Viser opslag med etiketten Müsli. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Müsli. Vis alle opslag

onsdag den 25. marts 2015

Sprød granola med nødder og banan

Sådan en farvestrålende omgang morgenmad med et blødkogt æg til er virkeligt et morgenmadshit:)

Hel boghvede bliver til den sprødeste, knasende granola og det er altså lidt svært at blive afhængig!
Denne version har en rigtigt fin smag af banan og ristede nødder og er vidst en ny favorit herhjemme. Jeg laver hvertfald en portion hver evig eneste uge til de mange skålfulde smoothies vi spiser!
Hel boghvede køber jeg i Helsekosten. En stor pose (1 kg?) koster knapt 40 kr.
Smoothien er lavet af en pose frosne hindbær, 1 lille banan, 1 avocado, 2 spsk. olie og lidt vaniljesukker. Nogle gange kommer jeg også en skefuld chiafrø i.Sprød granola med banan og nødder (1 stort glas)
2 modne, mosede bananer
1 dl. revet kokos
1 dl. hasselnødder, hakkede
½ dl. mandler, hakkede
4 dl. hel boghvede
2 tsk. vaniljepulverBland alle ingredienserne godt sammen
Bred det ud på en bageplade med bagepapir og bag i ca. 45 min. ved 150 grader.
Rør i det undervejs. Det er meget vådt i starten, men det skal nok blive tørt og sprødt.
Lad køle helt af inden det kommes i et glas med låg.

fredag den 22. august 2014

Granola med chokolade og boghvede



Granolaen smager virkeligt godt sammen med græsk yoghurt, en klat æblemos og lidt friske blåbær.
Den er også testet ovenpå en smoothie og også her var den knasende konsistens virkeligt god:)

Min granola kom slet ikke til at ligne opskriften fra Deliciously Ella og den var da også ved at ende i skraldespanden, men heldigvis fandt jeg en lille smule gemt tålmodighed og endte med en virkeligt lækker og sprød granola. Den skal laves igen når den store krukke er tom!
I stedet for honning består den våde masse af usødet æblemos og dadler, men det giver rigtigt meget fugt, som boghvedeflager og havregryn suger. Så næste gang vil jeg tilsætte endnu flere nødder og kerner, men det vil bestemt heller ikke gøre mig noget, for det er det allerbedste i sådan en omgang her. Måske også lidt ekstra kakao, men jeg er også en chokoladegris:) Når granolaen lige får den ekstra tid til at tørre i ovnen bliver den helt vildt sprød og knasende og det elsker jeg.
Jeg brugte boghvedeflager, for jeg har ikke kunne finde sådan nogle poppet boghvede som der bruges i opskriften. Æblemosen kogte jeg selv af æbler fra haven, men ellers har Urtekram en usødet version.
Opskriften er ikke helt perfekt, men et godt udgangspunkt for en virkeligt lækker og sund granola.

Granola med chokolade og boghvede
200 g. dadler uden sten
3½ dl. æblemos uden sukker
10 g. smør
1 spsk. vaniljepulver
4 spsk. kakao
2 dl. solsikkekerner
1 dl. græskarkerner
1 dl. hørfrø
2 dl. mandler, grofthakkede
300 g. boghvedeflager
ca. 400-450 g. havregryn
100 g. mørk chokolade

Klip dadlerne i minde stykker og kom dem i en lille gryde sammen med smør og æblemos.
Lad det simre et par minutter til at dadlerne er helt bløde.
Kom blandingen i en blender og tilsæt kakao og vaniljepulver. Blend til en glat masse.
Kom solsikkekerner, græskarkerner, hørfrø, mandler, boghvedeflager og havregryn op i en stor skål og hæld dadel-blandingen over.
Bland det hele godt sammen. Jeg synes det er nemmest med handsker på. Hvis blandingen bliver alt for våd, så tilsæt flere havregryn. Den vil blive som en stor, tør dej.
Fordel massen på 2 bageplader med bagepapir. Del de største klumper i mindre stykker.
Bag ved 200 grader i ca. 15 min. Rør jævnligt deri, så det ikke brænder på. Skru derefter ned på 150 grader og bag yderligere 15-20 min. til at det føles rimeligt tørt.
Lad det køle helt af på pladerne.
Hak chokoladen groft og bland i. Hæld det hele i en lufttæt beholder.

tirsdag den 29. juli 2014

Banangranola



Smuk morgenmad i en smuk tallerken fra mormors gemmer og blomster fra haven- så starter dagen godt.


