøde og sprøde vitainbomber. De passer super godt sammen med broccoli- prøv det endeligt:)

Broccolisalat med avocado, granatæble og tranebær (2 pers.)
1 lille broccoli
1 moden avocado
6-8 cherrytomater
1 forårsløg
3 spsk. granatæblekerner
1 spsk. hakkede, tørrede tranebær
½ dl. hakkede hasselnødder

Dressing:
½ dl. creme fraiche 9%
1 tsk. dijonsennep
lidt citronsaft
salt, peber

Start med at dele broccoliet i små buketter.
Kom dem i en gryde med kogende vand og kog dem 1-2 min, så de stadig er sprøde indeni.
Hæld vandet fra og lad dem køle af.
Skær forårsløget i tynde ringe og cherrytomaterne i kvarte.
Flæk avocadoen, fjern stenen og skræl og skær den i stykker.
Bland ingredienserne til dressingen og smag til.
Vend herefter broccoli, avocado, tomater, forårsløg, tranebær, hasselnødder og 2 spsk. granatæblekerner sammen med dressingen.
Kom salaten i en skål og drys resten af granatæblekernerne over.
Den kan sagtens tåle at stå lidt på køl inden serveringen.