Viser opslag med etiketten Æg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Æg. Vis alle opslag

søndag den 10. maj 2015

Frittata med asparges, tomater og mozzarella

Frittata lavet på egne æg fra baghaven- det er altså ret hyggeligt!

Frittata er en skøn form for restemad. Sådan spiser vi det hvertfald herhjemme. En rest kogte, bagte eller stegte kartofler, de grøntager der nu er i køleskabet og nogle æg. Så er der frittata.
Denne her er super lækker med den smeltede mozzarella. Vi spiste den med en ordentlig bunke stegt serranoskinke og en helt enkel salat af sprøde salatblade i en olie-eddike dressing. Nem og lækker aftensmad på travle hverdagsaftener. Vi spiser heldigvis lidt mere spændende igen efter en lang periode hvor jeg bare har været totalt uinspireret i køkkenet.

Frittata med asparges, tomater og mozzarella (2-3 pers.)
ca. 3 dl. tilberedte kartofler i tern
2 forårsløg
150 g. cherrytomater
6 asparges
1 kugle mozzarella
6 æg
olivenolie, salt, peber

Tilbehør
Stegt serranoskinke
Sprød salat

Skær forårsløgene i tynde ringe, fjern stilkene fra cherrytomaterne og skær aspargesene i skrå stykker.
Varm olivenolie op på en pande og kom forårsløg, kartofler, tomater og asparges ved. Steg til det har fået lidt farve.
Slå æggene ud i en skål og pisk dem let sammen med salt og peber.
Hæld æggemassen over grøntsagerne på panden og skru ned for varmen.
Skær mozzarellakuglen i skiver og fordel over mozzarellaen.
Kom låg på panden eller lav et låg af stanniol. Lad den stege i 15-20 min ved lav varme til æggemassen er stivnet i toppen- det afhænger af hvor stor din pande er.
Serveres varm med serranoskinke og salat.

mandag den 15. juli 2013

Oste-omelet

Jeg spiser ikke LCHF, men jeg er egentligt stadig tiltrukket af ideen om, at man kan tabe sig ved at spise masser af ost, æg og fløde, imod at skære kulhydraterne væk. Min krop kan ikke klare ren LCHF, for min mave protesterer, men en kraftig reducering af stivelse går faktisk ret godt. Der skal bare lige lidt fuldkorn til også. Så jeg spiser ingen stivelse i 2 ud af 3 måltider om dagen. Værst er det faktisk med LCHF-morgenmaden. Kan simpelthen ikke klemme alle de æg ned fra morgenstunden, men det går rigtig godt med omeletter til frokost. Denne er bestemt en af de mere syndige, men den smager sååå godt:) Især lavet på cheddar. Opskriften er set hos Madbanditten. Jeg har bare tilføjet lidt ekstra ost. Nogle dage kommer jeg lidt babyspinat inden i. Ellers spiser jeg bare en rest salat og gerne en avocado til. Ja, og en god klat kethup, mere helligt skal det ikke være:)

Oste-omelet (1 pers.)
2 æg
1+½ dl. revet ost
salt, peber
1 spsk. smør

Smelt smørret på panden ved middel varme.
Drys osten udover panden og lad den lige smelte sammen.
Pisk æggene sammen og krydder med salt og peber. Hæld dem udover osten. Når æggene er stivnet en smule klappes omeletten sammen og steges yderligere et par min. til den er sprød, gylden og gennemstegt.

tirsdag den 25. juni 2013

Små oste-pizzaer (LCHF)

Jeg LCHF'er ikke, men er blevet mere bevidst om at regulere indtagelsen af stivelse en smule. Jeg tror ikke på de der enten/eller kure, men en middevej må være mere fornuftigt og nemmere at arbejde med.. Den anden dag var jeg alene hjemme og ret så sulten. Rugbrød havde jeg fået til frokost, så det gad jeg da hvertfald ikke igen. I stedet lavede jeg de her små oste-pizzaer med inspiration fra "LCHF- spis dig mæt og glad" af Jane Faber. og de var både nemme og virkeligt lækre! Alt var på lager, så det var nemt at trylle en varm aftensmad frem på ingen tid. Lidt salat til ville ha været godt, men det gad jeg ikke..
Jeg kunne kun spise den ene, men den anden smagte også godt kold til frokost næste dag. Og nu siger jeg noget, som jeg ikke havde regnet med skulle komme ud af min mund; kolde er bunden virkeligt brød-agtig! Så, nu sagde jeg det... Bønnefritter smager godt og oste-omeletter er faktisk brød-agtige når de er kolde!