Efter en varm sommernat er min appetit ikke særligt stor om morgenen, så jeg spiser ofte yoghurt med müesli og frugt i denne tid. Det ligger nemlig ikke så tungt.
Den müesli man kan købe i supermarkederne er ofte fyldt med en masse unødvendig sukker, så jeg laver altid min müesli selv- om end jeg elsker de der billige chokolademüesli varianter der findes i ethvert supermarked:)
Denne her er sødet med banan, så den er meget sundere og overraskende sød, så den tilfredsstiller fint med søde tand. Ærger mig dog lidt over, at den ikke blev sprødere.
Opskriften er med inspiration fra den smukke blog Green Kitchen Stories.

Banangranola
2 modne bananer
2 spsk. olie
3 spsk. flydende honning
250 g. havregryn
2 dl. nødder
1 dl. græskarkerner
½ dl. sesamfrø
½ dl. hørfrø
1 spsk. vaniljepulver


Mos bananerne rigtigt godt sammen med olie og honning- der må ikke være klumper.
Bland resten af ingredienserne i og mos det rigtigt godt sammen.
Spred det hele ud på en bageplade med bagepapir og rist det ved 220 grader i 20-25 min. Rør flere gange i det undervejs.
Lad det køle helt af inden det kommes i et tætsluttende glas.

fredag den 24. januar 2014

Speltmüesli med kakaonips, tranebær og chokolade

Med jævne mellemrum laver jeg en ordenlig krukke müesli, så der altid er til morgenmaden. Når jeg laver den selv kan jeg selv styre hvor meget og hvor lidt sukker der skal i. Dem man køber er ofte fuld af sukker. Den her er nu også lidt syndig med den mørke chokolade og de søde tranebær. Men den smager altså godt ovenpå lidt yoghurt og med lidt frisk frugt eller bær :)

Speltmüesli med kakonips, tranebær og chokolade
5 dl. speltflager
1 dl. hørfrø
½ dl. græskarkerner
1½ dl. hasselnødder, grofthakkede
1 dl. tørrede tranebær
1 dl. chokoladeknapper
3 spsk. kakaonips
2 tsk. vaniljesukker
½ dl. honning

Bland speltflager, hørfrø, græskarkerner og hasselnødder. Tilsæt vaniljepulver og honning og bland det godt sammen.
Bred det ud på en bageplade med bagepapir og rist det ved 200 grader i ca. 15 min. Husk at vend i det flere gange undervejs.

Lad müeslien køle af på bagepladen. Når den er helt kold tilsættes tranebær, chokoladeknapper og kakaonips. Opbevares i en tætsluttende krukke.

fredag den 1. februar 2013

Müesli med quinoa, kokos og valsede ruggryn

Herhjemme laver jeg altid min müesli selv. Både fordi det er billigere, men også fordi det er meget sundere. Det kan nemt laves med en minimal mængde af fedt og sukker og så samtidig smage rigtig lækkert. Jeg har på flere udenlandske blogs set, at de bruger rå quinoa i deres müesli, så det måtte jeg også prøve. Det smager super godt, for de bittesmå korn bliver dejligt sprøde.
Desuden brugte jeg nogle af de valsede ruggryn fra Skærtoft Mølle, græskarkerner og kokoschips, som kan købes i helsekosten. Virkelig lækker og smagfuld müesli, helt uden tilsat sukker. Sammen med skyr og friske bær er det en lækker morgenmad eller bare et lille mellemmåltid.

Müesli med quinoa, kokos og valsede ruggryn (lille portion)
2 dl. havregryn
1 dl. valsede ruggryn
1 dl. hørfrø
1 dl. græskarkerner
1 dl. paranødder, hakkede
1 dl. kokoschips
½ dl quinoa
2 spsk. smør

Bland alle ingredienserne udentagen smør.
Smert smørret på en varm vand og rist müeslien ved høj vare i 8-10 min.
Vend rundt i det hele tiden til müeslien tager en smule farve og bliver sprød.
Lad den køle helt af inden den kommes på et lufttæt glas.

tirsdag den 9. oktober 2012

Apple Pie Granola


På flere amerikanske blogs har jeg set, at de er vilde med at bruge usødet æblemos som fugtgiver i deres müesli i stedet for olie eller smør. Da jeg kogte en portion æblemos for nyligt lavede jeg derfor også en lille portion helt uden sukker og helt uden klumper. Det blev virkeligt en succes, for müeslien blev rigtig sprød og fik den perfekte sødme, helt uden fedtstof og kun med en lille smule sirup. Lækkert!
Ligeledes tørrede jeg nogle æbletern i ovnen i 4 timer ved 80 grader. Konsistensen er ikke så god, men smagen er virkeligt god. Har du ikke mod på det har Urtekram tørrede æbletern i deres sortiment.
Inspiration fik jeg fra bloggen "Apple a Day".

