lørdag den 23. maj 2015

Broccolisalat med æble, bacon og ristede solsikkekerner med røget paprika

Broccolisalat er et hit hele året rundt. Her i en frisk udgave med æble og purløg.

Broccolisalat er et evigt hit. Især den klassiske med rødløg, bacon og rosiner. Mmm.. Denne version er lidt anderledes, men bestemt også rigtigt lækker.
Jeg kan rigtigt godt lide rå løg, men jeg spiser det sjældent, for jeg kan blive ved med at smage det mange timer bagefter og det er altså ikke vildt spændende. Heldigvis er purløg et godt alternativ hertil.
Dressingen her bliver rigtigt god. Får du lidt tilbage, så gem den endeligt. Med lidt hvidløg og/eller krydderurter er den rigtigt god i sandwich, til ovnbagte kartofler o.lign.

Broccolisalat med æble, bacon og ristede solsikkekerner med røget paprika (4 pers)
1 broccoli
1 rødt, sprødt æble
1 pk. bacon i strimler

Solsikkekerner:
1 dl. solsikkekerner
1 tsk. olivenolie
ca. 1 tsk. røget paprika

Dressing:
½ dl. god mayonnaise
3 spsk. creme fraiche 38%
1 spsk. citronsaft
2 tsk. dijonsennep
1 tsk. æblecidereddike
1 lille bdt. purløg
salt, peber

Del broccolien i små mundrette buketter.
Sæt en stor gryde med vand til at koge op. Giv broccolien et kort opkog, så den stadig er sprød.
Lad den dryppe af og køle ned.
Skær æblet i små tern og bland med broccolien.
Steg baconen sprød- jeg gør det altid i ovnen.
Rør mayonnaise, creme fraiche, citronsaft og dijonsennep sammen. Smag til med salt, peber og æblecidereddike.
Hak purløget fint.
Varm olivenolien op på en lille pande ved middel varme. Rist solsikkekerner heri til de får lidt farve. Det går hurtigt, så vend dem rundt hele tiden.
Kom dem i en lille skål og tilsæt røget paprika.
Bland dressingen sammen med broccoli, æble og purløg til du har en passende konsistens.
Top med bacon og de ristede solsikkekerner.

Ingen kommentarer: