Viser opslag med etiketten Nødder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nødder. Vis alle opslag

onsdag den 11. marts 2015

Chokoladetærte med karamelliserede peanuts

Denne tærte er ikke særlig smuk, men den smager intenst af chokolade og peanuts.
Et lille stykke er nok, men den smager af lidt mere..

Jeg elsker at være til madklub, om det så er hos mig selv eller en af de andre. Det er bare hyggeligt. Sidst var det min tur til at have besøg og så er det med at benytte anledningen til at lave noget godt mad. Ugen forinden dukkede min kære onkel op med et par friskfangede laksesider til fryseren, så sådan en fik vi bagt i oven med nødde-topping, små stegte kartofler med urtedressing og en rødbedesalat. Sundt, rustikt og godt :)
Desserten skulle helst laves dagen før, så valget faldt på denne tærte med salte peanuts og chokolade. Opskriften ser måske omstændig ud, men den tager ikke lang tid at lave.
Tærten er næsten konfekt-agtig, så vi spiste kun et lille stykke hver. Det var mine kollegaer glade for dagen efter:)
Opskriften er fra AltForDamerne.

Chokoladetærte med peanuts
Bund:
100 g. salte peanuts
100 g. digestive
50 g. smør

Karamelliserede peanuts:
100 g. salte peanuts
100 g. sukker

Chokoladeganache:
200 g. mørk chokolade
200 ml. piskefløde
40 g. glukosesirup

Kom kiks og peanuts i en foodprocessor og blend til "mel".
Smelt smørret og bland det godt med nødde- og kiksekrummerne.
Pres blandingen ud i en lille tærteform. Tryk den godt sammen og pænt op af siderne.
Stil den på køl mens fyldet laves.
Smelt sukkeret i en lille gryde, så det bliver til karamel. Pas på, det bliver meget varmt! Rør peanuts i og hæld blandingen over på et stykke bagepapir til afkøling.
Når det er kølet af hakkes karamelmassen- den ene halvdel lidt fint, den anden halvdel lidt grovere.
Fordel den finthakkede halvdel over tærtebunden.
Hak chokoladen groft og kom den i en skål.
Kom glukosesirup og fløde i en lille gryde og kog det op under omrøring.
Hæld blandingen over chokoladen og pisk godt til du får en bland og glat chokoladecreme.
Fordel chokoladecremen over tærtebunden og dæk med husholdningsfilm. Lad den stå på køl et par timer eller natten over.
Ved serveringen drysses tærten med resten af de karamelliserede peanuts.

søndag den 9. november 2014

Snickerskage

Vi havde den hyggeligste lørdag sammen med Lotte og Carsten og deres lille Marinus. Vi spiste alt for meget og efter denne heftige sag måtte Lotte og mig kapitulere, så vi slog mave oppe i vores seng mens vi lige fik vendt den der verdenssituation :)
Nå, tilbage til kagen. Denne næsten konfektagtige sag fandt jeg hos fine Emily Salomon. Den er god! Opskriften stemmer ikke helt i forhold til bagetider osv, så jeg skriver opskriften som jeg fik den lavet. Der er til rigtigt mange i den her opskrift. Vi kunne kun klemme et stykke ned hver og så var der stadig 3/4 af kagen tilbage. Tænker den ville være rigtigt god som en del af et kagebord, hvor man skærer den ud i små firkanter, for så bliver der til rigtige mange heri.