Apple Pie Granola
3 dl. havregryn
2 dl. byggryn
1 dl. hørfrø
1 dl. hakkede valnødder
ca. 2 dl. usødet æblemos
1 spsk. ahornsirup
1 spsk. citronsaft
1 spsk. kanel
1/2 dl. tørrede æbletern
2 spsk. tørrede tranebær

Bland havregryn, byggryn, hørfrø,valnødder, kanel, citronsaft og ahornsirup godt sammen.
Tilsæt æblemos og bland det rigtigt godt sammen. Blandingen skal være fugtig, men ikke våd.
Bred blandingen ud på en bageplade med bagepapir.
Rist det ved 200 grader i ca. 10 min. til det er gyldent og sprødt. Rør flere gange undervejs, så det ikke brænder på.
Lad det køle helt af på bagepladen.
Bland det herefter med æbletern og tranebær.
Opbevares i tætsluttende glas.

fredag den 31. august 2012

Müesli med choko-fras

Jeg kan snart ikke huske, hvornår jeg sidst købte en pose müesli, for det er altså sundere og billigere at lave sit eget. Nu elsker jeg choko-müesli, så denne gang lavede jeg nogle chokoladeovertrukne Havrefras til lige at pifte den vanlige blanding lidt op. Cornflakes vil også være gode:) Det selvfølgeligt ikke sååå sundt, men bruger man en god kvalitetschokolade, så går det vidst nok:)
Jeg spiser den som regel ovenpå en smoothie eller som her, med vaniljeyoghurt og friske hindbær.

Müesli med choko-fras
4 dl. rugflager
2 dl. havregryn
2 dl. hørfrø
1 dl. græskarkerner
2 spsk. sirup
½ dl. mørke chokoladeknapper
ca. 2-2½ dl. havrefras

Start med at smelte chokoladen over vandbad eller i mikroovnen.
Bland havrefrasene i den smeltede chokolade og vend forsigtigt rundt. Havrefrasene skal være dækkede, men ikke svømme i chokolade.
Bred dem ud på et stykke bagepapir og lad dem tørre.
Bland rugflager, havregryn, hørfrø, græskarkerner og hasselnødder i en skål. Rør siruppen i og bland det rigtig godt.
Bred det ud på en bageplade med bagepapir.
Rist det ved 200 grader i ca. 10 min. Rør i det flere gange undervejs, så det ikke brænder på.
Lad det køle helt af, bland det med choko-fras og kom det på et lufttæt glas.

søndag den 15. juli 2012

Very Berry Granola

Min granola blev vidst ikke helt så lilla som den hos Hobby and More, men den smager stadig rigtig dejligt og har en diskret smag af både blåbær og vanilje.
Jeg lavede den efter egne mål og hvad skabene rummede, så det er bare at gøre det som du selv synes:)
Brug de tørrede bær og frugter, som du bedst kan lige. Jeg valgte at lave pure'en af båbær og så tilsatte jeg en blanding af tørrede blåbær, gojibær, kirsebær og tranebær.

Very Berry Granola
2½ dl. havregryn
1 dl. rugflager
1 dl. græskarkerner
1 dl. hørfrø
1 dl. mandler, grofthakkede
½ dl. sesamfrø
1½ dl. rugfras
60 g. tørrede bær
2 dl. blåbær, let optøede
1 spsk. smagsneutral olie
1 spsk. agavesirup
½ tsk. vaniljekorn

Bland havregryn, rugflager, græskarkerner, hørfrø, mandler, sesamfrø og rugfras.
Bland blåbærrene med agavesirup og vaniljekorn.
Kom blåbærpure'en på en stor pande og varm den godt op. Kom olien i.
Tilsæt så de tørre ingredienser og bland det hele godt sammen.
Bred det ud på en bageplade med bagepapir og rist det i 10 min. ved ca. 210 grader. Rør i det undervejs.
Lad det køle helt af, bland de tørrede bær i og hæld det på et tætsluttende glas.

onsdag den 15. februar 2012

Morning Time Breakfast Granola Cups

 Lige siden jeg så disse Mogening Time Breakfast Granola Cups på bloggen Mommie Cooks vidste jeg, at de måtte prøves:)
Jeg synes, at de var en smule svære at få formet som "cups" og jeg måtte tilsætte lidt mere honning og cane syrup- måske fordi molasses, som oprindeligt skal bruges er mere tykt og klistret end cane syrup? Jeg ved det ikke, for jeg har aldrig prøvet det, da det ikke li er til at opdrive i Danmark.
Så jeg synes måske ikke helt, at de er besværet værd, men ingen tvivl om, at det kunne være et sødt indslag på brunch-bordet istedet for de sædvanlige små glas med frugt, yoghurt og müesli. De er nok også lidt for søde til dagligt:)
Jeg lavede kun halv portion, men fik stadig 12 stk!