Små oste-pizzaer (2 stk.)
150 g. revet ost (gerne flere forskellige slags)
2 æg
1½-2 spsk. loppefrøskaller (HUSK)
salt, peber

Fyld:
Tomatsauce
Serranoskinke
Tomater i halve
Peberfrugt i strimler
oregano og sesam til drys

Pisk æggene sammen og rør ost og loppefrøskaller ud heri.
Krydder med salt og peber.
Hæld "dejen" ud i 2 portioner på en bageplade med bagepapir.
Bag dem ca. 20 min. ved 200 grader til de er godt stivnet.
Tag dem ud og smør med tomatsauce. Fordel resten af fyldet over og bag yderligere 5-10 min. til kanterne er brune og sprøde.

tirsdag den 28. maj 2013

Proteinpandekager med bærskum (LCHF)

Jeg prøver stadig at skære lidt ned på stivelsen og sukkeret og det går nu også fint nok. Bare at jeg kan få frugt og bær, for mine søde tand nægter at dø:)
Disse pandekager er ganske lækre, men ikke lige så lækre som rigtige, amerikanske pandekager. Jeg vil helst ikke "nøjes", når jeg ved der findes noget, der er bedre. Engang imellem er jeg nu sikker på, at de her nok kan snige sig ind på menuen. Især fordi bærskummet lige gør det lidt mere lækkert. Vi fik så også lidt friske bær til.
Opskriften er inspireret af Jane Fabers "LCHF- spis dig mæt og glad". Brug den hytteost du kan få med højest procent. Fedt er grundlæggende for LCHF, så der skal ikke spares.

Proteinpandekager med bærskum (8-10 stk.)
3 æg
200 g. hytteost
2 spsk. HUSK
1 tsk. vaniljepulver

Bærskum:
1/4 l. piskefløde
1-1½ dl. optøede jordbær

Kom alle ingredienserne til pandekagerne op i en blender og blend til en jævn masse.
Smelt lidt smør på en pande ved middelhøj varme.
Kom ca. ½ dl. dej på panden. Jeg havde 3 pandekager af gangen. Steg dem til de er gyldne og vend dem så.
Imens laves bærskummet. Pisk fløden til skum. Mos bærrene groft med en gaffel og pisk dem i.
Server de lune pandekager med bærskum og lidt friske bær.

søndag den 12. maj 2013

Hindbæromelet med kokos (LCHF)

Jeg er helt klart til sød morgenmad og denne her ligner jo umiddelbart den dejligste pandekage. Men det er en omelet i forklædning og det kan altså smages, så jeg er ikke helt vild med den her..
Ideen er god og er man vild med æg, så vil den helt sikkert være et hit.
Jeg har brugt friske hindbær, men optøede og afdryppede hindbær skulle også gerne kunne bruges.
Opskriften er (selvfølgeligt) fra Jane Fabers fine "LCHF- spis dig mæt og glad":)

Hindbæromelet med kokos (1 person)
2-3 æg
1 spsk. kokosmælk
½ tsk. vaniljepulver
½ spsk. loppefrøskaller
50 g. friske hindbær
1 spsk. kokosmel
smør til stegning

Pisk æggene godt sammen med kokosmælk, vaniljepulver og loppefrøskaller.
Smelt smørret på en pande og hæld æggemassen ud herpå.
Steg til, at kanterne er faste. Fordel hindbærrene på omeletten, fold den sammen på midten og steg den herefter kort på begge sider.
Serveres med et drys kokosmel og evt. et par ekstra hindbær.

onsdag den 3. april 2013

Kartoffeltortilla

Den anden dag var køleskabet temmeligt tomt, men vi skulle jo have aftensmad. Der var dog æg og en rest kartofler, så det blev til en kartoffeltortilla. I fryseren fandt jeg et par krydrede oksekødspølser med ost. Sammen med en ogang tomater og brøndkarse var aftensmaden heldigvis reddet. Jeg er ret vild med tortillas, men de skal helst være lidt højere end denne her, men jeg har tilsyneladende kun 3 (næsten ens) store pander, så der skal vidst kigges efter en lille en ved lejlighed.