Snickerskage200 g. blødt smør
4 dl. sukker
3 æg
4 dl. mel
1½ tsk. bagepulver
300 g. peanuts


Karamel
1½ dl. fløde
1½ dl. sirup
75 g. smør
3 dl. sukker

1 stang vanilje

Chokolade
250 g. mørk chokolade 

½ dl. fløde

Pisk smør og sukker godt sammen.
Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt imellem hvert.
Bland mel og bagepulver og vend i blandingen. Rør kun til dejen er netop ensartet.
Kom bagepapir i en bradepande eller springform. Fordel dejen heri.
Fordel peanuts over og tryk dem lidt ned i dejen.
Bag ved 200 grader i ca. 30-40 min. Kagen skal være fast og det bliver den først ret langt henne i bagetiden.
Imens laves karamellem. Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med resten af ingredienserne til karamellem i en lille gryde.
Prik lidt huller i den varme kagebund og hæld karamellem over. Gør det evt. af to omgange, så det får tid til at trænge ned i kagen. Lad kagen køle helt af.
Når kagen er helt kold laves chokoladen. Smelt chokoladen i fløden over vandbad- eller bare lav varme og omrøring.
Fordel chokoladen over kagen og lad stivne. Gerne natten over, så kagen får lov at sætte sig.

mandag den 27. oktober 2014

Lyser rugboller med pistacie




Lige for tiden spiser jeg rigtigt mange pistacienødder, for de smager bare godt og pynter på alt med den grønne farve. Så de skulle også prøves i boller, der blev rigtigt lækre. Vi var dog enige om, at der sagtens kunne være mange flere nødder i. Bollerne går godt til både ost, Nutella og spegepølse, så prøv dem endeligt af. Jeg bruget saltede pistacienødder og undlod ellers salt i dejen og det fungerede ganske fint:)
Jeg fik 5 meget store boller ud af portionen, så lav dem mindre eller gang portionen op hvis du vil have endnu flere.

Lyse rugboller med pistacie (5-6 boller)
10 g. gær
4 dl. vand
1 tsk. brun farin
1 dl. pistacienødder uden skal
3½ dl. fint rugmel
Hvedemel
2 spsk. hakkede pistacienødder til drys

Rør gæren ud i vandet.
Hak pistacienødderne groft og tilsæt dem sammen med farin og rugmel.
Tilsæt hvedemel lidt af gangen til du har en fast, men ret klistret dej. Ælt den rigtigt godt.
Kom dejen i en skål og dæk med husholdningsfilm. Lad den hæve i køleskabet natten over.
Næste dag tages dejen ud af køleskabet og formes til boller med en ske, der er dyppet i vand.
Lad bollerne hæve mens ovnen varmes op til 220 grader.
Bag bollerne i ca. 8-12 min. De skal lyde hule når du banker på dem.
Lad dem køle af på en bagerist.

lørdag den 30. august 2014

Sprødsalat med peanuts med avocadodressing


Det er vigtigt, at vi hver dag spiser grønt i alle de forskellige farver, så vi bliver dækket godt ind med alle de gode vitaminer. Denne salat indeholder masser af gode farver, så spis den med rigtig god samvittighed til fx kylling.

Nu nærmer tiden sig, hvor de søde tomater og sprøde salater skiftes ud med kål og rodfrugter. Lige nu er der så meget lækkert og friskt at vælge imellem, så det er oplagt at kaste sig ud i alverdens sprøde og knasende salater.
Denne her en ren vitaminbombe fyldt med gode fibre og en dressing fuld af gode olier.
For at det ikke bliver for kedeligt at spise kål er det vigtigt, at det skæres meget fint, for ellers bliver det altså en kedelig oplevelse. Kan kun anbefale, at du investere i eller måske bare ønsker dig de lækre skrællere fra Gefu. Ja, mine er sponsorerede, men jeg havde helt sikkert kastet pengene efter dem nu hvor jeg ved, hvor glad jeg er blevet for dem. De skærer alt i de fineste, tynde strimler og så er der minimal opvask.
Jeg dryssede med lidt chiafrø. Chiafrø er et lille bitte super-frø fyldt med de gode omega3-fedtsyrer. En bøtte er dyr, men den holder længe. De kan sagtens undlades.