Morning Time Breakfast Granola Cups (12 stk.)
2 spsk. smør
25 g. honning
25 g. cane syrup eller mørk sirup
1 spsk. brun farin
½ tsk. kanel
½ tsk. vanilje
225 g. havregryn
25 g. hvedeklid
25 g. hørfrø
25 g. hakkede mandler
25 g. tørrede tranebær

Smelt smør, honning, sirup, farin, kanel og vanilje sammen.
Bland havregryn, hvedeklid, hørfrø, mandler og tranebær i en skål.
Helt smør-blandingen over de tørre ingredienser og bland det rigtig godt. Lad det køle lidt af.
Smør en muffinplade med smør eller sprayfedt.
Mærk, om müeslien er klistret nok- den skal klistre let til fingrene- er den for tør tilsættes lidt mere honning og sirup.
Fordel müeslien i hullerne og form med våde hænder små "cups" ved at presse godt op af siden.
Bag dem i ca. 15 min. ved 160 grader.
Lad dem køle af i formen inden de forsigtigt vippes op.
Opbevares i en tætsluttende kagedåse.
 
De små Granola Cups blev fyldt med denne yoghurt fra Osted Mejeri.
Åååh, som den fine indpakning taler til mit emballage-hjerte:) Jeg elsker, når min mad er pakket pænt ind og det er Osted Mejeris mælk og yoghurt virkeligt.
Emballagen er miljøvenlig, men måske ikke særligt parktisk, for det der selvluk virker ikke særligt godt og så fylder den ret meget i mit overfyldte køleskab.
Yoghurten overraskede med en dejlig syrlighed, tydelige vaniljekorn og en god smag af vanilje. Den er slet ikke så sød og syntestisk, som de øvrige vanilje yoghurter jeg har smagt.
Den kommer jeg til at købe igen og igen, både til min müesli og til smoothies.
Den fåes i Salling Super til omkring 22 kr.

 

mandag den 17. oktober 2011

MissMuffins Müesli med hasselnødder og kokos

Efter jeg er begyndt at lave min egen müesli er det ligesom, at der ikke er er noget af det man kan købe, der smager godt nok.
Den her udgave er en af de lidt mere syndige slags med hasselnødder, honning, kokos og mørk chokolade:)
Er ret sikker på, at det kommer til at klæde min morgen-smoothie ret godt:)
Skulle man lave den rigtig ekstra lækker, så kunne man tilsætte lidt god kakaopulver, men så er den vidst også mest egnet til brunch-bordet...

MissMuffins müesli med hasselnødder og kokos
3 dl. havregryn
2 dl. speltflager
½ dl. græskarkerner
½ dl. hørfrø
1 dl. kokosmel
1½ dl. grofthakkede hasselnødder
½ dl. honning
½ dl. grofthakket, mørk chokolade

Bland alle ingredienserne undtagen chokoladen rigtig godt sammen.

Bred den ud på en bageplade med bagepapir og sørg for, at der ikke er klumper.
Rist müeslien i ca. 15 min. ved 225 grader. Rør 3-4 gange undervejs- pas på, at det ikke bliver for mørkt!
Lad müslien køle helt af inden chokoladen blandes i.
Opbevares i en lukket beholder.

lørdag den 10. september 2011

Crunchy Almond and Rye Topping


En lidt anden, men meget velsmagende variant, af den klassiske müesli, som jeg fik lavet her i ugen.
Opskriften er fra den smukke blog Foody Two Shooes, der godt nok er på engelsk, men har danske aner:)
Jeg brugte lidt af de lækre mandler fra Helios, som var med i goodiebaggen fra Madbloggertræf 2011. De smager fantastisk!!
Så jeg brugte også kun lidt af dem, for de er for gode til den slags her, men jeg manglede lige lidt:)
Det er virkeligt en god topping til yoghurt naturel sammen med et lille dryp honning og bær eller frugt, for det mætter og smager dejligt!
En oplagt måde til at få brugt et par triste skiver rugbrød på!

Chrunchy Almond and Rye Topping
4-5 skiver godt rugbrød
200 g. mandler
1-2 spsk. muscovadosukker

Skær brødet i små tern og hak mandlerne groft.