Kartoffeltortilla (2 pers.)
250 g. kogte, kolde kartofler
1 lille løg
4 æg
salt, peber
2 dl. olivenolie

Skær kartoflerne i tern og hak løget fint.
Steg begge dele i halvdelen af olien, til løgene er bløde og kartoflerne sprøde.
Tak kartofler af løg af panden, tør den af med lidt køkkenrulle og varm resten af olien op
Pisk æggene let samen med salt og peber.
Hæld æggeblandingen på panden og fordel kartofler og løg over.
Bag den 6-10 min. afhængig af pandens størrelse. Når den er fast i kanterne vendes den ved hjælp af en tallerken.
Steg yderligere 4-6 min.
Serveres straks.

tirsdag den 19. juni 2012

Salat Nicoise


Billedet af denne lækre salat måtte tages med Iphone, da mit kamera pludseligt var flad for batteri- det er så overvurderet at slukke den slags efter brug:)
Salat Nicoise findes i mange varianter med fælles er vidst, at den indeholder tunfisk, æg, kolde kartofler og oliven.
Jeg skelede til denne opskrift, men biksede den ellers sammen som jeg nu synes. Meget mættende og lækker salat, men vi var enige om, at der godt kunne ha været lidt mere æg..
Jeg kogte kartoflerne samme dag, men en rest kan sagtens bruges.

Salat Nicoise (2 pers.)
1 stor tunsteak
2-3 æg
4 store kartofler
8-10 cherrytomater
1 stort forårsløg
2 store håndfulde babyleaves
5-10 grønne oliven

Dressing:
1 spsk. olie
½ spsk. æblecidereddike
1 tsk. dijonsennep
1 tsk. citronsaft
salt, peber

Kog kartoflerne og køl dem af.
Skyl salaten og dryp den af, skær løget i tynde ringe, cherrytomaterne i halve og kartoflerne i kvarte.
Kog æggene til de er smilende, så blommen ikke smuldre ud i salten. De skal koge 8-9 minutter.
Skyl dem herefter i koldt vand.
Imens steges tunsteaken i en smule olivenolie. Krydder den godt med salt og peber.
Skær den i mundrette bidder.
Pil æggene og skær dem i kvarte.
Bland ingredienserne til dressingen.
Anret alle ingredienserne på to tallerkner- først salat, kartofler og tomater, derefter tunsteak, æg, løg og oliven.
Dryp med dressingen og server med det samme.

onsdag den 30. maj 2012

Kartoffelomelet med ristede løg, chorizo og tomater

En af mine veninder smider jævnligt et ordenligt læs "Hendes Verden" af hos mig og de bliver lige scannet for opskrifter, inden de ryger videre til Mormor. Der er nemlig tit en del gode at komme efter.
Denne uge skulle maden bare være nem og omelet er altså nemt. Dagen før fik vi kartoffelsalat, så jeg tog lidt af de kogte kartofler fra til omeletten her.
Nem, lækker og hurtig aftensmad, som nemt kan suppleres med rugbrød eller salat, hvis sulten er stor. Vi spiste bare lidt koldskål senere, for det er en sommer-livret:)

Kartoffelomelet med ristede løg, chorizo og tomater (2 pers.)
4 æg
300 g. kolde, kogte kartofler
salt, peber
1-2 spsk. olivenolie