Sprødsalat med peanuts og avocadodressing (4 pers.)
2 store gulerødder
1/4 spidskål
½ agurk
1 stort æble
1 bolsjebede eller alm. rødbede
1 håndfuld saltede peanuts
1 tsk. chiafrø

Avocadodressing:
1 avocado
1 spsk. græsk yoghurt
1 spsk. limesaft
1-2 spsk. olivenolie
1 fed hvidløg
salt, peber

Skræl grøntsagerne, men behold skrællen på æblet. Skær det hele i fine strimler og bland godt.
Drys med peanuts og chiafrø.
Fjern stenen fra avocadoen og mos den rigtigt godt med olien. Rør yoghurt og limesaft i.
Smag til med salt og peber.

lørdag den 26. april 2014

Pistaciekage med vaniljeskum og jordbær

Denne tid er lig med jordbærtærte-tid. Jeg elsker jordbærkage. Sammen med chokolade må det være min favorit-kage:)

Lige for tiden er jeg ret vild med pistacienødder og hele 2 gange på en uge har jeg lavet en variation opskriften på "Små Pistaciekager". Hver gang med stor succes:)
Første gang bagt i en muffinplade og lavet som små jordbærtærter- se dem evt. på Instagram. Anden gang lavet som en høj kage i form og toppet med vaniljeskum og jordbær. Dejen er nem at have med at gøre, men de færdigbagte kager er ret klistrede, så tænk over hvilken form du vælger. Jeg vil anbefale forme af silikone, der lige har fået et sprøjt bagespray.
Kagen er virkeligt skøn! Bunden bliver tæt og konfektagtig med den lækre smag af pistacie. Vaniljeskummet er friskt og syrligt pga. yoghurten og er man heldig, så kan man få en bakke af de udenlandske jordbær der smager af bare en smule sol og sommer. Ellers kan opskriften også snildt gemmes til jordbær-tiden for alvor rammer.

Pistaciekage med vaniljeskum og jordbær
125 g. usaltede pistaciekerner
125 g. sukker
7 æggehvider
250 g. smør
210 g. flormelis
85 g. hvedemel
75 g. mørk chokolade

Vaniljeskum:
4 dl. fløde
1 dl. græsk yoghurt
4 spsk. sukker
1 vaniljestang

Fyld:
1 bakke jordbær
½ dl. hakkede, usaltede pistacienødder


Blend pistaciekernerne sammen med sukker i en blender eller foodprocessor til en fintmalet nøddemel.
Tilsæt æggehviderne og kør en omgang mere, så det bliver en samlet masse.
Hæld den i en lille gryde og varm den op i et par minutter til den samler sig.
Smelt smørret og sigt flormelis og mel heri. Pisk med et piskeris undervejs, så der ikke dannes klumper.
Vend pistacie-massen sammen med smør-blandingen til en ensartet og ret tynd dej.
Fyld den evt. i en sprøjtepose, for så bliver den nemmere at fylde i formene.
Lad dejen hvile mindst 1 time i køleskabet.
Bag kagerne i 15 min. ved 180 grader.
Skru herefter temperaturen ned til 150 grader og bag yderligere 10-15 min. Kagen skal være svampet og en lille smule klæg i midten.
Lad den køle helt af på en bagerist. Smelt chokoladen over vandbad og fordel den over den afkølede kagebund. Dæk med husholdningsfilm og sæt den på køl ind til servering.
Inden serveringen piskes fløden til en ret fast skum. Pisk yoghurten i.
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Mos vaniljekornene sammen med sukkeret med en gaffel. Pisk det i flødeskummet.
Lige inden servering toppes kagen med vaniljeskum, jordbær i skiver og hakkede pistacienødder.

lørdag den 15. marts 2014

Saltmandler

Gode venner er noget, som jeg er meget taknemmelig for, især fordi de fleste af dem er inden for overskuelig afstand. Nu flytter min søde Nicole til Holland og det har gået stærkt, for hendes kæreste fik arbejde dernede lige pludseligt. Ved jeg kommer til at savne hende :)
Da hun var hjemme for at pakke det hele ned fik jeg hende presset til at komme hjem til mig og spise en aften. Vi spiser ofte sammen, men hvad hun ikke vidste var at jeg havde inviteret hendes bedste veninder til en lille suprise-fest, så hun fik set dem alle, selvom det var et kort visit i Danmark. Behøver jeg sige at vi havde en god aften?
Menuen stod på en af Nicoles livretter; Tomatsuppe med diverse tilbehør og hjemmebagt brød. Desserten var en tung chokoladekage med is og jordbær. Nemt og lækkert.