Bred det hele ud på en bageplade med bagepapir.
Rist det ca. 15 min. ved 160 grader. Vend det rundt en gang eller 2 undervejs.
Lad det køle af og vend det sammen med sukkeret.
Opbevares i et tætsluttende glas.

mandag den 16. august 2010

Hjemmelavet müesli med chokolade og kokos...

Den grønne Pige har desværre lukket ned for bloggeriet, men derfor er der stadig masser af inspiration at hente på hendes side.
For tiden har jeg ikke rigtig lyst til morgenmad(nutella-depression), men jeg bliver utilpas hvis jeg ikke får noget ned. Så nu har jeg prøvet at lave min egen müsli, for så er sukkerindholdet også til den side, hvor det ikke nærmer sig slik i stedet for morgenmad.. Sammen med yoghurt og frugt bliver det en dejlig morgenmad.
Gryn, kerner, nødder, frø, frugt osv. kan mikses efter egen smag, så jeg blandede bar hvad jeg synes.

Hjemmelavet müsli med chokolade og kokos
3 dl 5-kornsgryn
2 dl speltflager
½ dl hørfrø
½ dl solsikkekerner
1 dl mandler, grofthakkede
½ dl hasselnødder, grofthakkede
1 dl kokosmel
6 tern mørk chokolade(80 %), grofthakket
1½ dl kogende vand
2 store spsk honning


Kom gryn, speltflager, hørfrø, solsikkekerner og nødder i en lille bradepande.
Opløs honningen i det kogende vand og hæld det over blandingen.

Bland det hele godt med fingrene, så det hele bliver lidt fugtigt.
Rist blandingen ved 180 grader i 20-25 min til det er gyldent- rør et par gange undervejs.
Når blandingen er kølet af, tilsættes chokolade og kokosmel og müslien kommes på et glas med låg.

Honningristet müsli med kanel..

Jeg er stadig vild med smoothies, men der skal knas på toppn.
Så da jeg ryddede op i skuffen med opskrifter osv. dukkede der en op på honningristet müsli, som jeg kastede mig udi.
Jeg havde desværre ikke flere hørfrø, så brugte lidt ekstra solsikkekerner og sesamfrø istedet.
Det bliver virkeligt sprødt, men indeholder jo så også en pæn portion sukker- måske jeg blander det op med lidt ekstra havregryn, branflakes eller havrefras.


Honningristet müsli med kanel
200 g havregryn
100 g akaciehonning
100 g solsikkekerner
100 g hørfrø (50 g solsikkekerner + 50 g sesamfrø)
50 g kokosmel
1½ tsk kanel
50 g rosiner


Bland alt undtagen rosiner godt sammen i en skål.
Fordel blandingen på 2 bageplader og rist det ved 180 grader i 7 min og vend det så.
Rist yderligere 7 min og lad det så afkøde, inden rosiner blandes i og det kommes på tætsluttende glas..

Baronessens hjemmelavede müsli..

For at prøve noget andet end den vanlige müsli prøvede jeg idag at lave en omgang fra Baronessens kogebog.
Den er meget SØD, men der er også noget honning og noget sirup i- måske den bedre passer til at blive spist i små mængder til søndagsbrunch istedet for til hverdag:)
Så der er ikke plads til chokoladestykkerne i denne omgang..
Müslien skal spises ovenpå min morgensmoothie, som de næste dage dage kommer til at være disse smoothiesblandinger- de er på tilbud i Føtex denne uge til 10 kr.
Så skal de bar li i blenderen med ½ advocado og en sjat soyamælk.


Baronessens hjemmelavede müsli
2 dl akaciehonning
1 1/4 dl lys sirup
1 dl solsikkeolie
1 spsk vaniljesukker
200 g havregryn
50 g branflakes (havde jeg ikke, så brugte speltfras)
35 g hørfrø
35 g solsikkekerner
35 g græskarkerner
50 g hakkede mandler
50 g hakkede paranødder (jeg brugte bar flere mandler)
50 g hakkede hasselnødder (jeg brugte valnødder)
20 g kokos
100 g rosiner
50 g tranebær


Bland havregryn, speltfras, kerner og frø i en stor skål.
Smelt honning, sirup, olie og vaniljesukker i en gryde.
Bland det sammen.
Spred blandingen ud på en bageplade med bagepapir og rist det i ovnen ved 180 grader i 15 min.
Bland nødder og kokos i og rist yderligere 15 min.
Vend rundt i blandingen undervejs.
Bland rosiner og tranbær i og rist yderligere i 8 min.
Tag det ud af ovnen og lad det køle af, inden du kommer det i en lufttæt beholder.