Topping:
1 stort rødløg
75 g. chorizo
1 håndfuld cherrytomater

Skær kartoflerne i små tern.
Pisk æggene godt sammen med lidt salt og peber. Vend kartoflerne heri.
Varm olien op på en stor pande og hæld æggemassen heri.
Fold et låg af stanniol og bag omeletten til at overfladen er stivnet. Jeg tog den af panden, delte den i 4 og stegte den kort på den anden side. Det er en smagssag, om man vil det.
Imens gøres toppingen klar. Skær løget i tynde ringe og steg det blødt i en smule olivenolie.
Skær chorizoen i tynde skiver og steg det sprødt sammen med løgene.
Del cherrytomaterne i halve og steg dem med et kort øjeblik.
Server omeletten med toppingen og lidt friske krydderurter.

torsdag den 3. maj 2012

MissMuffins frokost-omelet

Når jeg engang imellem kan spise frokost hjemme kan jeg godt li at gøre lidt ud af den. Lige så højt som jeg elsker en god rugbrødsmad, lige så højt elsker jeg varm mad. Til frokost er rester fra dagen før i høj kurs!
Ofte ender min frokost med at blive noget med æg; rugbrød med friskkogt æg og karse, salat med procheret æg, kartoffelbiks og spejlæg eller en omelet.
Denne omelet blev fyldt med friske spinatblade, en rest stegt kød, et drys parmesan og toppet med spicy salsa. Lækkert og sundt!


MissMuffins frokost-omelet (1 pers.)
2 æg
ca. 1 dl. mælk
salt og friskkværnet peber
olivenolie til stegning

Pisk æggene sammen med mælk.
Krydder med rigeligt salt og peber.
Varm en smule olivenolie op på en varm pande og hæld æggemassen på.
Lad det stege til den er fast og der kommer små "bobler" i overfladen.
Vend omeletten og lad den stege et øjeblik.
Fordel herefter det ønskede fyld på halvdelen af omeletten og fold den anden halvdel ind over.
Steg et øjeblik.

tirsdag den 10. april 2012

Æg i butterdej

Når vi har ferie kan jeg godt lide at gøre lidt ekstra ud af vores morgenmad, for til hverdag spiser vi sjældent morgenmad sammen. Vi startede med de lidt tøsede Kærnemælkspandekager og så sluttede vi med denne herre-morgenmad med æg, ost og bacon! Eller, jeg udskiftede bacon med noget serranoskinke, for det er mindre fedt og smager af mere end bacon gør.
Vi fik frikspresset appelsin-gulerodsjuice til og en klat kethup. En grapefrugt ville ha været et perfekt indslag dertil, for det er en tung og meget mættende morgenmad.
Den kan vaieres i det uendelige, fx. med smurt med lidt tomatsauce eller salsa eller tilføjet lidt dampet spinat, stegte champignoner eller bønner.
Nu lavede jeg dem med vilje lidt store, men de kunne også sagtens laves mindre og med kun 1 æg. Så ville de være perfekte til en brunch!
Opskriften har jeg fra Birthe:)

Æg i butterdej (2 pers.)
½ pk. fersk butterdej
4 skiver serranoskinke
ca. 1 dl. revet cheddarost
4 æg
salt, peber
en smule parmesan

Varm ovnen op til 200 grader.
Kom skinken på en bageplade med bagepapir og bag det et par min. til det er sprødt.
Udstik 2 cirkler af butterdejen og rids endnu en cirkel ca. 1 cm inde- uden at skære igennem. Det vil danne en lille kant, så æggene ikke flyder ud.
Fordel det sprødstegte skinke og osten inden i den inderste cirkel.
Placer dem på en bageplade med bagepapir og bag dem i ca. 6 min, til butterdejen er blevet let sprød og kanten er hævet.
Tag dem ud af ovnen.
Slå æggene ud i en lille kop og hæld dem forsigtigt ned i hver butterdejs-cirkel.
Krydder med salt og peber og giv dem et lille drys parmesan.
Bages yderligere 6-8 min. til æggehviden er fast og blommen stadig en smule blød.
Tag dem ud af ovnen, drys med en smule parmesan og server med det samme.

onsdag den 24. august 2011

MissMuffins salat med porcheret æg og croutoner

 Når jeg er alene hjemme spiser jeg næsten altid salat, hvis der ikke er rester på lager.
Jeg elsker salat- det gør Kristian ikke:)
Der er utroligt mange lækre salater at vælge imellem, så jeg skifter hele tiden, men babyspinat og ærtesalat har vi næsten altid.
Krydderurter smager også godt imellem salatbladene, så det bruger jeg også tit.
Så idag blev det til ærtesalat, babyspinat, raddicchio, feldsalat, rød syre og brøndkarse.
Udover salaterne blev det også til lækre tomater hjemme fra Pap, agurk og ærter.