Pigerne ankom lidt før Nicole, så jeg serverede lidt snacks og et glas søde bobler. De hjemmelavede saltmandler var et stort hit og jeg må sige, at de også blev rigtigt gode. I skålen var også ristede og saltede cashewnødder fra Coop Savannah og chokoladeovertrukne lakridser fra Johan Bülow.
Mandlerne er super nemme at lave. Opskriften fandt jeg hos Emma. Brug den mængde mandler du nu ønsker. Jeg havde kun de der 2½-3 dl. i skuffen. Der skal bare være nok væske til at alle mandler kan være dækket.

Saltmandler
½ l. vand
125 g. groft salt
2½-3 dl. mandler

Kom vand og salt i en gryde og kog op. Rør til salten er opløst.
Tag saltvandet af varmen og kom mandlerne i. Lad dem trække i saltvandet i 20 min.
Hæld vandet fra og bred mandlerne ud på en bageplade med bagepapir. Der skal være god afstand imellem. Rist dem ved 180 grader i 10-15 min. til de er sprøde og lækre. Vend i dem et par gange undervejs.
Lad dem afkøle helt inden de kommes på et tætsluttende glas.

tirsdag den 11. marts 2014

Nøddekage med appelsin og chokolade

Min nye chokolade-bog frister med alverdens lækkerier, men med en gæst på LCHF var den ikke lige oplagt kandidat til en dessert-opskrift. Dog faldt jeg over en lækker kage med mandelmel, appelsin og chokolade. Der var ikke mel i, men sukker. Jeg brugte så palmesukker, der er "sundere" end almindeligt hvidt sukker. Det indeholder stadig mange kalorier, men påvirker blodsukkeret langt mindre. Det kan nu nok diskuteres om denne kage er LCHF eller ej, for der er stadig en pæn mængde palmesukker deri.
En super nem og lækker kage med masser af smag, en tynd og sprød overflade og et svampet indre.
Jeg pyntede med vaniljeprikket flødeskum, revet chokolade, appelsin, granatæbler, kakaonips og frugtkrymmel med granatæble fra Urtekram.
Da jeg ikke havde en form på 18 cm. lavede jeg 1½ portion til en form på 24 cm. og det gik fint.

Nøddekage med appelsin og chokolade (8 stykker)
110 g. mandelmel
100 g. palmesukker
1½ vaniljestang
1½ tsk. bagepulver
3 æg
3/4 dl. olivenolie
fintrevet skal af 1½ appelsin
75 g. mørk, hakket chokolade

Flæk vaniljestangen og  skrab kornene ud. Bland vaniljekorn, mandelmel, sukker, appelsinskal og bagepulver.
Pisk æggene i et af gangen. Rør olivenolien i.
Vend chokoladen i og hæld dejen i en rund kageform med bagepapir. Dæk den til med stanniol og bag den i 30 min ved. 200 grader. Fjern stanniolen og bag kagen yderligere 10 min.
Lad den køle lidt af i formen inden den løftes op og afkøles helt på en bagerist.
Pak den i husholdningsfilm og opbevar den i køleskabet.

onsdag den 5. marts 2014

Cookies med mælkechokolade, hasselnødder og tranebær

Der gik ikke mange minutter fra bogen havde ramt min postkasse til at den var med i køkkenet for at bage cookies. Fordelen ved at have alt for fyldte skabe er nemlig, at der sjældent skal købes ind for at bage en cookie. Jeg havde dog lyst til en cookie med tranebær, så jeg tilsatte lige lidt.
De flyder ikke så meget ud som jeg havde drømt om, så sørg for at trykke dem godt flade inden de ryger i ovnen. Mine blev lidt tykke og kompakte, men smagen fejlede bestemt ingen ting.
Jeg brugte noget af den lækre chokolade som chokoladesmag.dk havde sendt til mig.


Cookies med mælkechokolade, hasselnødder og tranebær (15 stk.)
100 g. blødt smør
75 g. brun farin
75 g. sukker
1 æg
125 g. hvedemel
75 g. havregryn
½ tsk. bagepulver
½ tsk. salt
100 g. mælkechokolade, hakket
50 g. hasselnødder, hakkede
50 g. tørrede tranebær


Rør smør, farin og sukker godt sammen til det er cremet og luftigt. Tilsæt ægget.
Bland mel, havregryn, bagepulver og salt. Rør det i smørblandingen.
Vend chokolade, nødder og tranebær i.
Form dejen til ca. 15 kugler. tryk dem flade og læg dem på en bageplade med bagepapir. Der skal være god afstand imellem.
Bag dem ved 180 grader i ca. 13-15 min til de er gyldne.
Lad dem køle af på en bagerist.



lørdag den 27. juli 2013

Satay-kyllingespyd med peanutdip

Jeg har virkeligt en forkærlighed for mad på spyd, mens Kristian synes det er temmelig besværligt. De her spyd blev nu godkendt, men han var ikke vild med peanutsaucen.
Jeg synes nu, at det smagte godt:)
Opskriften er med inspiration fra AltForDamernes sommertillæg "Sommermad", men der var virkeligt meget ingefær og fishsauce i, så jeg lavede min engen version.
Vi fik en salat af ærtesalat, vandmelon, bittesmå tomater og sesam med lidt god olivenolie over.

Satay-kyllingespyd med peanutdip (2 pers.)
Spyd:
2 kyllingebryster
1 tsk. chilipasta
2 fed hvidløg, presset
3 spsk. fishsauce
5 spsk. neutral olie
2 tsk. rørsukker
2 kaffirlimeblade
1 lime, saften heraf

Peanutdip:
½ dl. crunchy peanutbutter
½ dl. kokosmælk
1-1½ dl. fishsauce
½ lime, saften heraf
salt, peber

Læg 6-8 grillspyd af træ i vand i ca. 30 min. Så går der ikke ild i dem.
Rør alle ingredienserne til peanutdippen sammen og smag til med lidt salt, peber og limesaft. Kan med fordel blendes, da det er svært at røre sammen.
Rør chilipasta, hvidløg, fishsauce, olie, rørsukker, limeblade og limesaft sammen.
Skær kyllingen ud i små stykker og træk det på grillspydene . Pensel dem med halvdelen af marinaden og grill dem i ca. 5 min. på hver side. Hæld resten af marinaden over og server.

tirsdag den 16. juli 2013

Kernebrød uden mel (LCHF)

Nu måtte jeg også afprøve det omdiskuterede kernebrød uden mel, der skulle være en LCHF-erstatning for vores elskede rugbrød.
Først tænkte jeg, at det var et frygteligt dyrt brød at lave, hvis det skulle erstatte mine rugbrødsmadder til frokost, men jeg fik alligevel 26 tynde skiver, plus endeskiverne og det var helt okay- det er super net at skære når det er koldt. Dem jeg ikke lige skulle spise frøs jeg ned, for de skulle være lige så gode efter en tur i fryseren.
Jeg har hørt mange blandende meninger omkring brødet, især at det skulle være meget olieret. Det oplevede jeg ikke, men om det var fordi jeg glemte det i ovnen så det fik 20 min. ekstra, det ved jeg ikke :) Jeg synes det smager rigtig godt, mætter rigtigt godt og virkeligt giver noget at tygge på. Så jeg kan sagtens finde på at bage det igen..