For lidt varitation ville jeg så lave et porcheret æg til idag, selvom det lød noget svært.
Mit æg blev da heller ikke helt perfekt og fik lidt "flimser", men jeg er udemærket tilfreds med resultatet til at det var første forsøg.
Næste gang vil jeg lave 2 æg, for 1 var lige i underkanten:)
For det bedste resultat skal ægget være så friskt som muligt, helst ikke mere end en dag gammel- det er noget med proteinet i æggehviden at gøre.
Så nye var mine æg nu ikke, men det gik alligevel.
Nu havde jeg også et par skiver tørt kartoffelfranskbrød som skulle bruges, så det blev forvandlet til croutoner til salaten. Rigtig lækkert, for så var der noget til at suge den lune æggeblomme op med:)

MissMuffins salat med porcheret æg og croutoner (1 person)
1 håndfuld babyspinat
1 stor håndfuld blandende salater og krydderurter
2 tomater
1/3 agurk
1 håndfuld ærter
1-2 æg
ca. 1 dl. eddike
2 skiver brød
hvidløgsolie, groft salt

Fjern skorpen fra brødet og skær det i små tern.
Steg det helt sprødt i en smule hvidløgsolie og drys med salt.
Skyl salaterne og anret dem på en tallerken.
Skær tomaterne i både.
Fjern kernerne fra agurken og skær den i skiver.
Fordel ærter, tomater og agurk over salaten.
Bring en gryde med vand i kog sammen med eddike og en smule salt.
Når vandet koger skruer du en smule ned for varmen, så der ikke er for store bobler.
Slå ægget ud i en lille kop og hæld det forsigtigt ned i gryden.
"Form" straks æggehviden omkring ægget med en ske.
Lad det småkoge i ca. 3 min.
Tag det op med en hulske, dyp det kort i koldt vand og fjern flimserne.
Anret straks brødcroutoner og æg ovenpå salaten og spis det med det samme, så æggeblommen stadig er lun.
NB: Laver du mere end 1 æg, så lav dem et af gangen!

lørdag den 14. august 2010

Spinatæggekage med bagte grøntsager og bacon..

Igen har Trine Hahnemanns "365 hverdagsretter" dikteret aftensmaden med ret nr. 162..
Idag blev det denne lækre æggekage med bagte cherrytomater, peberfrugt og bacon. Dertil fik vi rugbrød og selvfølgeligt kethup:)
Efter besøg i 3 butikker måtte jeg opgive at få frisk spinat, så det blev bare babyspinat istedet. Spinaten smager ikke særligt tydeligt igennem, så Kristian var ret begejstret.
Uden bacon kan den fint spises af vegetarer.
Jeg har lavet et par ændringer, men skriver opskriften som jeg nu fik den stykket sammen.


Spinatæggekage med bagte grøntsager og bacon(4 pers)
12 æg
1 dl fløde
salt, peber
150 g frisk spinat
1 forårsløg
2 spsk olivenolie


1 pk. bacon i skiver
1 rød peberfrugt
1 lillebakke cherrytomater
olivenolie, citronskal opg oregano


Pisk æggene godt sammen.
Hak spinaten fint og skær forårsløget i tynde ringe.
Pisk fløde, salt, peber, spinat og forårsløg i æggene.
Varm olivenolien op på en pande og hæld æggemassen derpå.
Skru ned, kom låg på og lad den stege ved svag varme i 30 min- den skal ikke vendes.
Skær peberfrugten i strimler og vend den i citronskal, oregano og olie sammen med tomaterne.
Kom dem på en bageplade med bagepapir.
Læg baconnet på en bageplade med bagepapir.
Steg bacon og grøntsager ved 200 grader(varmluft) i ca. 20 min.
Server æggekagen med grøntsagerne, bacon, kethup og rugbrød.