Kernebrød uden mel
100 g. hørfrø
100 g. solsikkekerner
100 g. sesamfrø
100 g. græskarkerner
100 g. mandler, grofthakkede
100 g. hasselnødder, grofthakkede
½ dl. olie
5 æg
150 g. revet ost (jeg brugte cheddar)
2 tsk. salt

Bland kerner, frø og nødder sammen med olie og salt.
Pisk æggene let sammen og vend dem i sammen med osten.
Kom massen i en brødform med bagepapir og glat overfladen lidt.
Bag brødet ved 160 grader i ca. 1 time, måske lidt mere. Mit fik 1 time og 20 min. fordi jeg glemte det..
Lad det køle helt af på en rist inden du skærer det i skiver.

torsdag den 20. juni 2013

Grovboller med mandler, tranebær og kokos

Lige for tiden er jeg ret glad for tranebær og nødder i mine boller. Det giver bare masser af smag, konsistens og så passer det super godt til både salt og sødt pålæg. Især til ost:)
Disse boller har jeg tilsat lidt kokosmel. De giver en lille smule sødme og fremhæver nøddesmagen rigtig godt. Jeg har også læst, at kokosmel skulle være ret godt i rugbrød, men jeg er en elendig rugbrøds-bager, så det har jeg ikke testet.


Grovboller med mandler, tranebær og kokos (10 stk.)
15 g. gær
5 dl. vand
2 tsk. salt
1 tsk. rørsukker
1 dl. mandler, grofthakkede
1 dl. kokosmel
1 dl. tørrede tranebær
4 dl. grahamsspeltmel
Hvedemel

Rør gæren ud i vandet.
Tilsæt salt, sukker, mandler, kokosmel, tranebær og grahamsspeltmel. Rør det godt sammen,
Tilsæt hvedemelet lidt af gangen og ælt dejen til den er fast, smidig og let klistret. Ælt den godt og længe. Dæk skålen til og lade den hæve på køl natten over.
Form dejen til boller med våde hænder og stil den på en bageplade med bagepapir.
Lad den efterhæve lunt og tildækket mens ovnen varmer op til 230 grader.
Skru ned til 210 grader og bag bollerne i 10-12 min. til de lyder hule og sprøde når du banker dem på bunden.
Lad dem køle af på en rist.

torsdag den 13. juni 2013

Grove nøddeboller

I denne eksamenstid laves der rigtigt meget gruppearbejde og det foregår som regel hjemme hos mig. Det er lidt hyggeligere og vi får noget ordenligt at spise. Ja okay, alt for meget at spise er vidst den rigtige beskrivelse:) Vi starter altid med at spise morgenmad sammen. Så der er godt gang i bageriet herhjemme, for en lun, nybagt bolle er vi alle ret vilde med.
De her blev ret gode. Grove, sprøde, dejlig smag af malt og rigeligt med knasende nødder. Jeg har mange rester af mel, kerner, nødder, frø og gryn som trænger til at blive brugt op, så de fleste boller laves på slump, men her kom der en opskrift ud af.
Jeg bruger næsten altid samme metode med at ælte dejen rigtig godt på min elskede KitchenAid, lade den hæve køligt natten over og så bage dem næste morgen. Det bliver altid godt!
Maltsirup kan købes i de fleste større supermarkeder. Det er lidt dyrt, men giver en rigtigt god smag og farve til dine boller.

Grove nøddeboller (10 stk.)
20 g. gær
5 dl. koldt vand
2 spsk. maltsirup
½ spsk. groft salt
1 dl. mandler, grofthakkede
1 dl. hasselnødder, grofthakkede
½ dl. valnødder, grofthakkede
1 dl. hørfrø
4 dl. grahamsspeltmel
Hvedemel
Valsede ruggryn til drys

Rør gæren ud i vandet. Tilsæt maltsirup, salt, de grofthakkede nødder, hørfrø og grahamsspeltmel. Rør det godt sammen.
Tilsæt hvedemelet lidt af gangen og ælt til en fast, smidig og let klistret dej. Ælt den godt og længe.
Kom dejen i en skål og dæk den med husholdningsfilm. Lad den hvile natten over i køleskabet, eller hvertfald køligt.
Tag dejen ud næste morgen og form med våde hænder den til 10 boller, som sættes på en bageplade med bagepapir. Lad bollerne efterhæve mens ovnen varmes op til 250 grader.
Drys bollerne med valsede ruggryn og bag dem i 12-15 min. til de lyder hule og sprøde når du banker på dem. Lad dem køle helt af på en bagerist.

fredag den 31. maj 2013

Almond Biscotti


Jeg er jo oprindeligt uddannet sekretær og på de tilhørende skoleforløb var der nogle søde piger, som jeg stadig ses med jævnligt. Sidst var det på cafe, hvor Anne sad og drømte om "de der tørre småkager" til hendes latte, men dem var der ingen af. Jeg måtte indrømme, at jeg heller ikke havde en opskrift på bloggen, men det kan der gøres noget ved. Selvom jeg ikke rigtigt drikker kaffe, så er jeg vild med biscotti og de er jo super nemme at bage selv.
Opskriften fandt jeg på bloggen Food4tots.
Jeg synes, at der var alt for mange mandler, for jeg kunne slet ikke have dem i dejen, så jeg brugte nok kun 50-60 g. De blev alligevel rigtigt lækre og med den helt rigtige mandelsmag:) I en kagedåse eller et tætsluttende glas kan de snildt holde sig et par uger..
Det er ikke sidste portion jeg har bagt i nærmeste fremtid. Der kan jo kommes alle mulige forskellige slags nødder, krydderier, tørrede frugter, citronskal, chokolade osv. deri og så er der altid lige lidt at byde til kaffen :)

Almond Biscotti (35-45 stk.)
120 g. mel
30 g. mandelmel
½ tsk. bagepulver
1 æg
75 g. rørsukker
50-60 g. mandler

Varm ovnen op til 160 grader. Rist mandlerne på en bageplade med bagepapir i ca. 8. min. til de har fået lidt farve.
Bland mel, mandelmel og bagepulver.
Pisk æg og sukker rigtigt godt sammen og vend herefter mel-blandingen i.
Kom lidt mel på bordet og hænder og ælt til en fast, men let klistret dej. Ælt mandlerne ind heri.
Del dejen i 2 stykker og form dem til lange, flade retangler. Læg dem på en bageplade med bagepapir.
Bag dem ved 160 grader i 30 min.
Tag dem ud og lad dem afkøle i ca. 15-20 min.
Skær retangelerne i tynde skiver med en stor, skarp kniv. Læg dem tilbage på bagepladen med skærefladen op.
Bag dem yderligere 7-10 min. ved 160 grader til overfladen er tør og sprød- bruger du ikke varmluft skal de nok lige vendes undervejs.
Lad dem køle helt af på en bagerist inden de kommes i en kagedåse eller tætsluttende glas.

torsdag den 15. november 2012

Rødbedesalat med valnødder og brøndkarse

Jeg er blevet ret så glad for rødbeder på det seneste og det er heldigvis ikke en dårlig ting.
Denne salat er også bare rigtig lækker, mættende og sund. Den blev serveret sammen med Pastinaktærten, granatæblesalsaen og blommefocaccia'en, da blogger-pigerne var her. Så er vi vidst også færdige med den middag:)

Rødbedesalat med valnødder og brøndkarse (4-6 pers.)
4-5 store rødbeder
75 g. valnødder
2 potter brøndkarse
4 spsk. olivenolie
2 spsk. Urtekram Rodfrugtkrydderi

Dressing:
2 spsk. olivenolie
1 spsk. granatæblebalsamico
½ tsk. dijonsennep
1 tsk. citronsaft
1 lille fed hvidløg, presset
salt, peber

Skræl rødbederne og skær dem i små tern. Vend dem i olivenolie og rodfrugtkrydderi.
Bag dem i 35-40 min. ved 200 grader, så de stadig er en smule sprøde indeni.
Lad dem køle lidt af.
Rist valnødderne på en varm og tør pande til de får lidt farve.
Lad dem køle lidt af og hak dem groft.
Bland alle ingredienserne til dressingen og smag til med salt og peber.
Vend rødbeder og brøndkarse med dressingen og drys med valnødder.
Serveres straks.

tirsdag den 24. april 2012

Mandelsmør med kanel

 Da Camilla den anden dag lavede mandelsmør bestemte jeg mig hurtigt for, at dette måtte prøves.
Jeg havde dog ikke noget ahornsirup, så jeg brugte canesirup. Måske var det også derfor, at jeg ikke rigtig kunne få det til at blive til smør. Jeg tilsatte så en smule vand og det var hvad der skulle til for at jeg fik lækker og cremet mandelsmør. Den er noget mørkere end Camillas, men det må være siruppen:)
Det smager super godt på brød, men er faktisk allerbedst sammen med frugt- især æbler.

Mandelsmør med kanel300 g. mandler
80 ml. sirup
1 tsk. kanel
1 nip salt
evt. ½ dl. lunken vand

Bland mandlerne med siruppen og bred dem ud i et lag på en bageplade med bagepapir.
Rist dem i ovnen ved 160 grader i 15-20 min og vend dem jævnligt.
Bag dem så længe som muligt, men uden at de bliver brændte.
Tag dem ud af ovnen og lad dem køle lidt af- de må endeligt ikke være for varme når de blendes.

Kom de let afkølede mandler i en foodprocessor og kør dem indtil de er cremede. Stop maskinen med et par minutters mellemrum og skrab mandlerne ned fra kanten. Det tager 10-20 minutter at få en helt cremet smør. Hvis nødderne ikke samler sig til smør, så tilsæt evt. en smule vand.
Smag til sidst til med kanel og en nip salt.

søndag den 3. april 2011

Nøddeboller med fuldkorn

Jeg har længe gerne ville bage disse nøddeboller fra Rikke Grybergs "Byens Bedste Brød", men jeg har ikke fundet halvsigtemel nogen steder.
Nu har jeg så købt det igennem en bager jeg kender.
Jeg må indrømme, at jeg slet ikke ved hvad halvsigtemel kommer af?!
Det er hvertfald ret mørkt, når det bliver bagt.
Bollerne var desværre en skuffelse! Alt for tunge og bastante og noget hårde at tygge sig igennem.
Mængden af fuldkornsmel er også ret høj, så i næste forsøg vil jeg nøjes med at bruge halvsigtemel og så erstatte fuldkornshvedemelet med hvedemel eller måske ølandshvede.
Jeg må snart lave et nyt forsøg! Nødder er altid godt!

Nøddeboller med fuldkorn (14-15 stk.)
15 g. gær
1½ dl. kærnemælk
5 dl. vand
1½ tsk. salt
2 tsk. honning
200 g. halvsigtemel
550 g. fuldkornshvedemel
200 g. italiensk hvedemel (Tipo 00)
50 g. blødt smør
65 g. hakkede mandler
65 g. hakkede hasselnødder
65 g. hakkede valnødder

Pynt:

Hasselnøddeflager.

Rør gæren ud i kærnemælk og vand.

Rør salt, honning og nødder i.
Tilsæt mel og smør og ælt dejen rigtig godt.
Kom den i en skål og dæk den med husholdningsfilm. Skal efterhæve i køleskabet natten over.
Dagen efter tages dejen ud af køleskabet og formes til 15 boller.
Stil bollerne på en bageplade med bagepapir. Pensl med vand og drys med hakkede nødder.
Lad bollerne efterhæve ca. 2 timer til ca. dobbelt størrelse.
Varm ovnen op til 230 grader.
Kom bollerne i ovnen og skru ned på 200 grader. Bag dem i 14-17 min.